Robin Hannibal fra Quadron og Rhye: Her er mine seks yndlingsalbum

Med dette års ‘Avanlanche’-album har Quadron for alvor fået fat, og i disse dage giver den danske soul-duo koncerter hele fire dage i træk på henholdsvis Train og Store Vega. Her fortæller soul-specialist og lydbagmand Robin Hannibal om sine yndlingsplader.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det første album der betød noget
Michael Jackson ‘Bad’ (1987)

»Det er svært for mig at vælge, hvilket Michael Jackson-album jeg skal fremhæve, fordi jeg dyrkede dem alle, men jeg tror, at ‘Bad’ betød mest, fordi det kom ud omkring det tidspunkt, jeg virkelig blev fan. Alle sangene og musikvideoerne gik rent ind, og jeg har været opslugt lige siden«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Albummet der fik mig til at lave musik
D’Angelo ‘Voodoo’ (2000)

»Alt omkring det album er så fandens godt. Det var en ny lyd, han skabte, og det virkede som om, hvert sekund var gennemtænkt. Det var det album, der fik mig til at føle, at den højeste kunst er at lave en plade, man kan høre fra start til slut, og som vokser og kun bliver bedre og bedre«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En stor inspiration
Marvin Gaye ‘Here, My Dear’ (1978)

»Det er en rodet plade, men den er hudløs ærlig, og baggrundshistorien er utrolig. Forskuddet og indtægterne fra pladen blev af en domstol i et skilsmisseforlig beordret til at gå til hans ekshustru, hvorefter han besluttede sig for at basere hele pladen konceptuelt omkring deres fallerede ægteskab og de følelser, han havde for hende«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et musikalsk vendepunkt
Sly and the Family Stone ‘There’s a Riot Goin’ On’ (1971)

»Jeg fandt det album, da jeg i en marskandiser købte en mærkelig tysk opsamlingsplade, der hed ‘Schwarze Muzik’. Den indeholdt nummeret ‘Family Affair’, som var hittet fra ‘There’s a Riot Goin’ On’. Den lød fuldstændig anderledes, end noget jeg havde hørt før, og ændrede mit syn på funk og soul. Jeg blev besat af det album. Hans brug af trommemaskiner, og det mørke univers han skabte, er en lyd, jeg har været meget inspireret af«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et album jeg netop har opdaget
Eric Clapton ‘Unplugged’ (1992)

»Jeg har ikke lyttet til den plade, siden den kom ud. Jeg kan huske, at min far og jeg valgte den som en del af et tilbud, man fik ved at blive medlem af en musikklub, Mr. Music, der reklamerede igennem kuponhæfter. Den kørte på repeat i mange måneder, og jeg lærte alle sangene udenad. Jeg havde aldrig set live-optagelsen, før jeg faldt over den i sidste uge, og jeg kunne pludselig huske, hvor meget det album betød for mig. Sammen med Phil Collins, Sting, George Michael og Michael Jackson var det soundtracket til mine start-teenageår«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et album jeg ville ønske, jeg havde lavet
Michael Jackson ‘Off the Wall’ (1979)

»Det er stadig et af de bedst lydende album, og detaljerigdommen er utrolig. Der er en perfektionisme omkring det hele, måske fordi MJ havde brug for at bevise, at han kunne klare det på egen hånd. Jeg har været så heldig at møde Benjamin Wright Jr., som var den primære arrangør på pladen – han skrev stryger/blæser/rytme-rollerne til mange af numrene. Han inviterede mig hjem til sit hus og fortalte en masse røverhistorier og viste mig nogle charts fra de originale sessions«.

Læs også: Coco O. fra Quadron: Mine største inspirationskilder

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af