Her er otte fede mixtapes til gratis download

Vi har endnu en gang finkæmmet hiphop-internettet for de bedste gratisudgivelser og samlet en stor stak forårs-mixtapes. Den sidste måneds fangst byder på genopstandelsen af Chicago-soulrap, et hidtil forsvundet fem år gammelt samarbejde mellem Rick Ross og Cash Money-chefen Birdman samt solo-mixtapes fra begge tidligere Cool Kids-medlemmer.

BrianFresco588

1. Brian Fresco ‘Mafioso’
Brian Fresco er en del af SaveMoney-kollektivet fra Chicago, der blandt andet tæller Chance the Rapper, manden bag det skamroste ‘Acid Rap’-mixtape. Allerede Brian Fresco og Chances mixtape-covers siger meget om forholdet mellem de to rappere: Stilen er ens, men Fresco virker en del mere arrig og hårdfør.

Hvis Chance er Chicagos Kendrick Lamar er Brian Fresco mere beslægtet med Schoolboy Q: En hedonistisk, hårdhudet og en anelse kynisk gadedreng – med en reflekterende side. Fresco mestrer komplekse historiefortællingsnumre (som titelnummeret), men kan også lave ligefrem gangstarap som ‘I Meant It’ – en løssluppen selvhyldest, der ikke er set bedre siden, ja, Schoolboy Q’s ‘There He Go’.

Download mixtapet HER.Tree588

2. Tree ‘Sunday School 2’
Chicago-scenen stormer frem, men hvor det sidste år var Chief Keef og Young Chops ekstremt simple og mørke drill-lyd, der dominerede, synes 2013 at være året, hvor byen genfinder fordum tids soul-storhed.

Rapperen og produceren Tree orienterer sig mod samplebaseret soul-rap, som byens største stjerner, Common og Kanye, lavede den før i tiden. Men Tree er ingen nostalgiker. Han har opfundet undergenren ‘soul trap’, der kombinerer bløde samples med hektiske sydstatstrommer, og hans bluesstemme brummer følelsesladet henover de originale beats, der er blevet mere polerede, men ikke mindre potente siden den første ‘Sunday School’.

Download mixtapet HER.JoeyFatts588

3. Joey Fatts ‘Chipper Jones 2’
Det har sine fordele at være signet på Yamborghini Records, pladeselskabet der ejes af ASAP Yams. Den karismatiske mand med det karakteristiske modermærke i ansigtet er nemlig ASAP Rockys højre hånd og efter sigende den kreative hjerne bag ASAP-slængets udtryk. Joey Fatts nye mixtape gæstes således af en masse undergrundsstjerner fra miljøet omkring ASAP Mob.

Der er den lidt ældre blogfavorit Freddie Gibbs, den rappende gourmetkok Action Bronson og et nummer med både Danny Brown og ASAP Rocky. Joey Fatts mørke og nådesløse rim lyder inspireret af de tidlige Clipse-album, men hans flow er en smule langsommere og sløvere, som kom han sydfra. Produktionerne har samme blanding af østkyst og sydstat: Både halvfemsernes Memphis-crunk og nutidig trap blandes sammen med elementer af klassisk New York-rap. Typisk ASAP-stil, med andre ord.

Download mixtapet HER.Chuck588

4. Chuck Inglish ‘Droptops EP’
Det tidligere Cool Kids-medlems nye mixtape skulle være en forsmag på hans næste officielle album, ‘Convertibles’. I modsætning til Mikey Rocks, den tidligere Cool Kids-partner, der nu mere ryger blunts med Curren$y, holder Chuck Inglish sig ret tæt på Cool Kids oprindelige stil.

Chuck, der er blevet en eftertragtet beatmager for alle fra Rick Ross til Earl Sweatshirt, har produceret alle mixtapets bastunge og minimalistiske beats, der summer og brummer tungt og dovent afsted, mens Inglish kaster rim ligeså henkastet som på ‘Black Mags’. Nu kører han bare på fire hjul, ikke på to.

Download mixtapet HER.RossBirdman588

5. Rick Ross & Birdman ‘The H’
Kan man finde to mere afsindige gangsterboss-personligheder i nutidens hiphop-verden? Birdman er Lil Waynes adoptivfar og ejer af det usandsynligt succesfulde Cash Money Records. Han har også tatoveret en kæmpestor, rød stjerne på sin hovedbund. Ross derimod er rapperen, der hævder at sælge tonsvis af narko og kende sydamerikanske diktatorer. At det for længst er blevet afsløret, at han har været fængselsbetjent, ignorerer han fuldstændig.

På mixtapet ‘The H’ (indspillet i 2008, men udgivet nu) er deres rimstil tilsvarende. Birdman har rappet i tyve år og er stadig vanvittig dårlig til det. Til gengæld er hans monologer og omkvæd blevet kult. De følger tit en absurd logik, lidt som når Scarface siger »I always tell the truth. Even when I lie«. Hos Birdman bliver det til: »We eat while we sleep! We eat while we don’t even eat!«

Ross derimod var midt i en brydningsperiode for fem år siden, hvilket mixtapet viser tydeligt: Frem hertil rappede Ross hurtigt (hør bare åbningsnummeret!), men her hører man for første gang det nye, langsomme flow, der nu er hans kendetegn.

Download mixtapet HER.sirmichaelrocks588

6. Sir Michael Rocks ‘While You Wait’
Ja, det andet medlem af Cool Kids (der før hed Mikey Rocks) har også udgivet nyt mixtape, og på eksempelvis den minimalistiske ‘Lookin’ for da Cuff’ er det som om, de to rappere stadig laver meget lignende musik. Men Sir Michael Rocks er ikke så stramt formalistisk som Chuck Inglish, der kører det samme henkastede flow over de samme minimale beats.

I stedet har han, siden han blev en del af Curren$ys Jet Life-crew, dyrket en mere løssluppen og tilbagelænet stil. På ‘In A Minute’ gæster Black Hippy-medlemmet Ab Soul og ASAP-vedhænget Dash på et kaotisk nummer, hvor ASAP-mørke møder Curren$y-hashtåge. Det har alt i alt været en god måned for de tidligere Cool Kids – Chuck Inglish laver den samme gamle (og gode!) Cool Kids-rap, men Mikey (eller ‘Sir Michael’) har ladet hashtågen svæve ind i sine rim.

Download mixtapet HER.Spit588

7. Alexander Spit ‘Mansions 2’
Det psykedeliske og ubehageligt virkende cover antyder et mareridtsagtigt trip, men selv om vestkyst-produceren bruger mange fragmentariske samples (især små vokalklip), er anden udgave i ‘Mansions’-serien et yderst harmonisk og behagelig lyt. Spit tilhører samme skole af Dilla-entusiaster som Flying Lotus, og ‘Mansions 2’ ligger da også tæt på FlyLos seneste album, det melodiske og drømmende ‘Until the Quiet Comes’.

Alexander Spits lyd skylder uden tvivl Dillas opus ‘Donuts’ meget: Selve strukturen med de mange korte beats, der ligger i forlængelse af hinanden, refererer til Dillas senværk, Spit er ikke bange for at bruge tunge 808-trommer eller kitschede fingerknips for at forstærke en stemning. Og desuden samples et Rick Ross-grynt flere gange – Spits udtryk virker aldrig begrænset til én stil (eller én læremester).

Download mixtapet HER.Soulja588

8. Soulja Boy ‘King Soulja’
Som 17-årig gik Soulja Boys selvproducerede ‘Crank Dat’ nummer et i USA. Som 20-årig stod han bag det dårligst sælgende album, der nogensinde er udgivet på et stort pladeselskab. Efter denne lynkarriere har rapperen udgivet album i Lil B-stilen med halvt snakkede vers over tågede Clams Casino-beats, eller lavet autotunede popsange, der siden har inspireret kunstnere som Chief Keef og Future.

Det nye mixtape opfinder en ny disciplin: Det er som om, Soulja Boy har tændt for radioen og efterlignet alt, han har hørt. Det er et sted mellem karaoke og parodi, når han kopierer Chief Keefs hakkende flow (‘Slangin’ Chickens’) eller rapper hele vers som Future (‘King Music’). Det er som om, Soulja Boy lever i periferien af populærrap og producerer et vagt ekko af al den musik, han hører.

Download mixtapet HER.

Læs også: April måneds mixtape-guide

Sponsoreret indhold
Features

GÃ¥ ikke glip af