2013 har været fyldt med skarpe album fra den hjemlige musikscene. Vi kårer her årets 15 bedste danske album.
15. Mellemblond ‘Lysvågen’
Et dickensiansk kontrapunkt til Ice Cream Cathedrals søvnige rige og ikke mindst albummet, vi vidste at Kristoffer Munck Mortensen havde i sig. Med ‘Lysvågen’ transplanterede han sit formidable tekstøre over i et helt nyt klangunivers, smed både de stilistike bånd til sine forbilleder og skabte samtidig sin egen, 80’er-rockede lyd. Og ja, det kan godt være, at Mortensen »glemte at spole båndet tusind kys frem«, men Roskilde glemte også at booke ham. Shame!
14. Nanome ‘Everything That Moves’
Det var egentlig meningen, at Soffie Viemoses albumdebut skulle udkomme i starten af 2012. Derfor var vi spændte på at høre, om laptop sangerinden, som nu kalder sig Nanome, kunne opretholde sin aktualitet efter sin smukke, men tidstypiske electronika-ep fra 2011. Svaret var ja, for i år sprang hun ud som en vellykket og rørende kvindelig pendant til Thom Yorke, på sit helt igennem fuldendte album.
13. Vår ‘No One Dances Quite Like My Brothers’
»Ligegyldigt om man kalder det for industrial, cold wave, noisepunk, technopop eller andet opfindsomt mundlort, lyder sangene mest som en samling hjemmeoptagelser hentet fra et meget lille rum med rigelige mængder smøger og kreativitet«, skrev vores anmelder om Loke Rahbek og Iceage-forsanger Elias Bender Rønnenfelts sideprojekt. Kølige elektroniske impulser møder kras lo-fi og fjerne melodier og skaber noget helt unikt.
12. Taragana Pyjarama ‘Nothing Hype’
Mini-albummet er første udgivelse på den københavnske producers eget pladeselskab Wyrd, og vi frygtede, at han stod uden sine tidligere fornemme udgivelsespartnere, Kompakt og Fool House, fordi musikken ikke længere levede op til de verdens-etablerede labels. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet, for de seks livslyst fremkaldende sange fyldt med eventyrlige synthflader udgør tilsammen en af årets fineste elektroniske udgivelser.
11. Hymns From Nineveh ‘Visions’
Jonas Petersen er ganske enkelt en gudsbenådet sangskriver, og de fjerlette melodier og religiøst tonede tekster på hans tredje album løftes for alvor op i de højere luftlag af en mere fyldig instrumentering.
10. Synd og Skam ‘Center’
Anarkiet lever i dansk rock. Synd og Skam er ikke som orkestre er flest, hvilket de beviste ved at lade deres med spænding ventede debutalbum være en todelt affære. De krøllede ungersvendes musikalske smeltedigel af snottet postpunk, avantgardistiske improvisationer, dundrende støjudbrud og pilskæve modernistiske sprogblomster gik rent i hjertet og fungerede især på den anden halvdel, ‘Center’, af en stærk debut.
9. Agnes Obel ‘Aventine’
Det kan ikke have været helt nemt for Obel at skulle følge op på debutens gigantiske succes, men det fornemmede man nu ikke på ‘Aventine’, der konsoliderede hendes position på en række stilsikkert forløste sange. ‘Den svære toer’ var prunkløs, præcis og domineret af en vemodsstemt, vibrerende cello, der flot kontrasterede Obels lyse vokal og rislende klaverpartier.
8. Ice Cream Cathedral ‘The Drowsy Kingdom’
Titlen lyder som en fortsættelse af Lille Nemos eventyr i Drømmeland, og Ice Cream Cathedrals særegne, skæve, men dragende og kølige pop-debut bør da også – hvis der er retfærdighed til – være albummet, der sprænger det københavnske trekløver ud af undergrunden og op i stratosfæren. De genrebetegner selv deres musik som spacepop, men spørgsmålet er, om det golde verdensrum i virkeligheden er nok til at rumme den mørke understrøm under det skønne ydre.
7. Quadron ‘Avalanche’
En DMA for ’bedste nye navn’ var en tilsnigelse af rang, men det var selvfølgelig først i år, at vi danskere for alvor var parate til Robin og Cocos soul. Og det var også først i år, at duoen droppede de elektroniske eksperimenter fra debutalbummet og fandt ind til det enkle og klassiske udtryk, der danner de rette sensuelle omgivelser til Cocos forførende vokal. Resultatet er tidløst og gennemført til fingerspidserne.
6. Ukendt Kunstner ‘Neonlys’
Hos Ukendt Kunstner er livet en fest. Damer, druk, byture. Men enhver fest har sin nedtur, for ikke at tale om morgenen efter. Rapper Hans Philip fik med ungdommelig omtanke sat Københavns natteliv i perspektiv, mens tungsindet og melankolien drev som vand under Dronning Louises Bro i Jens Ole McCoys atmosfæriske og midnatsglimtende neonunivers. Gennemført melodramarap fra et perfekt sammensat makkerpar, der først lige er kommet i gang.
5. Trentemøller ‘Lost’
Som musiker handler det om at udfordre sig selv. Tænke i nye baner, udvide palletten og male med nye strøg. Men uden at tabe sin identitet. Trentemøller gik på ‘Lost’ for alvor i krig med de dybdeborende stemninger og mistede undervejs ikke sammenhængen på trods af de syv gæstevokalister. Masser af noir-stemning og ‘Twin Peaks’-vibes, men med lys i mørket og en fornem vekslen mellem tempo og eftertanke.
4. Rhye ‘Woman’
De tog røven på os alle sammen sidste år, da ‘Open’ dukkede op uden afsender. I år fulgte de singlen til dørs med debutalbummet, der fortsatte Robin Hannibals klassiske signaturproduktioner med horn og strygere og efterlod den fortjente plads til Milosh’ dybfølte vokal. Med Sade på skuldrene glemte de alt om tidens andre r’n’b- og soulforkyndere og lod de stærke sange tale i deres forførende hyldest til kvinden.
3. Ponyblod ‘Ponyblod’
2013 blev året, hvor to galaktiske skikkelser i dansk rap kolliderede og skabte et nyt univers: Ponyblod. Albummet af samme navn lyder som en byfest fra Tue Tracks Langestrand med rap fra Khal Allans modstandslystne Nørrebro. Revolutionen kommer måske ikke i morgen, men når den kommer, er den »møgbeskidt i munden som Karius og Baktus«.
2. When Saints Go Machine ‘Infinity Pool’
Et bands tredje album skal ofte definere karrieren. Efter debutens overraskende friskhed og toerens cementering af talentet er der flere veje at gå. Nogle lader forventningerne føre dem ned ad den sikre sti, mens andre tager styringen. Heldigvis vil When Saints Go Machine selv bestemme deres skæbne, og ‘Infinity Pool’ er i den grad lyden af et band, der kender deres styrker, men ikke er bange for at udfordre dem. Nikolaj Vonsilds dirrende vokalekvilibrisme er stadig et trumfkort og en rød tråd, der giver carte blanche til resten af maskinmestrene til at skeje ud. Og de turde i den grad smide mere grus i motoren uden at tabe den gode synth-melodi af syne. Resultatet var modigt og et sikkert skridt ned ad den rigtige sti.
1. Iceage ‘You’re Nothing’
Lømlernes debutalbum ‘New Brigade’ opnåede stor opmærksomhed langt ud over vor hjemlige musikalske andedam, og med den mindst lige så opruskende toer, beviste Iceage. at succesen i den grad er fortjent. På ‘You’re Nothing’ er kvartettens uimodståelige ‘fuck you’-attitude intakt, samtidig med at firkløveret tydeligvis har gennemgået en modningsproces, som tydeligst kom til udtryk i forfinelsen af melodimaterialet, samt i en større vilje til at eksperimentere, uden at det kompromitterer gruppens kværnende postpunk-maskineri. Med mesterstykket placerede Iceage sig uimponeret i førersædet for den spirende undergrundsscene centreret omkring københavnerspillestedet Mayhem og sparkede samtidig dørene ind for beslægtede navne som Vår, Lower og Lust for Youth.