Guide: De 10 mest politisk korrekte hiphop-numre gennem tiden

Man hører ofte, at hiphoppens slagkraft skyldes en slags rå, aggressiv energi, der sprænger rammerne for det socialt acceptable. Numrene på denne historiske liste er en antitese til den teori: Hiphop der ikke er chokerende, farlig og ukorrekt, men sikker, fornuftig og klog med et budskab, som man oftest er enig i – i disse dage set hos Macklemore. Dermed ikke sagt at listens numre er dårlige, visse af dem er blandt genrens absolutte klassikere. Hvis N.W.A, Biggie og 50 Cent er klassens slemme drenge, er dette en liste over klassens dukse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Grandmaster Flash and the Furious Five ‘The Message’ (1982)
»Don’t push me ’cause I’m close to the edge / I’m trying not to lose my head«. Der er næppe nogen, der ikke har hørt Grandmaster Flash and the Furious Fives ‘The Message’, måske det første hiphopnummer, der beskæftigede sig med sociale problemer. Der bliver rappet om junkier på gaden, rotter i lejlighederne og også om »a crazy lady, livin’ in a bag!«

‘The Message’ markerer første gang, at hiphop drejede sig hen imod det, der senere blev kaldt ‘conscious rap’ – altså rap med samfundskritiske tekster. Et andet eksempel på forløbere for conscious rap er Melle Mels ‘White Lines (Don’t Do It)’, der handler om, at man ikke skal tage kokain – et standpunkt man i øvrigt også kan finde tilhængere af i nutiden, som nummeret ‘Ingen Kokain’ af TopGunn, Klumben og Moog beviser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Boogie Down Productions m.fl. ‘Self Destruction’ (1989)
Hvis Grandmaster Flash and the Furious Five lagde fundamentet for den samfundskritiske rap, gjorde Bronx-gruppen Boogie Down Productions det samme for den senere gangsta rap. Gruppen omkring den karismatiske KRS-One udkæmpede en af hiphoppens første store battles, de legendariske ‘Bridge Wars’ mod det Queensbridge-baserede Juice Crew, og udgav i 1987 albummet ‘Criminal Minded’.

albumcoveret poserede crewet med et sandt arsenal af geværer, og ‘9mm Goes Bang’ er et af de første hiphopnumre, hvor en jeg-fortæller skyder fjender ihjel. Men efter det første album fik Boogie Down Productions en alvorlig vækkelsesoplevelse. Få måneder efter udgivelsen af ‘Criminal Minded’ blev Scott LaRock, gruppens dj, dræbt i South Bronx.

Truppen fortsatte uden det afdøde medlem, men i 1988 døde en fan til en af deres koncerter. Det fik KRS-One til at starte ‘Stop the Violence’-kampagnen, som nummeret ‘Self Destruction’ indgik i. Et stort hold af sen-80’ernes største New York-rappere gæster nummeret, blandt andet KRS-One selv, der ikke er vendt tilbage til gangsta-stilen siden, men er kendt som ‘Teacha’, altså lærer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. De La Soul ‘The Magic Number’ (1989)
Af alle positive eller samfundskritiske hiphop-bevægelser var Native Tongues nok den mest radikale. Kollektivet, der ud over De La Soul blandt andet talte A Tribe Called Quest og Jungle Brothers, dyrkede en jazzet hiphop med positive tekster og en syret, hippie-agtig stil.

På ‘The Magic Number’ rapper Posdnuos: »Difficult preaching is Posdnuos’ pleasure / pleasure and preaching starts in the heart«, og rapperen DOVE taler om at plante tusindfryd (altså blomsten) i dit sind.

Albummet ‘Three Feet High and Rising’ (som ‘The Magic Number’ er taget fra) er en ubestridt klassiker, måske især på grund af Prince Pauls eksperimenterende sample-produktioner, men også på grund af den her excentriske, hippie-flowerpower-stil. De La Souls næste album hed i øvrigt ‘De La Soul Is Dead’. Coveret var en smadret potteplante.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Common ‘I Used To Love H.E.R.’ (1994)
Der er, historisk set, to store modsætninger i hiphoppen. Der er skellet mellem de farlige, amoralske gangstere over for de velmenende samfundsforbedrende. Men der er også en æstetisk konflikt, nemlig den velkendte dyst mellem samtidsrappere og nostalgikere. Mellem dem, der laver ’moderne’ hip hop, og de, der mener, at hiphoppen var bedre i gamle dage.

Hvis man troede, at den slags debatter ikke fandtes i 1994 (der jo normalt regnes som del af den gyldne periode i rappens tidsregning), tager man fejl. Commons ‘I Used To Love H.E.R.’ er én stor klagesang over hiphoppens deroute, beskrevet gennem en klassisk hiphop-som-kvinde-metafor. Nummeret er stadig en kærlighedserklæring til hiphoppen, men de slet skjulte aversioner mod vestkystens gangsta rap-lyd fornærmede alligevel N.W.A-rapperen Ice Cube tilstrækkeligt til, at en større beef udbrød mellem de to rappere. Men det er en anden historie.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Talib Kweli ‘Get By’ (2002)
Talib Kweli og Mos Def var sammen med blandt andre Common en del af Soulquarians-kollektivet, der var en videreudvikling af Native Tongues-stilen. De var måske ikke helt så eksperimenterende og excentriske som De La Soul eller A Tribe Called Quest, men til gengæld meget kontante i deres kritik.

Som nævnt kritiserede Common hiphoppens udvikling på ‘I Used To Love H.E.R.’, mens Mos Def derimod var mere militant med et anslag af et Public Enemy-lignende Black Power-udtryk. Talib Kweli er således måske den mest rendyrkede, typiske conscious-rapper.

Han er velmenende og ikke overdrevet karismatisk, men har formået at alliere sig med producere som Dilla, Hi-Tek eller en ung Kanye West, der har produceret ‘Get By’, Talib Kwelis eneste egentlige hit. Nummeret handler om de typiske conscious-emner: Gangsta rap er dårligt, og ghettoen er hård. Man skal ikke tage stoffer, man har kun brug for kærlighed. Talib rapper: »Yo I activism / attacking the system!«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Nas ‘I Can’ (2004)
Den legendariske Queensbridge-rapper beviste på ‘Illmatic’, hans klassiker fra 1994, at få kan beskrive livet i et socialt boligbyggeri som ham. Men siden den gyldne debut har der fra tid til tid sneget sig et par belærende, skolelærer-agtige prædikener ind i hans tekster.

De fleste kender nok ‘I Can’: Hans sukkersøde, ‘Für Elise’-samplende, børnekorsdrevne hit, om at man skal holde sig væk fra stoffer og passe på, at man ikke får hiv. Så kan man måske blive arkitekt eller læge.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Kanye West ‘All Falls Down’ (2004)
Langt før det tordnende punkrap-monsterværk ‘Yeezus’ var der ‘All Falls Down’, og allerede her kritiserede Kanye materialisme og forbrugerkultur. Men i modsætning til ‘Yeezus’’ unikke udtryk er det ældre track et ret så klassisk (og ekstremt velgjort) eksempel på conscious rap i traditionen fra Common, Talib Kweli og Mos Def. De tre forbilleder gæster i øvrigt alle tre Kanyes debutalbum, som nummeret er taget fra.

Det er desuden interessant at bemærke, hvor radikal ‘Jesus Walks’, der også er at finde på albummet, er i forhold til ‘All Falls Down’. Jesus-hyldesten er modig og udfordrende i sit temavalg, men også lydmæssigt eksperimenteres der med alt fra munkehymner og vrængende violiner til et autotunet gospelkor bestående af eks-narkoafhængige! På ‘Jesus Walks’ satsede Kanye alt, ligesom han også senere blev kompromis- og frygtløs. ‘All Falls Down’ derimod er mere sikkert og klassisk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Kendrick Lamar ‘No Make-Up (Her Vice)’ (2011)
Los Angeles-rapperen har et sted udtrykt, at han hverken vil reduceres til at være en Compton-gangsta-rapper eller endnu en Talib Kweli, og hans ‘good kid, m.A.A.d city’-album var netop en ophævelse af de mange modsætninger og positioneringer der så tit er i hiphoppen.

Men Kendrick har ikke altid været så god til at balancere sin moraliserende side, som dette usædvanligt banale nummer fra det ellers fantastiske ‘Section.80’-album udstiller.

»Don’t you know your imperfections is a wonderful blessing / from heaven, is where you got it from / I love your smile«. Ugh – det lyder som andenrangs-Drake. Heldigvis har Kendrick ikke leveret sådanne klicheer siden, og også hans kvindeskildringer er blevet mere nuancerede, som det komplekse historiespind om femme fatale-skikkelsen Sherane på ‘good kid, m.A.A.d city’ viser.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. J. Cole ‘Let Nas Down’ (2013)
J. Cole er, lidt ligesom Kendrick Lamar, en ung, begavet rapper, der forsøger at lægge bro over afgrunden mellem gangsta og conscious. Men hvor Kendrick er eksperimenterende og lader sig inspirere af alt fra Bone ThugsnHarmony til Lil Wayne, er J. Cole en trofast tilhænger af traditionen. Hans inspirationer er Nas, Jay Z og Biggie, og han tænker slet ikke på at bryde ud af den referenceramme.

Hans ‘Let Nas Down’ er en næsten komisk udpensling af pligtskyldighed. Nummeret handler om, at Nas hørte en sang J. Cole havde lavet til radioen. Nas hadede sangen og var skuffet, hvorefter J. Cole så skrev en sang om, at han blev ked af, at han havde skuffet Nas. Historien endte dog godt: Nas remixede ‘Let Nas Down’ og rappede »I ain’t mad at you, young king«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Macklemore ‘Same Love’ (2013)
Der har været utallige opgør i hiphoppen. Især gangsta rap og voldskulturen har været kritiseret af conscious-rappere, mens Nas og De La Soul har forsøgt at skabe en positiv, pædagogisk hiphop. Men den nye, hvide rap-sensation Macklemore må siges at være noget helt usædvanligt.

For mens hiphopkulturen har for vane at være meget beskæftiget med sig selv, og sine egne værdier og æstetiske kriterier, er Macklemore på mange måder middelklassen-som-rapper. Hans værdier er sekulære og frisindede. Hans musik handler om ikke at være materialistisk, om at købe genbrugstøj, eller om at homoseksuelle skal have lov til at gifte sig. Det er idealistisk og velmenende, men også komplet ufarligt og fuldstændig i tråd med den holdning omverdenen forventer. Hvis hiphoppen havde en slags rå, grim, social uacceptabel kraft i begyndelsen, er den forsvundet her, hvor man får frelste bekendelser.

Læs også: Guide: Macklemores 10 sammenstød med hiphop-verdenen

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af