Guide: 10 essentielle nyere konceptalbum

Konceptalbummet længe leve! Janelle Monáe har netop sluppet sit andet af slagsen i ‘Metropolis’-sagaen, og Arcade Fire barsler snart med deres ambitiøse ‘Reflektor’. Vi fejrer det med at kigge nærmere på ti  essentielle konceptalbum fra efter årtusindskiftet.

1. Kendrick Lamar ‘good kid m.A.A.d city’ (2012)
Begge Kendrick Lamars to første værker er konceptalbum, men man kan hurtigt argumentere for, at ‘good kid m.A.A.d city’, selv blot betragtet som en semi-selvbiografisk fortælling om Lamars opvækst i Comptons asfaltjungle, er det mest gennemførte af de to – på trods af den særdeles ydmyge undertitel griflet henover omslagets snapshot af en purung Lamar og dennes to onkler samt bedstefar: ‘A Short Film by Kendrick Lamar’.

Men den dystre, nonlineære beretning i ‘good kid m.A.A.d city’ rækker langt ud over Lamars næsetip. Albummet zoomer også ud og bliver til en kras samfundskritik fra perspektivet af en knægt, der har oplevet hele lortet på tæt hold i ghettoland – som en firsthand-account fra et desværre alt for realistisk ‘Grand Theft Auto’, hvor man bliver skudt for at have den forkerte farve tøj på, eller for bare at være det forkerte sted det forkerte tidspunkt.

Samtidig er det et klasseeksempel på, at konceptalbummet og den formfuldendte single ikke nødvendigvis er diametrale modsætninger. ‘Swimming Pools (Drank)’, ‘The Recipe’ og ‘Poetic Justice’ står fint på egne ben, befriet for den overhængende kontekst.

2. Arcade Fire ‘Funeral’ (2004)
»My family tree / is losing all its leaves« synger Régine Chassagne på ‘Funeral’s lukker ‘In the Backseat’. »Kids are dying in the snow / look at’em go, look at’em go!«, supplerer husbonden Win Butler på ‘Neighborhood #3 (Power Out)’. Og ja, det kunne lyde som det rene, prætentiøse karriereselvmord at åbne ballet med et konceptalbum om selveste døden, men Arcade Fires modige debut, som blev undfanget i kølvandet på en stribe dødsfald i bandmedlemmernes familie er ikke nogen kvælende tragedie, sørgemarch eller fodslæbende elegi.

Snarere er det en paradoksal, opløftende og triumferende rutsjebanetur i følelsernes vold – et album spundet ud af sorg, men som svulmer af glæde og ikke mindst indierock af en karat man ville forvente sig af et langt mere modent band, end en flok skælvende canadiere, der i 2004 dårligt nok var kommet ind fra kulden.

Disse kvaliteter og især Arcade Fires mod til at trodse både følelsesmæssig fortvivlelse og forvandle den til et ærligt, livsbekræftende statement har gjort ‘Funeral’ til det ultimative post-9/11-album. Et, der måske, og nu tager undertegnede måske munden for fuld, har kunnet hele en generation.

3. The Antlers ‘Hospice’ (2009)
‘Hospice’ er både et klasseeksempel på, at konceptalbummet sommetider er midlet, der kan sparke døren ind til succesen og samtidig antitesen til en feelgood-skive. Albummet er opbygget som en beretning om en døende knoglekræftpatient (undertiden portrætteret af Sharon van Etten på gæstevokaler) og dennes hospice-plejer, men i virkeligheden er denne fortælling blot en allegori over et forhold præget af psykisk vold, skyld, skam og afmagt.

Albummet er en skrøbelig triumf, understreget af Peter Silbermans følsomme, spinkle falsetrøst og kammerpop-orkestreringen, der veksler ebbe-og-flod-dynamisk mellem lavmælt musiceren og svulmende, dramatiske crescendoer.

‘Hospice’ udkom oprindeligt kun som hjemmebrændt CD-R, solgt direkte af bandet selv, men efter at have udsolgt oplaget på rekordtid, måtte Silberman og resten af The Antlers efter ellers at have været strictly DIY siden deres undfangelse sande, at de havde taget munden for fuld og måtte krybe til kontrakt-korset for ganske enkelt at få albummet bredere ud. En lidt baglæns måde at tumle ind i branchen på, men fuldt fortjent.

4. Nine Inch Nails ‘Year Zero’ (2007)
Trent Reznors sidste regulære big label-album inden han stedte Nine Inch Nails midlertidigt til hvile var samtidig et ambitiøst konceptalbum, der berettede om en skræmmende og dystopisk big brother-fremtid ikke langt fra nu, hvor USA er blevet forvandlet til et magtsygt og fundamentalistisk teokrati, og hvor regeringen holder befolkningen i ave gennem bedøvelsesmidler i drikkevandet, overvågning og tankepoliti.

‘Year Zero’ blev til som udslag af Reznors langvarige ophold på busser under ‘With Teeth’-verdensturnéen i 2005, hvor han begyndte at skrive sange på en laptop fremfor på hans vanlige guitar. Eksperimenterne med støj og digitale glitches banede både vej for en hårdere, mere elektronisk funderet version af NIN og inspirerede historien, der bliver fortalt på albummet.

Albummet blev ledsaget af et fascinerende og omfattende alternate reality-spil med gemte ledetråde overalt. Eksempelvis pegede en række fremhævede bogstaver på tour-t-shirts forud for albumudgivelsen mod et hemmeligt website med information om bedøvelsesmidlet Parepin, en stribe USB-nøgler med sange fra albummet blev efterladt på mandetoiletterne på koncertstederne, NIN gæstede, lydfiler med hvid støj og hemmelige budskaber gemt spektografisk i signalet blev lækket med meget mere.

5. Sufjan Stevens ‘Illinois’ (2005)
Sufjan Stevens’ projekt om at lave et album for hver af USAs 50 stater var ganske vist et lidt for stort brød, som siden er blevet lagt i dvale og endda afskrevet af manden selv som et forvokset promotion-gimmick, men inden da nåede det at kaste nogle af hans bedste album af sig, heriblandt det barokt orkestrerede og storladne mesterværk ‘Illinois’, som blandt andet trak på Stevens’ baggrund som klassisk oboist.

Albummet er, ligesom forløberen ‘Michigan’, et klasseeksempel på konceptalbummet som en slags arkæologiprojekt, hvor den kreative proces mere antager form af et historisk gravearbejde iblandet større eller mindre portioner fiktion og kreative friheder i forhold til forlægget. Stevens synger blandt andet om seriemorderen John Wayne Gacy Jr., Superman (hvis hjemby Metropolis i virkeligheden er en fiktiv spejling af Chicago), Sears Tower og Casimir Pulaski, krydret med mere personlige fortællinger fra hans egne oplevelser i staten.

Stevens havde endda skrevet så meget ekstra materiale, som ikke nåede med på albummet, at pladeselskabet Asthmatic Kitty året efter kunne udsende en hel skivefuld outtakes, alternative versioner med mere fra ‘Illinois’ under titlen ‘The Avalanche’ og han og bandet klædte sig ud som heppekor for University of Illinois under liveturnéen for de to album.

6. PJ Harvey ‘Let England Shake’ (2011)
Med inspiration fra digterne T.S. Eliot og Harold Pinter samt Goyas krigsskildringer begik PJ Harvey for et par år siden denne knugende folk-elegi om netop krig, død og ødelæggelse. Som et ekko fra fordums slagmarker og i særdeleshed Første Verdenskrig er ‘Let England Shake’ et mesterværk og et britisk modstykke til Titus Andronicus’ ‘The Monitor’ (læs senere henne), hvor krigens rædsler trækker tråde af gru hele vejen op gennem en nations historie.

Albummet bryder samtidigt med mange af Harveys musikalske kæpheste. Det er langt mere improviseret og broderparten blev indspillet live henover et femugers forløb i en kirke i Dorset. Selv Harveys sangstemme måtte hun ændre, fordi hendes vanlige, autoritative og fyldige alt-røst slet ikke fungerede i de uvante lydlige omgivelser. Hun lærte tillige sig selv at spille saxofon og autoharpe under arbejdet med ‘Let England Shake’, som indtjente Polly Jean imponerende byger af fortjent ros og ikke mindst en Mercury Music Prize.

7. Fucked Up ‘David Comes to Life’ (2011)
Toronto-hardcorepunkerne Fucked Up har tidligere begået en stribe koncept-ep’er baseret på de kinesiske stjernetegn. Men med ‘David Comes to Life’ – en revolutionsromantisk rockopera og tragisk love story i fire akter – nåede deres karrieres parabelbue et foreløbigt højdepunkt. Og altså også selv om det komplekse plot kan være svært at følge igennem de tre guitaristers skånselsløse tagteam-angreb, de bryskt bjæffende vokaler og den snørklede tidslinje, hvor flere fortællere – ofte endda upålidelige og løgnagtige typer – alle får liv gennem forsanger Damian Abrahams hårdt prøvede stemmebånd.

Det i forvejen næsten 80 minutter lange album fik tillige en interessant sidevogn i opsamlingen ‘David’s Town’, hvor Fucked Up i selskab med venner og kollegaer og under kryptiske dæknavne indspillede fiktive hits fra hovedpersonens lige så opdigtede, karikeret britiske hjemby Byrdesdale Spa. ‘David Comes to Life’ og ‘David’s Town’ udgør tilsammen et lille univers, hvis lige den melodiske hardcorepunk ikke har set siden Hüsker Düs midt-80’er-genremesterværk ‘Zen Arcade’.

8. Queens of the Stone Age ‘Songs for the Deaf’ (2002)
Queens of the Stone Ages magnum opus ‘Songs for the Deaf’ tager lytteren med på en hæsblæsende, natlig køretur fra bandets hjemstavn i Joshua Tree, Californien til Los Angeles, mens albummet lader som om at det er en defekt bilradio, med folk som Blag Dahlia, Chris Goss og Jeordie White i rollen som bullshitfyldte natteradio-dj’s, eksempelvis for radiostationen KLON FM – »We play the songs that sound more like everyone else than anyone else!«.

Hvor konceptet på ‘Songs for the Deaf’ måske er lidt løsere defineret end de andre skiver fra nærværende liste, så stod ambitionerne ingenlunde tilbage for selv de mest megalomane og fortænkte eksempler fra genren. Homme samlede et sandt dreamteam til indspilningerne, og albummet markerer således både Dave Grohl og Screaming Trees-frontmanden Mark Lanegans første optrædender med Queens of the Stone Age, mens Weens Dean Ween og ægteparret Natasha Shneider og Alain Johannes fra grungebandet Eleven agerede musikalske linjevogtere på adskillige numre.

QOTSA havde tidligere begået solide albumudgivelser og Homme bevist sit værd med sit forrige band, Kyuss, men ‘Songs for the Deaf’ blev heldigvis deres fortjente gennembrud, som promenerede det fulde spektrum af stenalderdronningernes formidable kunnen. Homme har endnu til gode at toppe det.

9. Neon Neon ‘Stainless Style’ (2008)
Super Furry Animals-forsangeren Gruff Rhys og electronica-produceren Boom Bip er ganske vist et umage makkerpar på papiret, men deres fælles debutalbum under Neon Neon-fanerne er et utroligt helstøbt et af slagsen og samtidigt baseret på salig John DeLorean, den legendariske playboy og bildesigner bag superbilen DeLorean DMC-12, kendt fra ‘Tilbage til fremtiden’-filmene.

Rhys og Boom Bip maler på albummet et portræt af DeLoreans liv som værende ubeskriveligt hedonistisk, udsvævende og fyldt med dyre damer og ditto biler. Altsammen emballeret i en passende fernis af fængende og autentisk midt-80’er-klingende synthpop med en produktion som karosseriet på DeLorean’en – i rustfrit stål – afvekslet med liderlig, booty-rystende hiphop med blandt andre Spank Rock, Yo Majesty og Fatlip som festgæster.

Albummet kastede hele fem singler af sig og modtog nærmest universel ros, men Neon Neon gik derefter hurtigt i glemmebogen, for først at genopstå i år, atter med et semi-biografisk konceptalbum, ‘Praxis Makes Perfect’ om Giangiacomo Feltrinelli.

10. Titus Andronicus ‘The Monitor’ (2010)
New Jerseys mest berømte bysbarn Bruce Springsteen har ganske vist sået kimen til Titus Andronicus’ heartland rock-buldrende lyd, men selv bossen har aldrig forsøgt sig med konceptuelle stunts med så hybris-storsvingende armbevægelser som ‘The Monitor’.

Frontmand Patrick Stickles skråler døddrukkent om… dødsdruk, så man ved første ørekast ikke skulle tro, at der var mange hjerneceller tilbage bag pandebrasken, men store linjer rumler og truer ganske intakte bag den nihilistiske overflade. Albummet er nemlig et rent monster der, uden at blinke, lyrisk relaterer nutidens samfundsmæssige problemer i et selvdestruktivt USA til uforløste uenigheder helt tilbage fra den amerikanske borgerkrig, og som namechecker Lincoln, Walt Whitman og ja, sågar bossen himself.

Det lyder som et hals-over-hoved-tåbeligt koncept, som burde kollapse i en mødding af fortænkt overmod, men når man eksempelvis først får serveret citater fra den famøst depressive Abraham Lincoln, som »I am now the most miserable man living. If what I feel were equally distributed to the whole human family, there would not be one smiling face on Earth«, og så derefter får sat det i perspektiv i Stickles nutidige skildring af melankoli som en folkesygdom på ‘No Future Part III: Escape From No Future’, så er der næppe et øje tørt.

Læs også: Top Track: Arcade Fire ‘Reflektor’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af