James Blake – stilhed og storm

4 6
James Blake – stilhed og storm
Foto: Marcus Andreassen

I et interview med radiostationen KEXP fortalte James Blake efter udgivelsen af ’Overgrown’, at hans sangskrivning stadig kun kan betragtes som en rejse i det uvisse med målet at se, hvad han kan slippe af sted med i sin musik. Søndag aften i Falconer Salen prøvede han heldigvis at slippe af sted med en del.

Det startede lidt halvkvalt med et samplet tøsepigehvin, som havde forvildet sig ind i en af Blakes mange maskiner på åbneren ’I Never Learnt to Share’. Dette kunne vi så fnise af i fem minutter, og først på det håndfast erigerede intermezzo under ’Life Round Here’ fik Blake og hans to venner – guitarist/altmuligmand Rob McAndrews aka Airhead og trommeslager Ben Assite – kastet fniseriet af sig.

Læs anmeldelse: James Blake ‘Overgrown’

Det efterfølgende triumferende parløb mellem ’Air and Lack Thereof’ og den ekstremt catchy ’CMYK’ var derfor præcis den potente brise, der skulle til. De to numre smeltede sammen, og mindede os for det første om, at lyden i Falconer Salen er værd at være lykkelig for. For det andet, at Blakes musik er bedst live, når den løsriver sig fra pladens konventioner og fører os over i alternative og mere kaotiske universer – ud på eksperimentalrejsen, hvor Blake nok er sig selv men klædt i Den Sorte Skoles hjemmesamplede tøfler, Lulu Rouges hæklede uldstrømper og især Skream eller Bengas frådende gebis.

De stille stunder, hvor Blake ’kun’ efterabede sine egne plader, var relativt uskadelige på grænsen til det kedsommelige, hvilket snakken i salen bekræftede. Joni Mitchell-coveret ’A Case of You’ og ’Lindisfarne I’ over i ’Lindisfarne II’ var undtagelserne. Her forblev det interessant og ikke mindst smukt.

Læs også: Voxpop og billeder fra James Blake Falconer Salen

Uomtvisteligt bedst var momentum til slut, hvor de tre musikere under ’Voyeur’ med lys og visuals som masseødelæggelsesvåben satte ild til de mørkbejdsede træpaneler i den gamle sal. Jeg havde her listet mig fra salens gulv og op under loftet, hvor jeg indså, at jeg indtil da kun havde set det halve. Dragende er for svagt et ord, da de voldsomme lys- og lydbrud, i slåskamp med eksplosiv dubstep og house, heroppe hev og sled i sanserne, og satte én i en samtidig både tidløs og skizofren tilstand.

I kontrast til de inspirerende musikalske skævvridninger og vanvittige lysspasmer sad James Blake hele aftenen og gemte sig bag sine synthkeys. Som en konfirmand – what’s with the hair dude? – der holdt sit livs første tale, mumlede han nu og da lydløse ligegyldigheder, hvilket effektivt kvalte enhver duft af interaktion mellem publikum og scenen. Det var ærgerligt, for havde James bedt os danse, så havde vi danset.

Koncert. Falconer Salen.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af