Ponyblod ‘Med måde’

Ponyblod ‘Med måde’
Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For omkring et års tid siden var Tue Track på banen med Xtra Naan, et overraskende samarbejde med fyrene fra Gramsespektrum, der dog (indtil videre) aldrig er blevet til mere end tre numre på Soundcloud. Nu er Malk de Koijn-medlemmet dog på banen med et nyt partnerskab og igen et uforudset af slagsen.

Tue Track udgør nemlig halvdelen er den nye danske hiphop-superduo Ponyblod, hvis lyriske frontmand er ingen ringere end kultrapperen Khal Allan, der slog sit navn fast med albummet ‘Tuder og høvding’ i 2008.

Ponyblods selvbetitlede debutalbum udkommer mandag den 10. juni. 13 numre og titler som ‘Ornitolog’, ‘Autopilot’ og ‘Sprogjob’.

Læs også: Hør Tue Track og Gramsespektrum som Xtra Naan

Allerede nu har vi dog fået den første forsmag i form af ‘Med måde’, der viser to af dansk hiphops sande originaler slå panderne sammen med gnister som følge. Khal Allans omgang med rim er i en liga for sig, og hans leg med ord imponerende, både i form af levering og sproglig opfindsomhed. Lyrisk galskab i topklasse.

»Beskidt i munden som Karius og Baktus« er en af de små perler, mens der også er mere sammensatte konstruktioner som »det ik’ raptekster / det opskrifter, på rovdrift på sprog / skrevet med kropsvæsker i skråskrift med ornamenter på et S-tog / hold da kæft et fresh flow, let’s go«, der får overnaturligt liv gennem Allans mund. Det hele leveret over et vuggende beat og et dejligt skramlet piano.

Albummet var til en start opdelt i rim og lyd mellem de to herrer, men som det er endt leverer Tue Track også ord til fire numre, mens Khal Allan har hjulpet til med samples. Og så loves det allerede nu, at debuten ikke bliver det sidste, vi kommer til at høre fra Ponyblod.

Seneste Top Track: These New Puritans ‘Fragment Two’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af