Årets bedste sange: Top 25-11

De bedste tracks fra 2013 har fået os til at grine, græde og danse. Vi starter med at tælle ned fra nr. 25 til 11.

25. Tirzah ‘I’m Not Dancing’

Et par pibende, tøvende toner på blokfløjte indleder og afslutter britiske Tirzahs ’I’m Not Dancing’ – en spøgefuld detalje, der lader lytteren vide, at man er på vej ind i et forfriskende utraditionelt lydunivers. Tracket bærer præg af producer Mica Levis hjemmedyrkede æstetik med upoleret percussion, der lyder som forslået køkkengrej, en grumset, næsten didgeridoo-lignende bas og en skæv, atonal keyboardfigur. Tirzahs uprætentiøse, diskret sensuelle vokal er limen, der får det hele til at hænge sammen.

24. Baby in Vain ‘Corny #1’

Det starter med en twang’et skælven og eksploderer herefter i en krasbørstig energiudladning, hvor de to guitarer og trommerne får optimale rammer at boltre sig i. Det var ikke kun på livescenerne, Baby in Vain gjorde sig positivt bemærket i år – med ‘Corny #1’ leverede Lola, Andrea og Benedicte en stærk single, som tegner konturerne til en mere end lovende fremtid i den røvsparkende rocks tegn.

23. Beyoncé ‘Partition’

En af de bedste og mest dampende stunder fra Beyoncés nye album. Bey rapper og bassen kurrer på første halvdel af den todelte sexkapade, der også byder på en af sangerindens bedste linjer: »I sneezed on the beat / and the beat got sicker«. Halvvejs igennem rulles titlens skillevæg op og anden del begynder med Yoncé på knæ, i gang med at servicere en heldig herre, der ender med at »lave en Monica Lewinsky« på hendes kjole. Et koldt bad, tak!

22. Blood Orange ‘Chamakay’

Devonté Hynes leverede et stykke med melankolsk tropicalia på førstesinglen fra sit andet album som Blood Orange. Devs skrøbeligt rystende stemme får selskab af Chairlifts Caroline Polacheck, hvis lyse, luftige vokal sammenflettes ubesværet med Hynes’. Blød marimba og hypersmidig bas (fra David Ginyard) blander sig, og når den lummert-lækre saxofon-forsiring indtræffer, er det noget nær den perfekte afslutning. ’Cupid Deluxe’ indeed.

21. Chance the Rapper feat. Vic Mensa & Twista ‘Cocoa Butter Kisses’

For nogle vil Chance the Rappers stemme være en tillært smag. På ’Cocoa Butter Kisses’ passer den 20-årige rappers nasale og til tider næsten barnlige stemme særdeles godt til det afsavn, teksten kredser om. Over soul-orgler og et løst, jazzet beat rapper Chance om at savne barndommens orange kassettebånd med ’Rollinger’, pizza fra Chuck E. Cheese og kys fra familiens matriarker.

20. Moderat ‘Bad Kingdom’

Moderat er kongerne af samspillet mellem tung bas og poppede undertoner, og symbiosen kom allermest til sin ret på ‘Bad Kingdom’, højdepunktet fra den tyske trios ‘II’. Sascha Ring synger med mere følelse end nogensinde før, mens de skarpe beats rumler over det fornemme omkvæd og de messende linjer »This is not what you wanted«.

19. FKA Twigs ‘Water Me’

Den britiske sangerinde og sangskriver FKA Twigs skabte en ballade så æterisk og fascinerende, at dens længde næsten er kriminelt kort. Under introen truer Twigs med at slutte tracket inden det overhovedet er begyndt, da en metallisk lydeffekt langsomt går ned i tempo, som et lykkehjul på kurs mod den sorte skive, for blot at samle den vakkelvorne rytme op igen. Sangerinden skyer akrobatiske fraseringer og leverer en prunkløs vokalpræstation, der komplementerer tekstens lammende vemod.

18. Justin Timberlake ‘Tunnel Vision’

Videoen var måske et plat forsøg på en mere sofistikeret udgave af Robin Thickes ‘Blurred Lines’, men ellers var der nu mere klasse over den genopstandne popprins. Beatet er textbook Timbaland, præcis den slags, som Timberlake excellerede med tidligere i sin karriere, og over strygerne og de stemningsfyldte vokalsamples skaber hovedpersonen en vaskeægte r’n’b-sværvægter, der tikker ind på næsten syv minutter.

17. Janelle Monáe feat. Erykah Bady ‘Q.U.E.E.N.’

Janelle Monáe præsterede en funk tour de force på ’Q.U.E.E.N.’ med fjedrende slap-bas, det Prince-inspirerede keyboard og et break assisteret af Erykah Badu. Hos ildsjælen Monáe udelukker røvrystningen ikke politiske paroler, og nummeret slutter af med en opildnende rap, hvor legender som abolitionisten Harriet Tubman og soul-sangeren Marvin Gaye bliver nævnt. Solidariteten ligger endda i titlen, hvor akronymet repræsenterer mennesker, der stemples som queer, kasteløse (untouchables), emigranter, ekskommunikerede og ’negroide’.

16. Savages ‘She Will’

Anført af den intense frontkvinde Jehnny Beth stormede London-kvartetten Savages frem med en opdatering af post-punkens dyder på debutalbummet ‘Silence Yourself’. En titel, de fire kvinder ingenlunde selv efterlever, for de larmer og regerer på skønneste vis i et sortrandet univers. ‘She Will’ er et destilleret koncentrat bestående af et stramt guitarriff og piskende trommer, med Beths dramatiske vokal som mørkets fikspunkt.

15. The Knife ‘Full of Fire’

Den svenske søskendeduo anno 2013 var ikke for sarte sjæle, og Karin og Oluf Dreijer fik med ‘Shaking the Habitual’ til direkte angreb på dine sanser. På ‘Full of Fire’ med militaristisk tordnende trommer, der lægger en indevarslende bund under Karins maniske vokal, de skizofrene beats og industrielle undertoner.

14. Quadron ‘Hey Love’

Året har i høj grad stået i Quadrons favør. ‘Avalanche’ førte dem det sidste skud til tops og nu kollaborerer Coco O. og Robin Hannibal med største selvfølgelighed med celebre navne som Kendrick Lamar. Den uomtvistelige hit ‘Hey Love’ havde en betydelig aktie i den elektroniske soul-duos succes med sit driftsikre beat, groovy piano-strofer og samplede korstykker, hvorom Coco smyger sine inderlige fraseringer.

13. King Krule ‘Easy Easy’

Archy Marshall albumdebuterede i år under aliaset King Krule med ‘6 Feet Beneath the Moon’, der genremæssigt favnede bredt med et farverigt mix af blandt andet lo-fi, dark wave og grime. ‘Easy Easy’ viser formatet, hvor Marshall, blot akkompagneret af en rumklangsindsvøbt guitar, lader sin accent-ladede vokal udtrykke socialrealistiske betragtninger og således fint indskriver sig i den britiske tradition for working class anthems.

12. Pusha T ‘Numbers on the Boards’

»Et uortodokst beat der fik mig til virkelig at rappe«. Sådan forklarede Virginia-rapperen Pusha T sit valg af det Kanye West-producerede beat til ’Numbers on the Boards’. Et minimalistisk beat med metallisk percussion, et abrupt Jay-Z-sample og en snublende baslinje, der perfekt komplementerer Pushas beherskede, men sammenbidte levering. De tætvævede linjer udvider titlens basketball-tema med en reference til Michael Jordan og kommer selvfølgelig rundt om Pushas fortid som narkohandler.

11. Arctic Monkeys ‘Do I Wanna Know?’

Det var ikke kun visuelt, at de fire Sheffield lads foretog et hamskifte med rockabilly-anderumper. Musikalsk er der også nye boller på suppen på ‘AM’, hvor kvartetten erstattede det ærkebritiske udtryk med en mere sydstatsstøvet rocklyd. ‘Do I Wanna Know?’ domineres af et markant guitarriff og Alex Turner, der frustreres over at være vild med en kvinde og samtidig tvivle på hendes følelser.

Læs også: Årets bedste sange Top 10-1

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af