De debuterende Haim-søstre slutter sig til en lang historie af stærke familiebands. Blodets bånd kan fremavle helt særlige musikalske harmonier, men også nogle af de mest tragiske historier. Her er ti af de bedste familiebands og deres skæbner.
1. The Ronettes – gylden 60’er-pop og et fatalt ægteskab
2 søstre + 1 kusine
En af musikhistoriens bedste girl-groups bestod af søstrene Veronica og Estelle Bennett og kusinen Nedra Talley. En afgørende brik i deres gennembrud var producerlegenden Phil Spector, der iklædte trioen sin signaturklingende ‘wall of sound’-produktion og gjorde dem til en af 60’ernes mest populære popgrupper med numre som ‘Be My Baby’ og ‘Baby, I Love You’. Efter The Ronettes’ opløsning giftede Veronica sig med Phil og ændrede navn til Ronnie Spector. Ægteskabet varede dog kun fra 1968-74 på grund af Phils dominerende personlighed, der resulterede i, at han holdt hende indespærret i deres hus og truede med at slå hende ihjel.
2. The Beach Boys – excentricitet, stofmisbrug og en hårdtslående far
3 brødre + 1 fætter + 1 far
I start-60’ernes Californien gik brødrene Dennis, Carl og Brian Wilson og dagdrømte om popstjernestatus, og sammen med fætteren Mike Love og vennen Al Jardine blev drømmen få år senere til virkelighed. Med det kompositoriske geni Brian Wilson som primus motor kreerede de melodier, der tog popmusikken til nye kunstneriske højder, mens stridighederne mellem den mere og mere excentriske og stofmisbrugende Brian og resten af gruppen tog til. I starten af karrieren var faren Murry Wilson gruppens manager, men hans forhold til sønnerne var kompliceret, og han er blandt andet blevet beskyldt for at have slået Brian med et stykke træ så hårdt, at drengen mistede hørelsen på højre øre.
3. The Jackson 5 – dominerende far tugter talentfuld søskendeflok
5 brødre + 1 far
Historien om Joseph Jackson og hans benhårde musikalske træning af sine børn er velkendt. At afkommet vitterligt var ekstremt talentfulde er en anden sag, men de gyldne harmonier i klassikere som ‘I Want You Back’, ‘ABC’ og ‘Blame It on the Boogie’ fik en dunkel undertone, da Michael Jackson – efter at have lanceret sin hyper succesfulde solokarriere – anklagede faren for psykisk misbrug og fysisk afstraffelse. Samtidig erkendte han dog også, at den tidlige målrettede skoling havde givet ham visse fordele. De komplicerede familieforhold blev senest dokumenteret, da Joseph i forbindelse med Michaels død brugte en del af pressens opmærksomhed på at promovere sit nye hiphopprojekt
4. Sly and the Family Stone – legendarisk familie-funkband med kokainslagside
2 brødre + 1 søster
Som det fremgår af bandnavnet var afrokrøltoppen Sly Stone den altdominerende frontfigur og sangskriver i det stilskabende psykedeliske funkrock-band. Men den sidste del af bandnavnet skal også tages bogstaveligt, for ved sin side havde han broren Freddie og søsteren Rose, der henholdsvis spillede guitar og keyboard. Faktisk startede bandet som en sammensmeltning af Slys band Sly and the Stoners og Freddie and the Stone Souls, ledet af Freddie. Trods familiebåndene faldt gruppen fra hinanden i løbet af 70’erne på grund af stridigheder og kokainmisbrug, og fra 1975 og frem til opløsningen af bandet i 1983 var Sly det eneste faste medlem.
5. The Carpenters – softpoppet duo fældet af piller og anoreksi
1 bror + 1 søster
Fløjlsbløde toner med slet skjult melankoli og søskendeparret Karen og Richard Carpenters uskyldsrene image var grundstenene i en af 70’ernes mest succesfulde duoer. Men bag det perfektionistiske udtryk lurede en mere dyster fortælling. For mens storebror Richard en overgang var ude i et misbrug af piller, som han havde fået ordineret mod søvnbesvær, var lillesøster Karen plaget af anoreksi og spiseforstyrrelser i så voldsom grad, at hun døde udpint og udmarvet i 1983, blot 32 år gammel. Efter sin død er hun blevet hyldet af blandt andre Sonic Youth, der skrev sangen ‘Tunic (Song For Karen)’ til hendes minde.
6. Oasis – arbejderklassedrenge i evig strid
2 brødre
Som en moderne udgave af eventyret om protagonisten, der trodser en fattig barndom og scorer prinsessen og kongekronen, tog Oasis, anført af brødreparret Liam og Noel Gallagher, springet fra arbejderklassens trøstesløse boligkarreer til toppen af 90’ernes hitlister. Medierne elskede deres næsvise selvsikkerhed, rock’n’roll-agtige omgang med sprut og stoffer og koleriske temperament, men konflikterne mellem forsanger Liam og Noel, der skrev størstedelen af Oasis’ sange, endte med at blive dødvægten, der fik skuden til at synke. I august 2009 kom de op at toppes før en koncert i Paris, og få timer efter tikkede en pressemeddelelse ind med besked om, at turneen var aflyst og Oasis var fortid.
7. The National – indie-superstjerner med bror som roadie
2 x 2 brødre
I front for Brooklyn-bandet står den mørkt croonende Matt Berninger, men bag sig har han hele to brødrepar: Aaron og Bryce Dessner er begge uddannet i klassisk komposition og skriver størstedelen af gruppens numre, mens Bryan og Scott Devendorf udgør det rytmiske fundament som henholdsvis trommeslager og bassist. Tidligere i år fik Matts bror dog også sine 15 minutters berømmelse, da hans humoristiske dokumentarfilm ‘Mistaken For Strangers’ havde premiere. Her bryder den nogen-og-30-årige metalfan op fra sofaen hos forældrene, hvor han stadig bor, for at arbejde som roadie for brorens band i et år. Resultatet er både tåkrummende og lattervækkende.
8. Kings of Leon – slagfærdig brødreflok med rockstjernevaner
3 brødre + 1 fætter
At familiefølelsen er stærk i Kings of Leon, afslører bandnavnet: Gruppen er nemlig opkaldt efter de tre Followill-brødre Caleb, Jared og Nathans bedstefar Leon, et navn deres far i øvrigt også har som mellemnavn. Sammen med deres fætter Matthew står de bag et af det seneste årtis mest succesfulde amerikanske rockbands, men ud over en smag for rockstjernelivets fristelser har interne konflikter, skænderier og håndgemæng truet harmonien i gruppen, og talrige er historierne om, hvordan deres tourmanager har måttet lægge sig imellem de kamplystne brødre på nippet til at ryge i flæsket på hinanden. Den man tugter, elsker man?
9. The Knife – grænsesøgende svensk søskendepar
1 bror + 1 søster
Når nu en af The Knifes mest centrale pointer er at opløse kønnet, kan det virke lidt malplaceret at fokusere på det her. Men når nu søskendeparret Karin og Olof Dreijer har skabt noget af det mest fascinerende og kompromisløse elektroniske musik i nyere svensk musikhistorie, skal de selvfølgelig også med. Opvæksten i et stærkt venstreorienteret hjem har præget dem begge, og som duo arbejder de aktivt på at udviske forskellene mellem mand og kvinde, blandt andet ved konsekvent at være udklædt på deres pressefotos og til koncerter med alt fra fuglemasker og hætter til paryk og ansigtsmaling
10. The Jesus and Mary Chain – hvid støj og publikumsoptøjer
2 brødre
Som en modreaktion i mod-tidens synthpop-bands startede de skotske brødre Jim og William Reid i 1983 et band, hvor guitaren fik rum til at støje og brøle og næsten – men også kun næsten – overdøve de honninggyldne melodier, der gemte sig nedenunder. I starten sad den senere Primal Scream-sanger Bobby Gillespie bag trommerne, og hans forkærlighed for kemisk stimulans forplantede sig til resten af gruppen, som op igennem 80’erne blev berømt og berygtet for at fyre 20 minutters koncerter af, høje på speed og med ryggen til publikum, hvilket fik koncertgængerne til at kaste med flasker. Meget sigende hed deres studie Drugstore.