Captain Fufanu – skabet støjeksperiment gik i vasken
Keli og Gulli, de to islandske drenge bag det elektroniske projekt Captain Fufanu, havde forberedt en stor opsætning til den lille fremmødte skare.
Hvor den håndfuld sange, de har lagt ud på nettet, bedst kan beskrives som overordnet minimalistiske og stramme technoproduktioner, valgte de at fremføre materialet med både en forvrænget elguitar, akustiske trommer samt en stor bunke keys og controllers. Det virkede lige lovlig vovet for to så nye live-performere, og det endte da også i et frustreret kaos af larm.
Med klagende synths, opildnende effektvariationer og en dygtig tredjemand på trommer, åbnede de ellers op for, hvad der kunne være gået hen og blevet et vellykket støjbal. Deres insisterende energiudladning tog bare aldrig rigtigt fat i publikum. Måske det skyldtes, at de ikke kunne få deres instrumenter til at spille i sync, eller at de undervejs havde lydproblemer og reagerede med skiftevis opgivende og aggressiv frustration.
Læs også: Fem festlige Roskilde-anbefalinger
Måske hjalp det heller ikke, at guitaren kun vekslede mellem to enerverende akkorder, og at selv de storladne opbygninger mundede ud i fortærskede hooks. I al fald ville det have klædt dem at skrue ned for både arrogancen, bitterheden og det oversatsede set-up.