Breakin’ Sound: Fire nye navne du skal tjekke ud

Vi har fundet fire friske Breakin’ Sound-navne, der uden tvivl er din tid værd.

Sampha588SAMPHA
41% hjertefølt nerve
31% begavet producer
16% cremet crooner
12% efterspurgt kollaboratør

Har jeg ikke hørt om ham før?
Det er meget muligt. Den unge London-knøs har længe figureret i det britiske musikmiljø, hvor han har bidraget med sin vokal på SBTRKT’s debut og som en fast del af hans live-konstellation. Han har også været med til at skubbe Jessie Ware i gang, og de har skabt sød musik sammen på ‘Valentine’. Senest dukkede samarbejdet ‘The Motion’ med selveste Drake op.

Skal han have støttepædagog på?
Næ! Udover at have en fængslende stemme, der formår at være både gribende distanceret og blød som glemt smør, har han fat i den lange ende, når det gælder detaljerige, men nedbarberede elektroniske produktioner. På hans første egentlige solo-ep ‘Dual’ kan man høre eksempler på elekroniske ballader som ‘Beneath the Tree’ og den mere organiske og klaverbårne ‘Indecision’, der grænser til rendyrket tilbage-til-rødderne r’n’b.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Endnu en prås med fløde i årerne? Please…
Okay, dem har vi set et par stykker af på det seneste, men Sampha har været i gang, siden inden det blev moderne og har et bagkatalog at have det i. Det er altså uden bar overkrop og spagat, men i stedet et selvlært, råt talent vi har fat i her.

Så giv mig da et stykke med Sampha.
Så gerne. Men ud over den nye ep ‘Dual’ har Sampha ikke umiddelbart selv noget i støbeskeen. Til gengæld har Solange fortalt, at de to har arbejdet sammen på hendes kommende album. Og det er også værd at tjekke op på Samphas bagkatalog, der tæller den selvudgivne ep ‘Sundanza’ og talrige samarbejder.
Tekst: Fie Neergaard JensenArthur588ARTHUR BEATRICE
38% solid indiepop
26% hemmelighedskræmmeri
22% opvarmningstjans for Beach House
14% eventyrnavne

Hemmelighedsfuld indiepop… gaaab!
Okay, det lyder måske ikke som om, at Arthur Beatrice har opfundet den dybe poptallerken, men giv det en chance. Nok er det den lidt brugte historie om et par fantastiske numre, der dukkede op på nettet for tre år siden til stor opmærksomhed, for derefter at forsvinde igen. Bogstavelig talt, de gamle numre er pist væk.

Mystikken breder sig. Hvad kan denne Arthur så?
En hel del. Faktisk er der ikke tale om en enkelt mand, men fire britiske venner med de finurlige navne Ella Girardot, Orlando Leopard og brødrene Elliot og Hamish Barnes. Sammen skaber de halvdystre og tilbagelænede sange, hvor Ella og Orlando står for smukke, dramatiske vokaler. Og mystikken og ventetiden var slet ikke bevidst, de er simpelthen bare godt gammeldags perfektionister.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Okay, lidt indiepop kan vel ikke skade?
Nemlig ikke. Og slet ikke når det bliver serveret så fornemt som på for eksempel ‘Vandals’, der drives frem af et smukt pianotema og Orlando og Ellas vokaler. Hvis du stadig ikke er overbevist, kan jeg fortælle dig, at Beach House tog dem med på turné i Frankrig sidste år. Og hvis det er godt nok til Alex og Victoria, så er det da vist godt nok til dig.

Helt klart! Hvad skal jeg gøre nu?
Deres debutalbum skulle være lige på trapperne, men det er aldrig helt til at vide med de fire briter. Indtil det dukker op, kan du slå vejen forbi Soundcloud og nyde de tre fine numre på gruppens ‘Carter EP’. Og håbe på, at der ikke går yderligere tre år, før vi hører fra dem igen.
Tekst: Sarah Schannong
Compass588JOEL COMPASS
43% hjemmedyrket r’n’b
26% moderne identitetskrise
17% singer/songwriter-skills
14% drengerøvet kækhed

Briternes svar på The Weeknd?
Jep, og ikke i en fortyndet, kalorielet udgave. For der er masser af dansable grooves, når den 20-årige Joel fra Sydlondon sørger for ren fløde til øregangene ved hjælp af sin blide falset.

Hvor meget kan r’n’b-koen malkes?
Til allersidste dråbe! Den atmosfæriske lyd og de underspillede beats leder tankerne hen på Maxwell og D’Angelo – eller nærmere Craig David for en ny generation. Faktisk laver Joel også beats til andre, og John Legend skulle allerede have indspillet en af hans sange. Så det er i hvert fald ikke medvind, den unge englænder savner.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men er han ikke bare en lille snothvalp?
Han er grøn, ingen tvivl om det. Men der gemmer sig noget mørke bag den unge facade. Tekstuniverset er moralsk forskruet og håbløst selvcentreret med utroskab og skam som hovedingredienser, som på ‘Fucked Up’ hvor han snakker i telefon med sin kæreste, mens han ligger i sengen med en anden pige. Altså, Miguel, Frank Ocean og The Weeknd blandet sammen i én stor britisk gryderet, der er svær at modstå.

Okay, nu er jeg både sulten og solgt. Hvad nu?
De fire numre på ep’en ‘Astronaut’ er lige udkommet, ligesom han er begyndt at spille live – men primært i England på diverse festivaler. Og som titlen på debuten også antyder, så sigter han mod stjernerne, så mon ikke vi også får mulighed for at fange ham live?
Tekst: Hana Hasanbegovic
Tirzah588TIRZAH
40% Micachu-producerede beats
31% sensuel britisk kvindevokal med attitude
15% genrevælling af r’n’b og garagerock
14% råt hjerte-smerte-tema

Er Micachu ikke ligesom fire år siden?
Øh, nej. Og Tirzah er åbenbart barndomsveninder med Mica Levi. De har tidligere lavet musik sammen, men så forvildede Tirzah sig ud i modeverdenen, hvor hun åbenbart har tilbragt de seneste par år. Nu har Mica så hevet hende ind fra sidelinjen og produceret hendes debut-ep ‘I’m Not Dancing’.

Så Micachu trækker i trådene?
Nej, Tirzah er solisten. Men det var faktisk Mica, der første gang spillede nummeret ‘I’m Not Dancing’ under et dj-set i Boiler Room sidste år, hvor hun overraskende introducerede den – sjovt nok dansende – hætteklædte og lyssky Tirzah, der blæste folk væk med sin smittende girl power.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Girl power? Nu er jeg ikke med.
Hun rummer det hele og er ikke bange for at vise det. Hendes imponerende sensuelle stemme er på én gang følsom og hardcore og passer som fod i hose til de smittende og hypnotiske beats, der blander rock, blød r’n’b og electro. Ep’ens fire numre, der alle handler om kærlighed, afslører en feminin og soulet følsomhed let skjult under en rå downtempo hiphop-attitude a la 1990.

Ok, hun lyder sej. Hvornår kan jeg høre mere?
Fortvivl ej. Ingen grund til at frygte måneders ventetid. Debut-ep’en er lige udkommet på Greco-Roman, så du kan med det samme lytte til Tirzahs dragende vokal tilsat den spændstige bas og de løsslupne eksperimentelle beats igen og igen.
Tekst: Emilie Engbirk

 Læs også: Koncertguide: September

Sponsoreret indhold
Features

GÃ¥ ikke glip af