Matthew E. White anbefaler musik, film, bøger og tv-serier

Matthew E. White anbefaler musik, film, bøger og tv-serier

I aften gæster han Store Vega med sit fornemme og tilbageskuende debutalbum ‘Big Inner’. Soul-manden Matthew E. White er dog ikke fanget i en tidslomme – her anbefaler han en stribe nye kulturoplevelser.

Din seneste gode koncertoplevelse?
Hi-Steps
»Det er et band fra Richmond, som jeg så spille for noget tid siden. Deres rytmesektion er Pinson Chanselle og Cameron Ralston, der også spiller med mig på turné. De spillede et cover af Curtis Mayfields ‘Move on Up’ og dræbte den fuldstændigt. Da de nåede til slutningen, saxofonsoloen og rytmesektionens breakdown, begyndte jeg at græde. Det var bare en tilfældig onsdag aften i Richmond, men det var et helt specielt øjeblik«.

Hvilken tv-serie følger du med i?
‘Game of Thrones’
»Jeg har set den religiøst. Hver søndag klokken 21 kan du finde mig plantet foran tv’et. Jeg forsøger at snige mig med som statist i næste sæson, så hvis I kender nogen, der kan hjælpe?«

Hvilken god bog har du senest læst?
David Ritz ‘Divided Soul’
»Det er en god biografi om Marvin Gaye. Hans musik har altid haft en stor indflydelse på mig. Når du er barn, er du omgivet af musikken på ‘oldies’-radiostationer, men i takt med at du bliver ældre, går det op for dig, hvor dyb og omfattende den er. Bogen belyser ikke bare Marvins liv, der var en komplet katastrofe, men også musikkens kreative proces«.

Hvilken film vil du anbefale?
‘Hitchcock’
»Jeg så den på en flyvetur. Jeg har faktisk set to, også HBO-filmen ‘Hitchcock and the Girl’. Jeg ser ikke en masse film, og jeg er absolut ikke så bekendt med Hitchcock-film, så at se en film om ham virker lidt bagvendt, men det er virkelig rart at lære om en person på den måde«.

Hvilken musiker lytter du meget til for tiden?
Joni Mitchell
»Jeg har aldrig rigtig lyttet til hendes musik før vores seneste turné, men nu er jeg nærmest blevet forelsket. Den er så anderledes end det meste andet, jeg lytter til, så det er vildt forfriskende«.

Hvad er din favoritby?
London
»Jeg har haft det rigtig sjovt i London. Det er nok fordi, jeg har være der overdrevent mange gange i år, men jeg er ved at lære nogle mennesker at kende og kan lidt lettere finde rundt. Jeg kan også godt lide Amsterdam og Rotterdam. De virker som sjove byer«.

Hvilket website har senest udvidet din horisont?
Grantland.com
»Det læser jeg meget. Jeg læste en god artikel om Allen Iverson, og de har en god dækning af NBA-playoffs. Der er ikke noget, der lærer mig om livet, som at se NBA-playoffs«.

Læs anmeldelse: Matthew E. White ‘Big Inner

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af