Internettet har i 2013 bugnet af de såkaldte NSFW-videoer, der med ‘Not Safe For Work’-mærkaten dækker over indhold, som er lidt for grænseoverskridende til at blive streamet i nærheden af kolleger, børn og andre sarte sjæle. Den eksplicitte brug af sex, vold og nøgenhed er oftest bare et PR-trick, men kan også udtrykke mere kunstneriske visioner. Vi har fundet årets 1o frækkeste NSFW-videoer, som du nok ikke skal sætte på, hvis chefen kan se din computerskærm.
1. Major Lazer ‘Bubble Butt’
Titlen på Major Lazer-nummeret opsummerer fint handlingsforløbet i musikvideoen, der kort og godt fokuseres omkring det kvindelige bagparti. Til de pulserende rytmer bliver der nemlig serveret boldrunde numser i alle afskygninger, der alle samles om en fandenivoldsk omgang bootyshake, der er så vild, at gulvet slår revner. Klart, der er mange videoer derude, hvor det handler om at ryste røv, men i 2013 rystede Major Lazer mest.
2. FKA Twigs ‘Papi Pacify’
Bevares, FKA Twigs-videoen er i bund og grund bare sensuel ud over alle tænkelige grænser, men hermed også ganske grænseoverskridende. For det føles næsten som sex, når sangerindens ansigt og mund får kærligheden at føle fra den mandlige medvirkende, der godt nok kun bruger hænderne. En musikvideo, der på den ene side er smuk, men på den anden side også virkelig kinky.
3. The Weeknd ‘Pretty’
Abel Tesfayes tekster kan ret konsekvent indsnævres til at dreje sig om sex, stoffer og det pulserende natteliv. Nogenlunde de samme temaer går igen i hans musikvideoer – i ’Pretty’-videoen via et højspændt drama, der både inkluderer intense afklædningsseancer samt en exceptionel hed elskovsscene, som bestemt ikke egner sig til arbejdstiden.
Bonus: Husk også stripperne i The Weeknds video til ‘Twenty Eight’
4. Robin Thicke feat. T.I. & Pharrell ‘Blurred Lines’
Skandalestjernen Miley Cyrus skabte overskrifter kloden rundt, da hun til årets VMA-uddeling twerkede løs til tonerne af Robin Thickes megahit ’Blurred Lines’. Selve videoen til nummeret er dog bestemt heller ikke helt tilforladelig – specielt ikke den ucensurerede version (der er bandlyst fra Youtube), hvor de tre modeller her i topløs tilstand sørger for, at der bliver gnubbet, kravlet og flirtet til den helt store guldmedalje. ’Halleluja’, virker T.I. til at prædike.
5. Justin Timberlake ‘Tunnel Vision’
’Blurred Lines’-videoen byder på tre topløse damer. Videoen til ’Tunnel Vision’ byder på tre topløse damer. Førstnævnte er bandlyst fra Youtube, mens den anden ligger til fri afbenyttelse. Hvorfor? Fordi Youtube åbenbart mente, at Justins version af tema var mere ’kunstnerisk’. Det er sjældent, at popsangeren selv falder i baggrunden i sine videoer, men her var der ikke noget at gøre, dampen og de vridende kroppe taget i betragtning. Copycat eller ej.
6. Jenny Hval ‘Innocence is Kinky’
Hvis ‘Blurred Lines’-videoen var et kulturelt lavpunkt for seksuelle intensioner, befinder Jenny Hval og hendes ‘Innocence is Kinky’ sig i den modsatte grøft. Den norske sangerinde synger her om sine pornovaner, mens musikvideoen på mere æstetisk vis fremviser kvindekroppen og dens facetter på intim facon.
7. The-Dream ‘Pussy’
Igen siger titlen næsten det hele. R’n’b-sangeren The-Dream har aldrig været bleg for af dele ud af sine seksuelle erfaringer – her med en musikvideo, der i den grad er på grænsen til blød porno. Den findes selvsagt heller ikke på Youtube, men skal findes andetsteds.
8. Foals ‘Late Night’
Her kommer vi rundt om hele livets cyklus, og Foals er i deres ‘Late Night’-video bestemt ikke blege for at vise alle detaljerne. Lige fra en hed elskovsakt til hvad der virker som en ganske smertefuld (og blodig) fødsel for så at runde af med et selvmord. Bestemt ikke for sarte sjæle.
9. When Saints Go Machine ‘System of Unlimited Love’
Mon ikke chefen ville kigge mærkeligt på dig, hvis han så, at du sad og kiggede på halvnøgne strippere i arbejdstiden? Formentligt. Og selv om When Saints Go Machines video til ‘System of Unlimited Love’ (desuden et sjovt sammenspil mellem titel og stripper-temaet) kan forekomme ganske uskyldig i forhold til andre mere eksplicitte billedsider på listen, kan den hurtigt mistænkes for at være alt andet end en musikvideo for den, der ikke lige sidder med hørebøfferne på.
10. Franz Ferdinand ‘Evil Eye’
NSFW behøver ikke udelukkende relatere til, at en musikvideo byder på ualmindeligt meget bar hud. Franz Ferdinands ‘Evil Eye’ er nemlig så mærkværdig, makaber og bizar, at en forklaring nok skulle falde prompte, skulle du blive fanget i arbejdstiden med at kigge på de afhuggede lemmer og Alex Kapranos, der hygger sig i en seng – ikke med en smuk kvinde, men med et lig.
Læs også: Året der gik: De 10 bedste soundtracks fra 2013