Sune Wagner hylder Lou Reed med covernummer

Sune Wagner hylder Lou Reed med covernummer

Tidligt søndag aften slap det ud, at rocklegenden Lou Reed er afgået ved døden.

Og få timer senere valgte Sune Wagner at hylde sin inspirationskilde ved at publicere en cover-version af The Velvet Underground-klassikeren ‘Sunday Morning’ på sin Soundcloud-profil. Wagner har angiveligt indspillet sin version i Seattle i 1999, og den kan høres her nedenfor.

Det er ingen hemmelighed, at Sune Wagner har hentet stor inspiration hos Lou Reed og The Velvet Underground – og endda fik bandets trommeslager, Moe Tucker, til at spille med på The Raveonettes’ andet album ‘Pretty in Black’.

Sidste efterår talte vi med Sune Wagner om hans forhold til The Velvet Undergrounds debutalbum, som ‘Sunday Morning’ stammer fra, og her er, hvad han svarede:

Hvad er dit forhold til ‘The Velvet Underground & Nico’?
»Jeg synes stadig, det er en af de mest inspirerende plader nogensinde, sammen med Suicides første. Jeg lyttede til den en million gange, da jeg var yngre, og vil altid elske den højt«.

Kan du huske første gang, du hørte det?
»En af mine venner i gymnasiet spillede den for mig, og det var det vildeste musik, jeg nogensinde havde hørt sammen med Sonic Youths ‘Daydream Nation’ og Lou Reeds ‘Metal Machine Music’. Jeg havde meget svært ved at følge med. Det var et helt anderledes univers, som jeg ikke anede eksisterede«.

Hvilken stemning forbinder du med albummet?
»Det er en New York-plade, og da jeg selv bor i New York, kan jeg sagtens genkende intensiteten og passionen i pladen, selv om den stammer fra en helt anden tid. Der er en delikat balance mellem en meget fin skrøbelighed og en dekadent glæde«.

Har det indlejret sig i din egen lyd?
»Helt sikkert. Jeg kan godt lide minimalismen og det umiddelbare udtryk. De simple rytmer og akkorder, støjen, lyrikken, det sorte – et cool univers«.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af