Reportage: Primavera Sound

Den spanske festival, placeret ved havnefronten i Barcelona, havde i år et frygtindgydende program – specielt hvis man var til hvid indierock. Al fokus var på musikken, der var ikke skyggen lir, interaktiv underholdning eller kunst i det ellers imponerende område med markante arkitektoniske greb, men heldigvis var programmet så pakket med must-see-koncerter, at der stort ikke var tid til pauser.

På en festival, hvor vi også så navne som Killer Mike, Deerhunter, Mac DeMarco, Dinosaur Jr., Grizzly Bear, Kurt Vile, Merchandise, Peace, The Jesus and Mary Chain, Daughter, Blur og The Knife, har vi i denne reportage valgt at tage temperaturen på nogle af de navne, der besøger Danmark henover sommeren.

Savages_DaniCanto

Savages – sortsyn i sollys

De fire kvinders debutalbum er et studie i sortbejdset æstetik, så det var noget af et visuelt clash at se det mørkklædte band badet i sollys på Pitchfork-scenen. Men de rider på en bølge lige nu og havde en tydelig, ukuelig lyst til at spytte de stramme sange fra ’Silence Yourself’ i fjæset på os, dansende på Ayse Hassans snorlige basgange og Fay Miltons lidt sloppy trommer. Frontkvinde Jehnny Beth nærmeste dansede rundt på scenen i røde stilletter og skyggeboksede som en kampklar fighter.

Kvartetten kom effektivt ud af starthullerne med ’Shut Up’, og deres postpunk gallopperede effektivt af sted, indtil den sammenbidte guitarist, Gemma Thompson, der dygtigt spænder fra udtværet reverb til huggende fremdrift, blev ramt af tekniske problemer og efterlod Beth til at groove rundt på scenen i små ti minutter til rytmesektionens sumpede bund i ’Strife’, imens en forstærker blev udskiftet.

Et afsluttende et-to-tre punch med ’Flying To Berlin’, ’She Will’ og ’Husbands’ lukkede dog ballet umanerligt medrivende, uden at al for meget af den indlagte klaustrofobi sev bort under den åbne himmel.

Savages spiller på Roskilde Festival.

TameImpala_DaniCanto

Tame Impala – et fuldvoksent syretrip

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se Kevin Parker danse på scenekanten og appellere til publikum om at klappe i takt. Men den samme akavede og indadvendte frontmand, der leverede en katastrofal koger af en koncert på Roskilde Festival i 2011, indtog Primaveras største scene med stor autoritet og en tydelig lyst til optræde.

Fra den himmelsk svævende ’Solitude Is Bliss’ til den trippede ’Feels Like We Only Go Backwards’ og den tungt groovende ’Elephant’ foldede australiernes sædvanligvis kompakte lyd sine vinger ud og tog det store publikum med på en psykedelisk flyvetur, der i forlængede soloer og nye syrede introer visse steder antog næsten Pink Floyd’ske dimensioner.

De lod os danse ud i natten til ’Half Full Glass of Wine’ med en sikkerhed i kroppen om, at Tame Impala har fuldvokset sig store og mægtige.

Tame Impala spiller den 9. august i Store Vega.

Phoenix_DaniCanto

Phoenix – en velsmurt maskine

Det er virkelig svært at gå galt i byen til en Phoenix-koncert. For deres sange er så stærke, så melodiske, så hook-fyldte, stramt sammenskruede og perfekt doserede, at man næste tror, det er løgn. Gnistrende, højenergisk poprock fabrikstestet ned i mindste detalje. Og da franskmændene lossede koncerten i gang med heavy-hitterne ’Entertainment’, ’Long Distance Call’ og ’Lisztomania’ (de tungeste singler fra deres seneste tre album) blandt de fire første sange var publikum tæt på ekstase. Det var en guftung vaffelis, der næsten gav brain freeze.

Men så flabet en start kostede på den lange bane, da koncerten mistede lidt af sin damp under en stribe mindre medrivende numre, og det blev klart, at den charmemættede musik altså blev serveret af et temmelig charmeforladt band. Frontmand Thomas Mars’ indstuderede crowd-håndtering havde et kosteskaft oppe i røven, og hans tomme blik antydede, at han måske hellere ville sidde på en parisisk fortovscafé med de tre øverste knapper i skjorten åbnet.

Den manglende karisma blev understreget af Dinosaur Jr.’s J. Mascis’ gæstesolo på den afsluttende reprise af ’Entertainment’. Den stenede gamle guitargud havde mere naturlig attitude i sin gamle hvide paryk, end hele det effektive band tilsammen.

Phoenix spiller på NorthSide den 14. juni.

Primavera-stemning

Daughn Gibson – inadvendt country-croon

Amerikanske Daughn Gibson er mere fantastisk, end han selv er klar over. Hvis han for alvor var bevidst om sin egen karismatiske urkraft, ville han måske i højere grad nyde at stå på scenen og turde kigge sit publikum i øjnene. Og måske ville han have givet os mere end sølle 30 minutter og ikke gemt sig bag et backtrack, kun flankeret af en guitarist og en trommeslager.

Alligevel fik den bredskudrede og tårnhøje tidligere truck-driver meget ud af sin korte tid. Med fokus på materialet fra debutalbummet ’All Hell’ (opfølgeren ’Me Moan’ udkommer til juli) fik hans afgrundsdybe baryton diskret, pulserende modspil. De skæbnetunge hymner ’Lookin’ Back on ’99’, ’A Young Girl’s World’, ’Tiffany Lou’ og ’All Hell’ blev leveret i atmosfærefyldte, knitrende og støvede landskaber af Gibsons country-croon, der var mere rå og hæs i levende live, imens han stirrede genert mod jorden og vred mikrofonstativet, straffede en tamburin eller spillede lidt keys med den ene hånd.

Kun et enkelt nyt nummer teasede for den kommende plade, hvor Gibson er bakket op af en mere tempofuld og omfattende orkestrering, der i fremtiden måske også kan lokke ham ud hans intense skjul, når han står på scenen.

Daughn Gibson spiller i Pumpehuset under Distortion den 30. maj

Solange-Primavera

Solange – tilbagelænet og funky

Det var svært at forestille sig en bedre måde at runde showet af på, når nu hun stod foran et næsten 100 procent hvidt festivalpublikum, der sportede markant flere My Bloody Valentine- end Beyoncé-t-shirts. Solanges fantasiske version af Dirty Projectors-nummeret ’Stillness Is the Move’ accentuerede sangens r’n’b-arv og blev leveret med – uden overdrivelse – guddommelige fraseringer, der sad lige i skabet. På det tidspunkt havde hun varmet stemmen op efter en lidt shaky start med små lydproblemer.

Den tilbagelænede og smilende sangerinde – ulasteligt klædt i læderbukser, limegrøn jakke og jungleprint – var omgivet af et fuldt, stramt og kropsligt funky band, ført an af hendes sangskrivermakker Dev Hynes i fedora og stramt jakkesæt, der føjede slap-bass til sangene og lod de grundlæggende grooves bumpe og grinde i lange passager.

Solange har en mindre kraftfuldt vokal og dyrker mere spinkle melodier end sin klimakssøgende storesøster, og ’Locked in Closets’ og ’Lovers in the Parking Lot’ manglede lidt punch i live-versionerne. Men ’Some Things Never Seem to Fucking Work’ og ’Don’t Let Me Down’ var funky, flænsende bæster, og den Brooklyn-bosatte sangerinde og Hynes’ koreograferede dans fik publikum helt oppe i det røde felt, så de øjeblikkeligt tog imod Solanges opfordring (fremført på ghettomanér: »I got one thing to axe from y’all«) om at gå bananas til storhittet ’Losing You’.

Solange spiller i Store Vega den 13. august.

JamesBlake-Primavera

James Blake – bevidsthedsudvidende dub

James Blake må give Roskilde Festival-arrangørerne grå hår på hovedet. For på den ene side har festivalens musikchef Rikke Øxner luftet tanken om at placere ham på Orange Scene grundet hans enorme popularitet. Og på den anden side har den eventyrlystne brite ikke tænkt sig på nogen måde at strække sig for at appellere til et bredere publikum.

Det understregede han på Primaveras næststørste scene, hvor han, badet i blåt lys bag sit piano, gjorde sit til at udvide vores bevidsthed. Blake leverede et detaljerigt, dub-baseret set, både gribende smukt i de vokale, soulede passager og dejligt desorienterede, når han lod samples tager over og manipulerede dem ud i syrede mønstre. Langsomt tyndede det ud på de bageste rækker, trods den sublime optræden.

Blakes setliste illustrerer, hvor godt hans sangkatalog, trods stor udvikling, hænger sammen. Han lagde ud med den tidlige single ’A Lack Thereof’ og integrerede også de gamle, mere kringlede, sample-baserede ep-cuts ’CMYK’ og ’Klavierwerke’, samt den nye højernergiske ’Digital Lion’. Det var dog tindrende smukke soul-sange som ’I Am Sold’, ’Unluck’ og ’Limit To Your Love’ med indlagte oaser af stilhed, men også buldrende dyb dub-bas der fik aftenmaden til at vende sig i vores festivalkroppe, som bar settet, inden han rundede af med sit nye albums tre stærkeste sange, ’Overgrown’, ’Voyeur’ og ’Retrograde’.

James Blake spiller på Roskilde Festival den 7. juli.

Wu-Tang-Primavera.

Wu-Tang Clan – frygtindgydende reunion

Man turde ikke have troet på det, men den legendariske hiphopklan, ført an af RZA, GZA og Ghostface Killah, trådte ind på scenen til tiden til en knivskarp reunion og fejring af deres enorme katalog af stilskabende hits.

20 år efter debuten bragede de stort set hele ’Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’ ud i et hidsigt tempo til kolossal begejstring for et stort publikum, der, på nær Killer Mikes koncert om torsdagen, var blevet benægtet hiphop i festivalprogrammet.

De seks rappere parkerede egoerne backstage, smøg sig sømløst ind og ud mellem hinanden og havde tydeligvis en fest sammen på scenen, imens de sprayede champagne, prædikede true hiphop, præsenterede et old-school-scratch-show og affyrede tunge tracks som ’Shame on a Nigga’, ’Bring da Ruckus’, ’C.R.E.A.M.’, ’Protect Ya Neck’, ’Wu-Tang Clan Ain’t Nuthing ta Fuck Wit’ og en stribe højdepunkter fra deres solokarrierer.

Vi fik også en blændende fællessang og rim over Beatles’ ’Come Together’ samt et afsluttende brag og moshpit til ’Gravel Pit’. Man kunne ikke have ønsket sig det bedre.

Wu-Tang Clan spiller til Vanguard Music Festival den 2.-3. august i Søndermarken.

 

NickCave-Primavera

Nick Cave & The Bad Seeds – afbrudt samleje

De fleste scener i Primavera-området havde en interessant placering i det moderne arktektoniske landskab, placeret på skrånende pladser med god udsigt, i et amfiteater-lignende hjørne med siddepladser, under et kæmpe, smukt solcelleanlæg eller lige ned til havet. Men festivalens største scene lå på en stor, ucharmende åben plads med ølboder som eneste udsmykning, en susende vind og lydforhold, der nådesløst kastede musikken frem og tilbage.

Og det led en ellers energisk Nick Cave under (»It’s fucking freezing«, udbrød han på et tidspunkt), og værre blev det, da man under de stille passager i den intense ’Stagger Lee’ kunne høre det nærliggende Meat Puppets-show. Det faldt ikke i god jord hos den intense mand, der vrissede den aggressive tekst i retning af naboscenen. Og forlod scenen efter det følgende nummer, den antiklimaktiske titelsang fra hans nye album ’Push the Sky Away’ uden at vende tilbage. Efter blot en time.

Inden da havde det syv mand store Bad Seeds-band med to trommesæt ledt den prædikende Cave gennem et stærkt miks af de afrundede, varme nye sange, klassikere som ’Red Right Hand’, The Mercy Seat’, og ’The Weeping Song’ og de hårdtslående ’From Her to Eternity’ og ’Stagger Lee’ (hvor han længe stod oprejst oven på publikum i en benhård fysisk manøvre, der burde være umulig for en 55-årig eksmisbruger). ’Tupelo’ endte i et skrigende, næsten udmarvende inferno i sort/hvid mareridts-lysshow, imens Warren Ellis svingede sin flossede vionlinbue som en pisk.

I sidste ende virkede den afkortede koncert dog som et farligt, men frustrerende afbrudt samleje.

Nick Cave & The Bad Seeds spiller på NorthSide den 15. juni.

 

MyBloodyValentine-Primavera

My Bloody Valentine – kappede båndene til virkeligheden

Man kan i bund og grund forvente en mur af støj med knapt dechifrerbare strukturer, når man oplever My Bloody Valentine på scenen, og lørdag nat var ingen undtagelse. Men to ting gjorde koncerten til lidt af en våd karklud.

Dels blæste der en strid og kold vind på tværs af den store, halvtomme plads foran scenen, der greb lyden og sende den bølgende udover det nærliggende hav, hvilket ikke just fordrede et hengivent og tålmodigt publikum, og dels var vokalen så fjendsk begravet i mixet (ja, det kan lade sig gøre, at grave dem dybere ned, end det er tilfældet på pladerne), at det nærmest virkede som om, at der blevet mimet ind i mikrofonerne på scenen.

Pendulet svingede langsomt fra en jagt på transcenderende skønhed over imod et fejlslået laboratorieeksperiment, og pludselig så Kevin Shields og co. rigtigt gamle ud på scenen foran deres mur af forstærkere.

My Bloody Valentine spiller i Store Vega den 13. juni.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af