Året der gik: De 10 bedste danske ep’er

Fra Mø til S!vas – vi kårer her de 10 bedste danske ep’er fra 2013. Præsenteret i vilkårlig rækkefølge.

1. Mø ‘Bikini Daze’

Karen Marie Ørsteds debut-ep viderefører hendes succesfulde, melodistærke electropop med samplede horn på ‘Dark Night’ og den Diplo-producerede ‘XXX 88’, men viste også nye facetter, særligt på den Phil Spector-klingende ballade ‘Never Wanna Know’.

2. Schultz and Forever ‘Céline’ 

18-årige Jonathan Schultz viser på sin anden ep stor kompositorisk styrke og en moden indsigt i de begrænsede virkemidlers effekt. Hans uforcerede stemme har en enorm spændvidde og behøver kun hans fingerspillede guitar som diskret supplement for at flå i hele følelsesregistret.

3. S!vas ‘d.a.u.d.a’

Den tågede, melodiske sang-rap, særligt på det hittende titelnummer, har sine tydelige rødder i USA, men Rezas tunge produktioner er så stilsikre, og S!vas’ geniale autotune-flow så fuldt af originalt, multikulturelt gadeslang, at resultatet bliver helt unikt.

4. Benal ‘Baby’

Trioens debut, med Benjamins hårde battlerap-flow i front, leverer et flot bud på nyskabende og rastløs elektronisk hiphop. De frit associerende tekster spyttes dynamisk og intenst oven på de minimale, hurtige produktioner. Et stilsikkert nybrud på den danske rapscene.

5. Unkwon ‘Fractures’

Anders Dixen er under sit Dixone-alias vant til at sætte dansegulve i brand, men i år skruede han også tempoet ned på sin debut-ep som Unkwon. Under overskriften ’bedroom rave’ var det melankolien der herskede, når Dixen med inspiration fra blandt andre James Blake udforskede det nærværende rum mellem electronica og r’n’b.

6. Baby in Vain ‘Corny #1’ / ‘The Thrill’

Det er på kanten at kalde trioens 7”, der blev efterfulgt af yderligere to, for en ep, men vi inkluderer den her, for den har roteret permanent på redaktionen. Den støjende stonerrock, fanget i en krig mellem Lola Hammerich og Andrea Thuesen Johansens duellerende guitarer var et ualmindeligt frisk pust.

7. Karl William ‘1. sal’

Med Hukaos fik Aarhus i år et nyt hiphop- og r’n’b-fokuseret musikkollektiv, og første mand ude af porten var Karl William med ep’en ’1. sal’ og den fremragende single ’Kostumeramt’. Unge William med den karakteristiske vokal begår sig i samme univers som Ukendt Kunstner og inkorporerede hidsige trap-trommer i den natteramte og melankolske, men alligevel selvsikre r’n’b.

8. Eloq ‘C’mon’

Når Eloq ikke producerer hits til Cheff Records, udforsker han galaksens elektroniske afkroge på sit solomateriale. På ’C’mon’ prøvede han kræfter med trap-musikken, i år gjort kendt af folk som Baauer og TNGHT, og serverede nakkebrækkende bangers med dybe bashug, muterede vokalsamples og rave-klingende sirener.

Tidlige9. Tidlige Armbånd ‘Jeg kunne dig rigtig godt’

Trekløveret udspringer af det et år gamle pladeselskab Aftenrutine, og en af selskabets to bagmænd, Anders Hjernø, er i front på vokal. Hans poetiske danske lyrik er en af bandets store styrker, når han laver fine billeder på kærligheden. Han omgives af en legesyg guitarbåret rock, der åbner op for både klaver og horn og spilles, som var den ved at falde fra hinanden – ikke helt ulig, men mere tilgængelig end, Synd og Skam.  I centrum står den eminente og hektiske ‘Din natur’, hvor guitarerne larmer om kap med hidsige horn, men ep’en byder også på et par flotte ballader, hvor Hjernøs lyrik for alvor skinner igennem.

10. Mont Oliver ’19’

På den ene side lød den danske trios debut-ep en smule uforløst, men på den anden side var Mont Olivers genre-mashup ganske forfriskende på disse breddegrader. Og når de ramte plet, var den indie-indsprøjtede hiphop både bombastisk og melankolsk medrivende.

Læs også: Året der gik: Kanyes 13 største WTF-moments

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af