Et sørgmodigt farvel: 10 essentielle øjeblikke i Lou Reeds karriere

loureedDet er en sorgens tid. I går afgik Lou Reed ved døden og efterlod et hul, der bliver svært at fylde. Vi hylder rocklegenden med et tilbageblik på essentielle øjeblik i hans mangeårige og indflydelsesrige karriere.

1. Begyndelsen
Det hele startede i 1965, hvor Lou Reed dannede The Velvet Underground sammen med sin roommate John Cale og et par venner fra college-tiden, Sterling Morrison og Maureen Tucker. Bosiddende på Lower East Side blev de hurtigt en del af miljøet omkring Andy Warhol, som lancerede bandet ved en række multimedie-shows kaldet The Exploding Plastic Inevitable. Warhol blev en mentor for Reed og bandet, og foreslog dem at lade tyske Nico træde ind i bandet som sangerinde.

Herefter indspillede de debutalbummet ‘The Velvet Underground & Nico’, som siden udgivelsen i 1967 er blevet et af rockhistoriens mest indflydelsesrige album.

Læs mere: Lou Reeds første mesterværk: Albummet der ændrede rockhistorien

Her viser Lou Reed sig som en original sangskriver, der formår at inkorporere storby-slang og poesi i melodiøse fortællinger fra New Yorks boblende undergrundsmiljøer. Ligesom hans simple, men effektive guitarspil, som siden blev et trademark, kommer til sin ret i blandt andet ‘Venus in Furs’.

2. Årene med The Velvet Underground
The Velvet Underground med Lou Reed ved roret eksisterede fra 1965 til 1970 og udsendte i dette tidsrum fire album. Kreative konflikter mellem Reed og John Cale førte til, at sidstnævnte blev smidt ud af bandet i 1968, og ‘Loaded’ blev to år senere sidste Velvet Underground-album med Lou Reed. Et album, der regnes som gruppens mest tilgængelige udgivelse og demonstrerer Reeds sans for umiddelbare popsange i form af blandt andet ‘Who Loves the Sun’ og ‘Sweet Jane’.

Omend The Velvet Underground i sin samtid ikke oplevede kommerciel succes, har eftertiden i allerhøjeste grad stået i gruppens favør. De fire album figurerer i adskillige best of-lister, blandt andet ’Rolling Stone’s ‘500 Greatest Albums of All Time’.

Og som Brian Eno så citatværdigt har udtalt: »Det kan godt være, at debutalbummet kun solgte 30.000 eksemplarer i de første mange år, men enhver, der købte et af disse eksemplarer, startede et band«.

3. New York City’s the place where…
At New York er en rock-metropol med coolness-faktor er et faktum, og det er ikke mindst Lou Reeds fortjeneste, at byen har fået denne status. Både han og Velvet Underground har inspireret adskillige bysbørn fra Sonic Youth til The Strokes: Bands, hvis udtryk står i gæld til pionererne fra 60’erne, og som har en ligeså ubrydelig forbindelse med The Big Apple, som The Velvet Underground og Reed.

Reed står som en faderskikkelse i denne sammenhæng, og en New York-aura gennemstråler skam også gennem hans solokarriere på album som ‘Coney Island Baby’ (1976) og ‘New York’ (1989), hvorfra i særlig grad sangen ‘Dirty Blvd.’ beskriver byens diversitet og samfundsskel.

4. Reed og Bowie
Inden de mødtes, havde David Bowie givet udtryk for stor begejstring for den storby-coole amerikaner, og det er i høj grad den engelske rockkamæleons fortjeneste, at Lou Reed fik et både kunstnerisk og kommercielt gennembrud med soloalbummet ‘Transformer’ fra 1972. Et mesterligt album, hvor Reeds fornemmelse for det enkle og effektfulde blomstrer i fuldt flor under Bowie og Mick Ronsons smagfulde arrangementer og produktion.

Stjernestunderne er talrige, men ‘Perfect Day’ stråler som en evigt funklende prisme, ikke blot på ‘Transformer’, men i hele Lou Reeds karriere. Nummerets udsøgte karakter og den inviterende lyrik gør det  til en klassisk evergreen af tidløst tilsnit.

Som et kuriosum kan det nævnes, at det fremtrædende bas-løb på ‘Walk on the Wild Side’ er frembragt af både kontrabas og el-bas ud fra det pragmatiske ræsonnement af Herbie Flowers, at hvis han indspillede to basspor ville han som studiemusiker få dobbelt hyre!

5. Livet på den vilde side
Lou Reed havde en dyb fascination for og relation til undergrundsmiljøer, fallerede kunstnere, transvestitter og plain weirdos, hvilket beskrives i hans vel nok mest berømte sang ‘Walk on the Wild Side’. Med navngivne personer og en meget eksplicit tekst berettes der om tilværelsen i storbyens suspekte subkulturer: »Candy came from out on the island / in the backroom she was everybody’s darling / but she never lost her head / even when she was giving head«.

Denne tiltrækning mod afvigende adfærd viste sig allerede i teenageårene, hvor hans forældre blev så bekymrede for om deres søn var homoseksuel, at unge Lou som 14-årig fik elektrochok-behandling i et forsøg på at eliminere sådanne tendenser. Reed har beskrevet disse oplevelser i sangen ‘Kill Your Sons’ fra albummet ‘Sally Can’t Dance’.

 

6. Kommercielt selvmord
Bedst som Reed havde demonstreret sine åbenlyse talenter som sangskriver, sadlede han radikalt om med ‘Metal Machine Music’ fra 1975. At betegne de 64 minutter, der udgør dobbeltalbummet, som værende musik vil være en betydelig fordrejning af sandheden. Vi har derimod at gøre med et kakofonisk støjinferno, hvor guitarer placeret foran forvrængede forstærkere skaber en uendelig drone af disharmonisk feedback.

Uanset hvad man mener om dette album, der i Rolling Stones anmeldelse blev omtalt som værende »en oplevelse, ligeså ubehagelig som at tilbringe en nat i en bus terminal«, viser det Lou Reeds totale kompromisløshed og en lyst til at eksperimentere i lyddesigns, som på daværende tidspunkt var fuldstændigt uhørte.

I vanlig deadpan-stil konstaterede Reed senere tørt om denne ekskursion udi strukturløs larm: »Ingen bør være i stand til at slippe af sted med den slags og overleve«.

7. Kunstnerisk duo i privaten
I 1994 medvirkede Lou Reed på performancekunstneren Laurie Andersons album ‘Bright Red’. Sød musik opstod imellem de to, som kort herefter blev et par. Som andre kunstneriske duoer, der forener den private og professionelle tilværelse – fra John Lennon og Yoko Ono til Thurston Moore og Kim Gordon – har Reed og Anderson sparret ligeledes med hinanden.

Reed co-producerede Andersons seneste album ‘Homeland’ fra 2010, ligesom hun har medvirket på de fleste af hans udgivelser siden ‘Set the Twilight Reeling’ fra 1996. Deres helt specielle kemi skinner tydeligt igennem i ovenstående live-optræden af Reeds ‘Hang on to Your Emotions’, hvor deres blikke afslører intensiteten imellem de to, og Anderson på ingen måde kan skjule, hvor glad hun er for sin krølhårede ægtemand.

8. Musikalske venner
Lou Reed har gennem hele karrieren arbejdet flittigt med andre musikere. I 70’erne var det samarbejdet med David Bowie, som affødte gensidig inspiration hos begge artister, og i de senere år har Reed kollaboreret med en række spændende og overraskende navne. På ‘The Raven’-turnéen medbragte han Antony Hegarty som korsanger, og to år senere medvirkede Reed på Antony and the Johnsons gennembrudsalbum ‘I Am a Bird Now’ på nummeret ‘Fistful of Love’.

Derudover har Reed lånt sine stemmebånd ud til blandt andre The Killers (på sangen ‘Tranquilize’) og The Gorillaz (på ‘Some Kind of Nature’ fra ‘Plastic Beach’), men det er først og fremmest samarbejdet med Metallica på deres joint venture ‘Lulu’, som vakte opsigt og ikke udpræget begejstring hos hverken fans eller anmeldere.

9. Ambitiøse projekter
Selv på den anden side af de 60 somre viste Lou Reed ingen tegn på, at de kunstneriske ambitioner falmede. Tværtimod. I 2003 udsendte han det ambitiøse og meget roste konceptalbum ‘The Raven’, bestående af 26 numre, hvor forfatteren Edgar Allen Poes noveller og digte er sat til musik. På albummet får han assistance af blandt andre David Bowie og Laurie Anderson samt skuespillerne Willem Dafoe og Steve Buscemi.

Flere projekter fulgte, og i 2007, som 65-årig, udsendte Lou Reed det, som blev hans sidste studiealbum i eget navn – det ambiente ‘Hudson River Wind Meditations’. Med en titel, der atter kobler ham til New York, består pladen af neddyssende meditationsmusik, skrevet og arrangeret til at berolige krop, sind og ånd.

10. The Danish connection
Da Kashmir udsendte albummet ‘No Balance Palace’ i 2005 var det med vokal assistance af to yderst celebre gæsteartister. Både David Bowie og Lou Reed medvirkede nemlig på henholdsvis ‘The Cynic’ og ‘Black Building’, og Reed giver den som ganske kompetent storyteller i en spoken word-sekvens, der giver det i forvejen lettere ildevarslende nummer en ekstra dimension af uhygge.

Læs mere: Sune Wagner hylder Lou Reed med covernummer

Lou Reed står også bag nogle mindeværdige optrædener her til lands. I 2000 spillede han på Orange Scene, blot to dage efter den forfærdelige ulykke ramte Roskilde Festival. Og i 2010 optrådte han med sin Metal Machine Trio live i DR Koncertsalen og udsatte således den smukke sal for alt andet end den vellyd, den er designet til. En ‘koncert’, vores anmelder kvitterede med én stjerne.

Læs også: Lou Reeds første mesterværk: Albummet der ændrede rockhistorien

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af