The Lumineers – et kærligt fællesbrøl
Egentlig består en stor del af The Lumineers’ repertoire af ret så intime og sårbare folk-ballader, men det afholdt bestemt ikke amerikanerne fra at skabe en decideret fest, da de indtog Odeon.
Med charmerende musikalitet og en fabelagtig forsanger i form af Wesley Keith Schultz fik de teltet til at gynge, og på ganske overskudsagtig vis serverede de allerede kæmpe-hittet ’Ho Hey’ efter ti minutter. Man kan mene meget om autenticiteten i denne anden bølge af tilbageskuende americana, men når The Lumineers er bedst, leverer de hjerteskærende poesi, som man bestemt ikke skal være inkarneret cowboyhat for at lade sig forføre af.
Læs også: Festivaltendens: Sportslige tendenser
Musikalsk var koncerten en blanding af poppet folk, der live fik et honky-tonk-agtigt americana-twist, særligt på grund af den dygtige pianist, der skabte et effektivt drive. Bandet er stadig på et tidligt stadie i karrieren, så de måtte ty til et par covernumre af blandt andre Bob Dylan og Creedence Clearwater Revival for at fylde tiden ud, men da en smule dødvande truede, tog bandet på imponerende vis konsekvensen og delte publikum som Det Røde Hav og tog opstilling helt nede ved lydmanden, hvorfra de gav to numre.
Et smukt smartphone-øjeblik, der blev startskuddet til det sidste fabelagtige klimaks på koncerten. Fællesbrøl og tårnhøje taktfaste klapsalver regnede ned over bandet, da Schultz for sidste gang lettede på hatten og krammede sine bandmedlemmer, tilsyneladende lykkelige over den varme velkomst til Roskilde Festival.