Juicy J
»Bang bang! Shoot ’em up! Memphis niggas dont give a fuck«, rapper Juicy J på ’No Heart, No Love’, og man føler sig transporteret tilbage i tiden, til dengang Juicy J og Three 6 Mafia skabte deres særlige, dæmoniske form for crunk. Nummeret er produceret af Young Chop, der sammen med Lex Luger har populariseret en meget aggressiv trap-lyd, der skylder Three 6 Mafia-stilen meget. Så Juicy J’s samarbejde med den nye producergeneration giver mening som en naturlig udvikling, men faktisk skyldes Memphis-rapperens nyfundne popularitet noget helt andet.
Sammen med Mike Will Made It, først kendt som Gucci Manes favoritproducer, og siden manden bag Rihannas ’Pour It Up’ og Miley Cyrus’ ’We Can’t Stop’, laver rapperen nu en slags afdæmpet, melodisk stripklubmusik.
Overraskelseshittet ‘Bandz a Make Her Dance’ er det bedste eksempel på den nye retning: Her er Juicy ikke længere ondsindet og farlig, men en kronisk narkotiseret stripklub-hyggeonkel. Hans kendetegn er at råbe »we trippy mane«, og det var til en Juicy J-koncert, verden første gang så Miley Cyrus twerke. ASAP Rocky-samarbejdet ’Scholarship’ fungerer desuden som reklame for hans ’Twerk Scholarship’, et initiativ der betaler college-uddannelsen for den bedst twerkende ungmø.
Albummet balancerer overraskende vellykket mellem stripklubhyldester og Three 6 Mafia-inspireret ondskab, også fordi han flow er så mekanisk, at det næsten er hypnotiserende, uanset om der lige rappes om mord eller twerking. Meget har ændret sig i de sidste tyve år, men Juicy J er stadig en unik og utilregnelig karakter at følge.