Året der gik: De 10 bedste mixtapes

Mixtape-formatet har fået nyt liv, siden det flyttede væk fra Harlems fortove og ud på internettet, og den konstante strøm af udgivelser er både hektisk og fantastisk at følge med i. Her ser vi tilbage på 2013’s bedste mixtapes, når det gælder hiphop og r’n’b. De ti udgivelser er præsenteret i vilkårlig rækkefølge, og kan alle stadig downloades ganske gratis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Chance the Rapper ‘Acid Rap’
 2012 steg mordraten i Chicago eksplosivt, og fordi den såkaldte drill-scene omkring teenageren Chief Keef samtidig fik stor bevågenhed, blev musikken set som et symptom for en tabt generations voldelige anti-alt-attitude. Men Chicago er mere end død og drill. En lang række rappere udfordrede drill-dominansen i 2013, forrest blandt dem Chance the Rapper, der genintroducerede legesyge og diversitet til Chicago med sin skæve, gnæggende stemme og sin permanente ikke-røre-jord-sprælskhed.

Mens drill var beslægtet med Atlanta-trap, er Chance primært inspireret af Chicagos største stjerne: Kanye West. Især Kanyes første to album har sat spor – der er mange soulsamples, personlige fortællinger og en excentrisk selvtillid på ’Acid Rap’. Og der er en anden parallel: Ligesom Chance slog igennem året efter Chief Keef, debuterede Kanye West et år efter, at 50 Cent overtog hiphopverdenen. Måske et godt varsel?

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Kelela ‘Cut 4 Me’
De sidste år har en række kunstnere udfordret forestillingen om, at  r’n’b er ensbetydende med svulstig scoremusik, og selv om man nok ikke uden videre kan klassificere Kelela som r’n’b, passer hendes debut-mixtape ind i den udvikling. For ’Cut 4 Me’ særdeles køligt og distanceret. Kelelas vokal er fjern og svævende, stedvis nynner hun nærmest, mens de maskinelle og metalliske produktioner høfligt holder sig i baggrunden.

Man havde ellers kunnet frygtet et album, hvor vokalen så at sige spillede andenviolin, for Kelela har samlet en veritabel stjernekonstellation af producere fra søsterpladeselskaberne Fade to Mind og Night Slugs. Men en af de mest fascinerende ting på ’Cut 4 Me’ er, hvordan Kelela får det til at lyde helt naturligt, nærmest uundgåeligt, at der ligger en Aaliyah-inspireret 90’er-r’n’b-vokal over meget nutidig, avantgardistisk basmusik.

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. The Underachievers ‘Indigoism’
The Underachievers er en del af Beast Coast-kollektivet, der også tæller folk som Joey Bada$$ og dennes Pro Era-crew, så det overrasker ikke, at duoen er god til at reproducere lyden fra New York-rappens guldalder i 90’erne. Men under overfladen foregår der noget andet – noget mystisk.

Ak og Issa Dash dyrker nemlig overnaturlige syner, sindsudvidende midler og okkult billedsprog. Teksterne handler om guddommelige faraoner eller om at åbne sit ’tredje øje’ for en højere virkelighed, og produktionerne afspejler tit den mysticisme – de summende beats på eksempelvis ’Herb Shuttles’ eller ’Maxing Out’ lyder som underlægningsmusik til LSD-trips eller udflugter til det hinsides. Numrene ’New New York’ eller ’Land of Lords’ er derimod helt klassisk østkystrap, hvilket får ’Indigoism’ til at virke som en slentretur gennem 90’ernes New York, der gang på gang afbrydes af psykedeliske fremtidsvisioner.

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Tree ‘Sunday School 2’
Chicagos rap-scene synes splittet mellem folk som Chance the Rapper og dennes SaveMoney-crew, der dyrker byens klassiske soul-rap-lyd, og de dystre teenagere omkring Chief Keef, der udgør drill-scenen. De førstnævnte forguder Common og Kanye. De sidstnævnte dyrker Atlantas trap-lyd.

Tree kan tilsyneladende lide begge dele lige meget, og har derfor opfundet det, han kalder ’soul trap’. En genre, der blander de to stilarter og fungerer uendeligt meget bedre end man kunne tro.

På ’Sunday School 2’ er der chipmunk-soul ovenpå dunkende 808-indslag, og varme samples over hektiske hi-hats. Det hele holdes sammen af Trees ru stemme, der er sjældent udtryksfuld som noget fra en svunden tid. Har man ikke kunnet finde ud af, om man elskede drill-musikkens kompromisløse nihilisme eller soul-rap-genfødslens befriende legesyge mest, så tilbyder Tree en gylden mellemvej.

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. PartyNextDoor ‘PartyNextDoor’
PartyNextDoor var det første navn på Drakes OVO-pladeselskab, og Jahron Brathwaite, som manden bag projektet hedder, er ligesom chefen fra Toronto og dyrker også en variant af den kolde, fremmedgjorte r’n’b, som byens to store stjerner (Drake og The Weeknd) har populariseret.

I hvert fald oftest. Stedvis – som på ’Ova Here’ eller ’Right Now’ – glemmer Toronto-sangeren helt, at han er deprimeret og laver en varm, næsten Wayne Wonder-caribisk sommer-r’n’b. Brathwaites projekt er på fantastisk skizofren vis fanget mellem de to udtryk, og ender nærmest med at fungere som en slags missing link mellem fortidens varme r’n’b og Torontos frost-lyd. Mixtapets måske bedste nummer er det Miguel-samplende ’Break From Toronto’, og PartyNextDoor er netop en tur til det kolde Toronto, men med indbyggede strandferier.

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Action Bronson & Party Supplies ‘Blue Chips 2’
De fleste rappere har en særlig måde at udtale deres navn på som et visitkort, de aflægger i starten eller slutningen af deres vers. Men på det seneste har Action Bronson blot konstateret: »It’s me«. Ja, rapperen der blev kendt for at lyde virkelig meget som Ghostface Killah har udviklet et udtryk, der er umiddelbart genkendeligt og helt hans eget.

Og mens New York-rapperen har udgivet (gode!) projekter med producerlegenden Alchemist og dennes potentielle arving Harry Fraud, er det på ’Blue Chips’-serien med Party Supplies, at Bronsons kaotiske, rim- og billedrige stream-of-consciousness bedst kommer til udtryk. Produktionerne er hurtige konstruktioner, der sampler alt fra Youtube-klip til 80’er-hits, og Bronsons rim er spontane, ukonstruerede og fuldstændig geniale: Det ene øjeblik står den han på vandski i Belize, det næste hopper han ud sin bil og lander i spagat.

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Kevin Gates ‘The Luca Brasi Story’
Mixtape-titlen hentyder til Vito Corleones loyale og livsfarlige håndlanger i filmen ’The Godfather’, men faktisk kunne den ikke være mere misvisende. For Luca Brasi er en trofast tjener, men også en meget endimensional karakter, der stammer og mumler, når han skal sige noget følelsesladet. Kevin Gates’ musik lever derimod af rapperens evne til at udtrykke stemninger og følelser.

’The Luca Brasi Story’ er fyldt af svigfulde kvinder, venner der er blevet fjender, og alverdens andre tragiske eller bare alt-for-menneskelige skæbner. Men Gates fortæller ikke bare om ghettoens hårde side som så mange observerende, socialrealistiske rappere. Louisiana-rapperen er en ekstremt engageret førstepersonsfortæller, der rapper om prøvelser, som er overstået eller stadig er i gang  – Kevin Gates er en sand anti-Luca Brasi, heldigt nok.

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Run the Jewels ‘Run the Jewels’
Sidste år udgav Atlanta-rapperen Killer Mike det El-P-producerede album ’R.A.P. Music’, der tordnede mod samfundet generelt og Reagan specifikt, mens El-P selv kom med ’Cancer 4 Cure’ blot en uge senere – et paranoia-album, hvor alle er forfulgt, og droner summer over Brooklyn. Det var to alvorlige, helstøbte album. ’Run the Jewels’ er til gengæld et kaotisk, smadret og smadrende sjovt album, hvor store budskaber droppes til fordel for en pauseløs konkurrence om, hvem der kan sige de mest vanvittige ting på den mest originale måde.

El-P’s produktioner er stadig industrielle og futuristiske, og Killer Mike lyder stadig magtfuld og dundrende, men frem for alt er ’Run the Jewels’ lyden af to af undergrundens absolutte sværvægtere, der udfordrer og inspirerer hinanden. Et feel-good-mixtape, der bruger lytteren som boksepude.

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Cassie ‘RockaByeBaby’
»So hot / don’t know what to do / ’cause I’m so shy / I’m fuckin with you«. Okay, Cassie er virkelig ikke genert eller i tvivl om, hvad hun laver på ‘RockaByeBaby’, hendes første udgivelse siden det første og hidtil eneste album ’Cassie’ fra 2006. Hun er omgivet af en sværm af rappere, der alle degraderes til overivrige og chanceløse bejlere, mens snedronningen Cassie hvisker sig igennem tunge trap-beats fra blandt andet Mike Will og Young Chop. Hun er i total kontrol, overlegen og uopnåelig.

Sidste år samlede en dedikeret fan de sidste års uudgivne Cassie-sange på et tredobbelt mixtape med covers der efterlignede The Weeknds ’Trilogy’, og det er også svært ikke at bemærke, at Cassies distancerede, hviskende stemme og kølige attitude virker meget tidssvarende i post-Weeknd-æraen – så forhåbentlig er ’RockaByeBaby’ kun startskuddet.

Download mixtapet HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Death Grips ‘Government Plates’
Death Grips’ forrige album var så vredt og kompromisløst, så dedikeret til at angribe alt og alle, at man begyndte at tage Sacramento-gruppen alvorligt – frontmand MC Ride blev set som forløber for Kanye Wests ’Yeezus’-transformation. Den alvor og anerkendelse bliver smadret på ’Government Plates’.

På ’Birds’ reciterer MC Ride børnerim over et yndigt, idyllisk lille beat, mens hans vokal andre steder er hakket op, så den fungerer som stemmesample. Når der endelig kommer et formentligt vredesudbrud på ’This Is Violence Now (Dont Get Me Wrong)’, foregår det over noget, der lyder som Game Boy-lyde. Stedvis kan ’Government Plates’ lyde som et beatbånd, hvor MC Ride mest af alt er en af mange ingredienser i produktionen, og ’Government Plates’ er således en form for strålende selvdestruktion og genopfindelse.

Download mixtapet HER.

Årets bedste: Linkobans favoritter

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af