Guide: Vampire Weekends Ezra Koenig anbefaler hiphop

Tidligere i år udgav de det mesterlige album ‘Modern Vampires of the Weekend’, og i aften skulle Vampire Weekend så have spillet i Falconer Salen. Den koncert blev desværre aflyst bare en uge før, så i stedet guider forsanger Ezra Koenig her igennem sin musikalske opvækst – der overraskende nok indeholder sin andel af hiphop.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det bedste album fra i år
Kendrick Lamar ‘good kid, m.A.A.d city’ (2012)
»Jeg ved godt, at det udkom sidste år, men jeg bliver nødt til at vælge det. Jeg har lige været i L.A, og der spiller de hele tiden albummet i radioen. Måske fordi han er derfra. Albummet har så mange forskellige sider, en diversitet som man kan gå på opdagelse i – fra ‘Bitch, Don’t Kill My Vibe’ til ‘Swimming Pools (Drank)’. Han har en meget unik stemme og er en dygtig lyriker, og så er der også noget meget konceptuelt over albummet, en ambition som jeg virkelig nyder«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et album jeg ville ønske, jeg havde lavet
The Throne ‘Watch the Throne’ (2011)
»Det lød bare så stærkt og tungt, første gang jeg hørte det. Det er et album, der er perfekt til ‘øjeblikket’, specielt nummeret ‘No Church in the Wild’. Det er også et album, der har store ambitioner. For mig er de bedste album, dem der blander musikalske evner med ambition og humor«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fik mig til at ville være musiker
Beastie Boys ‘Ill Communication’ (1994)
»Jeg hørte det første gang, da jeg var 12 år gammel, og for første gang tænkte jeg over, hvordan et album bliver lavet. Selve processen. Jeg læste om det og tænkte på Beastie Boys som fyre, der rapper, spiller instrumenter og eksperimenterer. Jeg forestillede mig, hvordan de arbejdede i studiet, legede med samples, klippede dem op og satte det sammen. Det album gav mig en idé om, hvad det vil sige at være musiker. Friheden og det sjov, de stod for, var inspirerende«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En stor inspiration
The Clash ‘London Calling’ (1979)
»Det album er en permanent inspiration. Det er eksperimenterende – også i forhold til sangskrivningen – og jeg elsker den måde, albummet får dig til at tænke på 70’erne, hvor det blev lavet. På den politik der blev ført, og de følelser den fremkaldte. Nogle album er store, fordi de transcenderer tid. De er universelle. Men jeg elsker album, der næsten giver dig lov til at smage på en tid. Smage på måden, musikeren ser verden i øjeblikket, musikken bliver lavet. Og selv efter alle de her år er det stadig inspirerende at lytte til«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mit teenagesoundtrack
Daft Punk ‘Discovery’ (2001)
»Da jeg var teenager og næsten færdig med high school, kørte jeg rundt i en bil med mine venner, mens det her album blev skudt ud af højtalerne. Det var vildt, og jeg mindes følelsen af spænding og forventning til fremtidens musik. Både på grund af Daft Punks unikke lyd, men også den opsigtsvækkende æstetik, når deres animévideo kørte på tv«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Første album der betød noget
The Beatles ‘Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ (1967)
»Jeg lyttede meget til min mors plader, og da jeg hørte det her album, begyndte jeg at forstå vigtigheden af album som kunstform. Blandt andet på grund af måden, sangene flyder ind i hinanden. Det var det første album, som jeg nød som et album – ikke bare som en samling sange. Der var noget arty over det. Beatles var det første band, der underviste mig i popmusik. Da jeg var barn, forstod jeg ikke helt pladen, men jeg kunne føle, at der skete større ting på den, som endnu ikke var synlige for mig«.

Læs også: Vampire Weekend aflyser koncert i København

Artiklen er tidligere blevet bragt i Soundvenue #79.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af