Her er 21 album du skal glæde dig til i september

September bugner af spændende album i en sådan grad, at vi simpelthen ikke kunne få antallet af anbefalinger ned under 21. Se frem til album fra blandt andet Janelle Monáe, Haim, Trentemøller og The Weeknd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Eclectic Moniker ‘Continents’ (2. september)
The Eclectic Moniker har allerede bevist, at de er noget så sjældent som et dansk band, der raffineret forstår at fusionere solrig calypso med regelret indiepop, og på det syv mand store orkesters andet album ’Continents’ lader det heldigvis ikke til, at der er pillet så meget ved den konstellation – singlen ’Sports’ tager i hvert fald tråden lækkert op med dens sommersprøde world-vibe og kærkomne saxofonsolo.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nine Inch Nails ‘Hesitation Marks’ (2. september)
Det var ikke for at slappe af, at Trent Reznor satte Nine Inch Nails på hold. Sideprojekter og Oscar-vindende soundtracks kom i vejen, men nu er kongen af industriel rock igen klar til at spytte galde. Og så skal det blive spændende at se, om han har inkorporeret nogle af de elementer, han sammen med Atticus Ross kastede sig ud i på lydsiderne til ’The Social Network’ og ’The Girl With the Dragon Tattoo’.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Volcano Choir ‘Repave’ (2. september)
Selv om Bon Iver er sat på pause, så kan sympatiske Justin Vernon gudskelov stadig nydes i Volcano Choir med postrock-bandet Collections of Colonies of Bees som samarbejdspartnere. ’Repave’ er gruppens andet album, og singlerne ’Byegone’ og ’Comrade’ lægger med næsten majestætisk instrumentering op til en mere storladen og episk lytteroplevelse end sin forgænger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Janelle Monáe ‘The Electric Lady’ (9. september)
Det kører i den grad for Janelle Monáe og hendes selvsikre soul og r’n’b. Men med voluminøse optrædener på Roskilde Festival, et bjergtagende debutalbum og hendes ukrukkede coolness så er al kærlighed hende dybt forundt. Tracklisten til sangerindens andet album har allerede set dagens lys, og med stjernespækkede gæsteoptrædener er der lagt op til statelig soul-fest af den helt store kaliber. Vi har for eksempel allerede fået Miguel-balladen ’Primetime’ og den hensynsløst groovy ’Q.U.E.E.N.’ med Erykah Badu. Prince og Solange lægger også vejen forbi.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Arctic Monkeys ‘AM’ (9. september)
I kølvandet på Alex Turners nyerhvervede pomadehår er der sneget sig mere råhed ind i de britiske drenges lydside. De tre singler fra den kommende plade er i hvert fald alle solidt dyppet i mørk melankoli og sexede hooks, og med James Ford som tilbagevendende producer og en gæsteliste der blandt andet byder på Josh Homme fra QOTSA, så gør Arctic Monkeys igen klar til at gå all-in på indierock-klientellet. Men måske denne gang med lidt mere tråd på guitaren.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

London Grammar ‘If You Wait’ (9. september)
Navnet London Grammar vækker måske ikke den helt store genkendelse, men den unge og storladne poptrio skal nok få banket sig ind i din bevidsthed med deres sanselige lydbillede, Hannah Reids gennemborende vokal og en dybt melankolsk inderlighed. ’If You Wait’ bliver uden tvivl det uundgåelige soundtrack til blæsende, søvnløse efterårsnætter – hvis altså man skal tro singler som ’Strong’ og ’Wasting My Young Years’.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Weeknd ‘Kiss Land’ (9. september)
Abel Tesfaye har siden 2010 været særdeles produktiv (dog med indlagte pauser) og en umådelig forfriskende gave til den klassiske ’r’n’b. Et egentligt album mangler vi dog stadig at se fra den 23-årige canadier, men hvis den kommende debut holder niveau med de dystre og forførende tunge singler, så kan ’Kiss Land’ meget vel gå hen og nå højden fra hans hyldede mixtape-trilogi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

FKA Twigs ‘EP2’ (9. september)
Vi har længe haft FKA Twigs i kikkerten. Tidligere hed hun bare Twigs og leverede blandt andet den fremragende single ’Ache’, men nu er den hemmelighedsfulde brite vendt tilbage endnu bedre end før med den sørgmodige, hakkende ’Water Me’, der også har skabt sin del opmærksomhed online. Hendes kommende ep burde blive en intens oplevelse.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nanome ‘Everything That Moves’ (9. september)
Danske Soffie Viemose udgav tidligere musik i eget navn, men i takt med højnede ambitioner har den laptop-glade musiker skiftet navn til Nanome. At dømme ud fra singlen ’Plain Talk’ befinder vi os dog nogenlunde i samme univers, og hendes sårbare electronica og detaljerige produktioner bliver spændende at gå på opdagelse i.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Oh Land ‘Wish Bone’ (16. september)
Nanna Øland Fabricius har droppet det store pladeselskab Epic og er i stedet teamet op med TV on the Radios Dave Sitek på den kommende plade ’Wish Bone.’ Umiddelbart lader dette samarbejde til at være et yderst fornuftigt et af slagsen, for sangerinden fremstår langt mere besnærende selvsikker og knap så højtravende på henholdsvis ’Renaissance Girls’ og ’My Boxer.’ Et pirrende udgangspunkt.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

MGMT ‘MGMT’ (16. september)
Brooklyn-duoen har tidligere fået os til at danse i flok, men udforskede endnu mere psykedelisk grund på deres seneste album ’Congratulations’. Den nye skive er ifølge bandet mere præget af house-musik, inspireret af forbilledet Aphex Twin, og er i modsætning til de to forgængere udelukkende indspillet af medlemmerne Ben Goldwasser og Andrew VanWyngarden. Dertil lyder det unægteligt spændende, at det selvbetitlede album kommer til at inkludere featuren ‘The Optimizer’, der skal levere unikke visuelle elementer til at akkompagnere og illustrere musikken.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hymns from Nineveh ‘Visions’ (16. september)
Der ligger et pres på skuldrene af Jonas Petersen, bagmanden i Hymns from Nineveh. For har man lavet et debutalbum, der er blevet kaldt en af de bedste danske plader i 2011 og dertil indkasserede et utal af skulderklappende anmeldelser, kan man ikke undgå at skrue forventningerne temmeligt høj i vejret. Nu er efterfølgeren ‘Visions’ snart på gaden og skulle eftersigende vise en forfriskende og mere tilgængelig side af projektet. En side der blandt andet kan udforskes på førstesinglen ‘A Kid On the Beach’.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

San Fermin ‘San Fermin’ (16. september)
Vi har kåret både ‘Sonsick’ og ‘Daedelus (What We Have)’ fra San Fermin til Top Tracks, og de to numre har tilsammen rummet tilstrækkeligt bevismateriale til, at vi tør pitche det selvbetitlede debutalbum som yderst anbefalelsesværdigt. Med den klassisk uddannede frontfigur Ellis Ludwig-Leone talent for gåsehudsfremkaldende sangkomponering tilsat harpe, strygere, kvindekor og storladne trommer, frembringes et udtryk der tilnærmelsesvis kan sammenlignes med en kontrolleret udgave af Arcade Fire.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Trentemøller ‘Lost’ (23. september)
Vi regner absolut ikke med, at der er grund til bekymring, når den stemningsmættede mirakelmand smider sit tredje album på gaden. Tværtimod. De to forsmage ‘Never Stop Runnning’ og ’The Dream’ – med vokaler fra henholdsvis The Drums’ Jonny Pierce og Lows Mimi Parker –  indikerer nemlig, at Trentemøller endnu engang har produceret et album med en enorm spændvidde og variation, der pirrer til at dykke ned i de dirrende kompositioner. Dertil skummes fløden yderligere, når blikket falder over den fornemme liste af optrædende gæster, der blandt andet også inkluderer Kazu Makino fra Blonde Redhead, Sune Wagner og Jana Hunter fra Lower Dens.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Drake ‘Nothing Was the Same’ (23. september)
Aubrey Graham er kommet langt siden skuespillet i tv-serien ’Degrassi’. Drake er blevet en vaskeægte verdensstjerne, og hans mere følelsesladede tilgang til hiphop og r’n’b har skaffet ham fans og haters i overflod. Vi har allerede hørt masser af smagsprøver fra albummet, endda i varieret stil, og sætter man den selvophøjede, men uundgåelige ’Started From the Bottom’ overfor ’Hold On We’re Going Home’s disco-influerede synthpop burde Drake igen kunne skille vandene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mazzy Star ‘Seasons of Your Day’ (23. september)
Intet mindre end 17 år skulle det tage, før Mazzy Star fik nosset sig sammen til et comeback-album, Hope Sandoval og David Roback er umiddelbart klar til at fortsætte hvor de slap, og som en ekstra feature gemmer tracklisten oven i købet de tidligere singler ‘Common Burn’ og ‘Lay Myself Down’, som amerikanerne slap i efteråret 2011. Som singlen ‘California’ klinger, er der gode odds for, at vi igen vil blive indtaget af gruppens generte rockmusik med Sandovals guddommelige vokal i front.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Chvrches ‘The Bones of What You Believe’ (23. september)
Med deres sødefyldte synthpop krydret med den lette og gennembordende vokal fra forsanger Lauren Mayberrys har de skotske debutanter storcharmet på gennembrudshittet ‘The Mother We Share’ og ep’en ‘Recover’, og derfor givet os al god grund til at vente med udstrakte arme, når de smider debutalbummet ‘The Bones of What You Believe’ på gaden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Justin Timberlake ‘The 20/20 Experience 2 of 2’ (30. september)
Det varer ikke længe før anden halvdel af Justin Timberlakes comeback-album ‘The 20/20 Experience’ blev leveret til døren. Den ukronede popprins sparkede sommeren i gang med at levere den letspiselige ‘Take Back the Night’, der bærer en relativt afslappet retrolyd, og spændende bliver det, om Justin har tænkt sig at fortsætte i samme rille som forgængeren, eller om vi kan forvente nye græsgange. Drake og Jay Z kigger forresten forbi, hvilket bestemt ikke gør noget.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Haim ‘Days are Gone’ (30. september)
Længe har det stået på, at søstrene Haim gang på gang har bombarderet os med slagkraftige hits, der kan give selv den største sortseer lyst til at springe ud som cheerleader. Med tracks som ‘Falling’, ‘Don’t Save Me’ og ‘The Wire’ i bagagen er der lagt op til et debutalbum, der folder den californiske søsterfloks talenter ud på bedste vis med dundrende trommeslag, syngende guitarpassager og ubegribeligt catchy melodier.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Agnes Obel ‘Aventine’ (30. september)
Kan man virkelig blive taget med buskerne nede af en så harmonisk og fredfyldt plade? Det var der mange der undrede sig over, da Agnes Obel i 2010 svøbte hele Danmark ind i en dyne og lullede os til ro til lyden af de yderst velklingende og indadvendte toner på debutalbummet ’Philharmonics’. Derfor har vi naturligvis store forventninger til hendes længe ventede efterfølger ‘Aventine’, der forhåbentligt endnu engang vil fylde os med drømmende melankoli til lyden af klassiske instrumenter. Singlen ’The Curse’ virker bestemt lovende.

 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

The Field ‘Cupid’s Head’ (30. september)
Svenske The Field er bedst kendt for – via looping galore – at forvandle traditionelle popmelodier til hans egne atmosfæriske kompositioner, der alle nogenlunde kan placeres indenfor minimal-technoens spektre. På sit tredje og seneste album ‘Looping State Oo Mind’ fra 2011 bevægede Axel Willner sig rundt i et mere akustisk og varmt lydunivers, men den fjerde plade skulle eftersigende bære præg af en mere mørk og rå lydside. Ingen singler er endnu blevet sluppet, så vi nå nøjes med at glæde os via ældre materiale.

Læs også: Nummer for nummer: Vi gennemgår Trentemøllers nye album

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af