Årets bedste udenlandske album: Top 10-1

Det har været et fantastisk musikår med stærke comebacks og dejlige debutalbum. Her er vores bud på de bedste udgivelser fra 2013. Du kan se Top 25-11 HER.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Chance the Rapper ‘Acid Rap’

I 2012 blev Chicago berygtet for sin høje mordrate og den dystre drill-musik, der afspejlede den, men i 2013 sprællede og gnæggede en ekstremt energisk rapper ved navn Chance legesygen tilbage til byen. ‘Acid Rap’ er inspireret af Kanye Wests tidlige soullyd, men Chances utilregnelige tilgang til rapmusik er, ligesom hans skingre og skørt fascinerende stemme, meget udpræget hans egen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Haim ‘Days Are Gone’

»It felt right, but I fumbled it when it came down to the wire«, synger mellemsøster Alana på en af Haims utallige hitsingler, ‘The Wire’. Heldigvis handlede sangen på ingen måde om debutalbummet, der tværtimod formåede at leve op til det umenneskelige undertryk, der var blevet opbygget før udgivelsen. For med deres klassiske melodiske rocksangskrivning tilsat Danielles abrupte fraseringer og søstrenes stærke vokalharmonier scorede de et sikkert touchdown.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Foxygen ‘We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic’

Jonathan Rado og Sam Frances fænomenale gennembrudsalbum blev næsten overskygget af deres interne stridigheder, aflyste turné og kaotiske koncerter. Men deres psykedeliske rutsjebanetur gennem 60’erne og 70’ernes musikalske højdepunkter er en tour de force ud i blues-jams, glamrock og catchy flowerpower-pop. Pladen pakker flere uforglemmelige melodier og ideer på sine 37 minutter, end de fleste musikere er heldige at få i et helt liv.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Daft Punk ‘Random Access Memories’

For mange startede det som en bitter pille at sluge, for de stod allerede ude på dansegulvet og ventede på kongerne af fransk electrohouse. Men duoen havde ingen intentioner om blot at fortsætte festen, hvor den sluttede i 2005. I stedet diskede de op med en dybt intelligent og stort set analog lektion, der tog de mere tålmodige lyttere i hånden og trak tråde tilbage til den tidlige disco og elektroniske musik, der har banet vejen for Daft Punk og så mange andre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Drake ‘Nothing Was the Same’

At lytte til Drakes diskografi er som at følge ham gennem livet. Hvorfor det var ganske naturligt, at crooneren på toppen af sit game fandt hiphoppens pralende selvforherligelse frem sideløbende med de eminente r’n’b-bekendelser. En forfriskende dobbelthed, der resulterede i en troværdig og hele vejen igennem blændende rutsjebanetur med en kunstner fanget mellem sine følelser og et behov for at bevise sin plads på tronen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. James Blake ‘Overgrown’

Blake havde op til sit andet album fået høvl for ikke selv at have skrevet sine hidtil to største hits, ‘The Wilhelm Scream’ og ‘Limit to Your Love’. Med ‘Overgrown’ viste den indadvendte brite dog for alvor, at han er en unik sangskriver på linje med ditto producer og satte tung bas, dybfølt piano og en større rækkevidde af elektronisk nysgerrighed op mod soulen og afsavnets blåøjede kærlighedsrundgange.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Disclosure ‘Settle’

Den britiske klubmusik genopstod med fornyet slagkraft i 2013, og forrest i feltet stod to unge brødre. Guy og Howard Lawrence ærede fortidens house, bas og UK Garage, men tilsatte veldoserede gæstevokaler og en forfinet mængde popsensibilitet, så rusen ingen ende ville tage. Ekstatiske singler som ‘Latch’ og ‘White Noise’ talte deres eget tydelige sprog, og rundt om begik brødrene så et formfuldendt og house-revitaliserende festalbum af dimensioner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Arcade Fire ‘Reflektor’

Intet mindre end en total transformation. De ellers så højstemte canadiere parkerede al weltschmerz, slap tøjlerne og lod kreativiteten få frit spil på deres fjerde album. Med assistance fra producer James Murphy skabte de et frygtløst og viltert strittende monsterværk på 75 minutter, der zigzagger voldsomt fra speedet punk, T. Rex-grooves og støjrock til dansegulvsparat funk, varmblodet disco, dub og synth-sjælere. Vi er stadig helt rundt på gulvet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Vampire Weekend ‘Modern Vampires of the City’

Newyorkerne tog et kvantespring på deres tredje album, der mestendels nedtoner det hidsige tempo til fordel for en moden eftertænksomhed. Med Rostam Batmanglij som musikalsk mastermind stritter deres hypermelodiøse genreafvisende popsange dog fortsat, klædt i alt fra hidsig guitar, strygere og brusende orgel til cembalo og irske blikfløjter.

Det er ingen hemmelighed, at Ivy League-frontmanden Ezra Koenig er en belæst herre, men her er hans sindrige og referencetunge tekster (en våd drøm for fans af teksttolknings-sitet Rapgenius) – med henvisninger til hiphophistorie, biblen og alt derimellem – en uudtømmelig kilde til fornøjelse og indsigt på den ujævne vej mod de 30.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Kanye West ‘Yeezus’

Snakken går ofte på alt andet end musik, når emnet hedder Kanye West. Men i et år med rablende interviews, en Jesus-look-alike og baby North West skal man huske, at albummet er Kanyes prædikestol og musikken hans bud fra toppen af populærkulturens Sinaibjerg. På ‘Yeezus’ var den mytiske skikkelse Kanye mere konfliktramt og modsætningsfuld end nogensinde. Han var vred. Han skreg.

Selvironi, pral og sexistiske vulgariteter stod side om side med arrige budskaber om racisme og fordærvende konsumerisme, mens albummets komprimerede, ypperligt intense blanding af industrielle beats, dancehall-samples og ilter electro resulterede i meget mere end et hiphopalbum. Konceptuelt bad Kanye selv om at blive korsfæstet, men fascinationen af hans provokerende grundsyn og beundringen af hans musikalske opbrud stiger stadig for hvert gennemlyt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af