MTV Video Music Awards er stedet for legendariske optrædener. Her ser vi tilbage på VMA’s historie med en gennemgang af de ti vildeste optrædener fra showets sagnomspundne bagkatalog.
1. Madonna ‘Like a Virgin’ (1984)
Til VMA’s jomfrurejse i 1984 havde showet besøg af den ligeså unge og sprøde Madonna. Hendes optræden med det massive hit ’Like a Virgin,’ starter ganske tilforladeligt på toppen af en kæmpe bryllupskage med sangerinden iklædt brudekjole. Ikke en helt dydig en af slagsen, men ikke desto mindre en brudekjole. Så langt, så godt.
Der, hvor det begynder at stramme til, og de bibelbælte-bosatte højst sandsynlig langsomt kløjs i kaffen, er ved hendes intensiverende erotiske fremtoning. Sløret ryger af, strømpebåndende vises og som en mis smyger hun sig til sidst kælent rundt på gulvet. Den lettere tøvende applaus blandt publikum efter endt optræden siger det hele, og allerede fra start havde Madonna således døbt VMA’s til det sted, hvor grænser bliver brudt og episke øjeblikke finder sted.
Den ikoniske performance blev i 2003 genudført af Madonna, Britney Spears, Christina Aguilera og Missy Elliot, og endte i et mindst ligeså legendarisk og omdiskuteret kys mellem Spears og popdronningen.
2. Bon Jovi ‘Livin’ on a Prayer / Wanted Dead or Alive’ (1989)
I 1989 var 27-årige Jon Bon Jovis ambitionsniveau mindst ligeså højt som hans hår. Han havde få år forinden udgivet sit tredje studiealbum ’Slippery When Wet’ med bandet Bon Jovi, og til VMA spillede han således de populære singler ’Livin’ on a Prayer’ og ’Wanted Dead or Alive’ i akustiske, ømfindige udgaver sammen med sin guitarist, Richie Sambora.
I direkte modsætning til de altid stort opsatte performances endte den nedbarberede optræden med at høste så meget opmærksomhed og positiv omtale, at MTV samme år lancerede programmet Unplugged, der til dags dato er kendt som et af kanalens ypperligste signaturprogrammer. Way to go Jon Bon.
3. Nirvana ‘Lithium’ (1992)
Der er ingen, der skal fortælle Nirvana, hvad de skal spille, og hvordan det skal spilles.
Det måtte arrangørerne af VMA i 1992 erfare, da bandet efter et påbud om ikke at spille den kontroversielle ’Rape Me’ ukontrolleret endte med at smadre guitarer og forstærkere efter en voldsomt trommetæskende udgave af ’Lithium’ med Dave Grohl i en manisk optræden. Og nå ja, fik vi sagt, at de startede ud med at spille ti sekunder af ’Rape Me?’ Zero fucks were given that day.
Noget af oprøret havde eftersigende også grundlag i, at MTV over en længere periode havde insisteret på, at Kurt og bandet skulle spille ’Smells Like Teen Spirit’, mens Nirvana hellere ville spille ’Rape Me’. Det endte i et kompromis med ’Lithium’, men skaden var sket.
4. Neil Young & Pearl Jam ‘Rockin’ in the Free World’ (1993)
Med et lille årti på bagen havde Video Music Awards for alvor slået sig fast som stedet for alternative setups, hvor optrædener med ekstra pondus kunne skrive kunstnerne ind i historiebøgerne.
1993 var sådan set Pearl Jams år, og de spillede også deres egen ‘Animal’, men det var samarbejdet med veteranen Neil Young der lavede overskrifter. Ung og gammel mødtes i et rockhistorisk makkerskab, hvor Youngs ‘Rockin’ in the Free World’ blev leveret med nerve og vildskab nok til et helt show.
Det hele endte naturligvis med, at Eddie Vedder smadrede sit mikrofonstativ til stanglakrids med Young hypnotisk begravet i sin guitar i baggrunden.
5. Michael Jackson medley (1995)
Michael Jackson var den største. The King of Pop uden sidestykke, og hvilket andet sted end til The VMA’s skulle han udfolde sig i fuldt flor.
Hans optræden i 1995 var legendarisk. Ja okay, det meste af musikken er playback, men over et helt kvarter danser og underholder han publikum gennem en uset kavalkade af hits, mens der undervejs både bliver moonwalket og talt lidt med publikum.
At Slash kommer forbi og spiller spade er lækkert, men det handler om Michael – en performer af guds nåde. Både en hyldest og en magtpræstation.
6. Puff Daddy feat. Sting, Faith Evans & 112 ‘I’ll Be Missing You’ (1997)
Det er næsten til at fælde en tåre over. Biggie er blevet skudt, og til tonerne af ‘I’ll Be Missing You’ indtager Puff Daddy (det hed han dengang) scenen dansende i et hvidt jakkesæt.
Det hele er så gennemført. Med Puff Daddy som den opildnede gospelpræst, det kæmpe gospelkor, og så Sting, der roligt og fattet synger omkvædet som en pastor i front, der trøster de sørgende. Selvfølgelig assisteret af Faith Evans, Biggies enke, mens Puff til sidst hylder alle dem vi har mistet: Biggie, Tupac og sågar Prinsesse Diana.
Sangen var i forvejen et hit uden lige, men blev taget til the next level hos VMA. Smukt, ømt og storslået.
7. Eminem ‘The Real Slim Shady’ (2000)
‘The Slim Shady LP’ havde sat Eminem på landkortet, men det var med ‘The Marshall Mathers LP’ (2000), at rapperen gjorde krav på status som superstjerne – ikke kun i hiphoppens, men også i popmusikkens verden.
Hans besøg til VMA i 2000 cementerede den status med en optræden, der gik verden rundt. Her spillede Eminem ‘The Real Slim Shady’ – ganske morsomt, da nummeret på den ene side faktisk gør tykt grin med den popkultur, VMA hylder. På den anden side et nummeret dog et opgør med alle Eminems efterlignere, og hvilken bedre måde at eksemplificere dét, end ved at indtage salen med omkring hundrede Eminem-kloner.
På turen gennem salen er der blandt andet også lige tid til en high five med Fred Durst og Carson Daly lige når han nævner dem i sangen angående rygter om intim omgang med Christina Aquilera.
8. Kanye West ‘Jesus Walks’ / ‘All Falls Down’ / ‘Through the Wire’ (2004)
Der er ikke nogen, der skal fortælle Kanye West, hvad han kan og hvad han ikke kan. Så selv om adskillige pladeselskabsbosser havde rådet ham til at holde sig til at producere, udsendte han i 2004 debutalbummet ‘The College Dropout’ og lukkede i processen munden på alle.
VMA havde siden slutningen af 90’erne slået sig fast som den monsterbegivenhed, den er i dag, og som stedet, hvor kunstnere for alvor kunne projektere sig ud til de brede masser. Og det gjorde Kanye West.
Med et medley af de tre største hits fra albummet viste han, at han bestemt hører hjemme på scenen, og leverede en overbevisende performance, der endda fik besøg af legenden Chaka Khan, hvis ‘Through the Fire’ bliver samplet på ‘Through the Wire’.
En stjerne var født, og Jay Z i fuldt gangster gear ser da også ud til at nyde sin protegé indtage spotlyset.
9. R. Kelly ‘Trapped in the Closet’ (2005)
Et af de sjoveste foretagender i popmusikkens senere år har uden tvivl været at følge med i R. Kellys selvproklamerede hip-hopera ‘Trapped in the Closet’, der med årene har fået et større kultfølge.
Åbenbart så stort, at Kells i 2005 fik lov til at indtage VMA med en live-optræden af et helt nyt afsnit af føljetonen, hvor alt kan ske – og alt faktisk sker.
R. Kelly går på scenen med sædvanlig indlevelse, og spiller i processen samtlige karakterer i ‘Trapped in the Closet’s intrigante storyline. Det er dybt syret, men svært fasscinerende. Only at the VMA’s.
10. Beyoncé ‘Sweet Dreams’ / ‘Single Ladies’ (2009)
Det var året, hvor Kanye stjal scenen fra Taylor Swift i forsvar af Beyoncés ‘Single Ladies’-video (der blev slået af Swift i kategorien ‘Best Female Video’), men Queen B kunne nu sagtens tage til forsvar selv.
I guldkjole og tårnhøje hæle satte Beyoncé nemlig hele den unge generation på plads med en ærefrygtindgydende optræden, der beviste, at pladsen som dronningen af pop var optaget. Koreografien var videoen var allerede blevet kult, og fremført perfekt live var der ikke et øje tørt – heller ikke, da antallet af dansende damer gik fra tre til 30.
Læs også: 10 VMA-outfits vi aldrig glemmer