Her er 16 koncerter du skal opleve i september

Er din kalender tom for september? Fyld den op med vores bud på 16 koncerter, du ikke må gå glip af.

Cold Specks ‘Lay Me Down’ (live hos Jools Holland)

Tegn på Trio: Al Spx + Jim White + Ariadna Prime
2. september, Atlas

Canadiske Al Spx aka Cold Specks synger så hårene rejser sig. Det den unge canadier mangler i centimeter kompenserer hun for i sin vokalpræstation, hvilket hun beviste, da hun i forbindelse med sit anmelderroste debutalbum ‘I Predict a Graceful Expulsion’ leverede to imponerende koncerter i Store Vega og på Roskilde Festival. Nu kigger soul-talentet forbi Aarhus Festuge, hvor hun deltager i koncerten Tegn på Trio – et koncept, hvor en grundtrio optræder tre aftener med tre nye solister hver aften.

 

The Walkmen ‘The Rat’ (live på Primavera Festival)

The Walkmen
3. september, Voxhall

Den amerikanske rockgruppe lagde Amager Bio ned, da de leverede en toppræstation af en koncert tilbage i april. Sidste skud på stammen fra new yorker-bandet er den anmelderroste plade ‘Heaven’ fra 2012, der veksler mellem rå guitarballader til dybtfølte og sukkende tracks, og nu er den evigt karismatiske Hamilton Leithauser og resten af The Walkmen så klar til at indtage scenen på Voxhall.

CocoRosie ‘We Are on Fire’ (live)

CocoRosie
3. september, Store Vega + 4. september, Voxhall

Det excentriske søskendepar Sierra og Bianca Casady aka CocoRosie slap deres femte studiealbum ‘Tales of a Grass Widow’ i sommer, hvilket de nu tager med under armen, når de rammer Voxhall og Store Vega. De genrebrydende søstre smeder ofte deres musikalske side sammen med et stemningsfuldt visuelt udtryk, der tilsammen søger at give publikum en uforglemmelig totaloplevelse.

 

Troels Abrahamsen + Natal Zaks
6. september, Train

Omdrejningspunktet står soleklart – det bliver en aften, hvor der serveres kræs fra den elektroniske scene, når Troels Abrahamsen i selskab med Natal Zaks rammer Train. Abrahamsen har netop sluppet sit nye album ’Bipolar’, der søger en mere minimalistisk retning, mens talentet Zaks bevæger sig i grænselandet  mellem techno og ambient.

Matthew E. White ‘Brazos’ (live)

Matthew E. White
9. september, Store Vega

Han er tilnærmelsesvis sydstaternes svar på Barry White. Med inspiration fra både jazz og rock krydret med blødt baggrundsblæs fra sit husorkester har Matthew E. White vist hele verden, at hvide mennesker også godt kan lave soulmusik. Dette fik vi også slået fast med syvtommersøm, da den skæggede bamse gæstede dette års Roskilde Festival med en fornem optræden.

 

Karenn Boiler Room-set

Karenn m.fl. – Phono Festival
12.-14. september, Brandts + Vestergade 68, Odense

Phono Festival i Odense byder over tre dage på et særdeles velpakket program af elektroniske masterminds. Glæd dig blandt andet til duoen Karenn, der udgøres af det slagkraftige makkerpar Pariah og Blawan, deres britiske fætter Space Dimension Controller samt et ordentligt skud juke fra amerikanske DJ Spinn & DJ Rashad. Samt meget mere.

Ponyblod
Hele september, turné

Dansk rap fik en ny superduo, da Tue Track og Khal Allan tidligere på året manifesterede deres fælles kræfter i projektet Ponyblod og debutalbummet af samme navn. De har allerede et par koncerter under bæltet, men rammer i løbet af september bredere i landet med koncerter i for eksempel Odense, Aalborg, Aarhus, Køge og Kolding.

 

Unkwon
14. september, Ideal Bar

Som Dixone har Anders Dixen i en længere årrække brødfødet sig som feststartende dj landet over, men fik i år endelig udløb for sine blødere sider med Unkwon-projektet og en ep af elektroniske ballader og tømmermændsbas. Oplev produceren folde sine kompositioner live ud på Ideal Bar med MetteMana som support.

Ulige Numre ‘Blå’ (live i Go’ Morgen Danmark)

Ulige Numre
19. september – 26. oktober, turné

De slog bredt igennem med hjemstavnshittet ‘København’ for lige omtrent to år siden, og nu har den skramlede rockkvartet endelig beriget landet med debuten ‘Nu til dags’. Dertil følger naturligvis en turné rundt omkring i det danske, og der er planlagt hele 18 koncerter med start i Aarhus og afslutning lidt over en måned senere i Store Vega.

 

De Høje Hæle
20. september, Pumpehuset

Hælenes kommende album har fået titlen ‘Mund til mund’, og der er lagt op til en gedigen releasefest, når Pumpehuset inviterer indenfor. Hovedpersonerne leverer selvfølgelig i vanlig stil et rabalder af et live-show, mens også svenske Bäddat För Trubbel og danske Less Win er på plakaten.

Delorean + Taragana Pyjarama
25. september, Lille Vega

I næste uge udsender spanske Delorean deres nye album ’Apar’, umiddelbart endnu et eventyr udi balearisk-inspireret sommerhouse i popforklædning. Deres koncerter har ry for at være ualmindeligt festlige, og så gør det bestemt ikke aftenen mindre anbefalelsesværdig, at danske Taragana Pyjarama står for opvarmningen.

 

Willis Earl Beal ‘Evening’s Kiss’ (live hos Jools Holland)

Willis Earl Beal
26. september, Lille Vega

Sidst Willis Earl Beal lagde vejen forbi Danmark, var det med en ydmyg og skramlet debutplade og masser af omtale i bagagen. 9. september er han ude med det nye album ’Nobody Knows’, der eftersigende er blevet indspillet under mere fine og traditionelle forhold end sin forgænger. Men vi satser stadig stærkt på, at den amerikanske singer/songwriter river os omkuld med sin uslebne og indtrængende vokal i Lille Vega.

Cheff Records
27. september, Store Vega

‘Cheff er de bedste’ hedder kampråbet, når Nørrebro-pladeselskabet i samlet flok indtager Store Vega. Klumben, Kidd, TopGunn, Abbaz, Eloq og Sukker Lyn er alle på plads, og så er der selvfølgelig lovet hemmelige gæster og et utal af skøre indslag, som kun Cheff-drengene kan komme på.

 

Smith Westerns ‘Weekend’ (live)

Smith Westerns
27. september, Lille Vega + 28. september, Radar

Smith Westerns står den 27. og 28. september klar til at indsvøbe København og Århus i melodiske sommermelodier. Til trods for et mere poleret tredje studiealbum, så har gruppen bestemt ikke mistet deres flair for interessante og solrige popkonstellationer – et umanérligt kærkomment indslag, når efteråret for alvor begynder at gøre sit døsige indtog.

Untold (live)

Untold
28. september, Culture Box

Britiske Jack Dunning har i et halvt årti været frontløber på den elektroniske scene i England, og hans fornemmelse for kombinationen af bas, techno og alt derimellem er kommet til udtryk både via egne udgivelser og kuratering på hans eget pladeselskab Hemlock Recordings. Selvfølgelig en klasse-dj oven i det i forvejen bugnende CV, og man har opskriften på en sprængfarlig aften på Culture Box.

 

Built to Spill
29. september, Pumpehuset

Da Built to Spill sidst besøgte landet tilbage i 2008, kvittede vores anmelder med seks bundsolide stjerner, og erklærede dem værdige for både konger og dronninger. Mindre social status kan dog også sagtens gøre det, så der er ingen undskyldning for ikke at drage mod Pumpehuset, når 90’er-veteranerne lægger vejen forbi spillestedet med den ypperligste indierock og nostalgisk skrålende guitarer.

Læs også: Her er 21 album du skal glæde dig til i september

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af