Fra King Krule til Nick Cave – vi kårer årets bedste udenlandske album og starter her med at tælle ned fra 25 til 11.
25. Jon Hopkins ‘Immunity’
Hopkins overraskede med sit skift væk fra en klaverbåren folktronica til det pulserende, beattunge drive, der gennemsyrede den bredt udfoldede techno på ‘Immunity’, hvormed han for alvor slog sit navn fast (jævnfør bl.a. også hans samarbejder med Purity Ring og Bat for Lashes). Hopkins formåede bedre end nogen anden i 2013 at forlene electronica med følelser, intimitet og sugende spændingskurver.
24. Chvrches ‘The Bones of What You Believe’
Den skotske trio havde to af årets stærkeste sange med ‘Recover’ og ‘The Mother We Share’, men de debuterede faktisk med et helt album fuld af melodistærk synthpop og cathy hooks. Særligt forsangerinden Lauren Mayberrys laserskarpe vokal hægtede sig fast i vores bevidsthed det meste af året.
23. Savages ‘Silence Yourself’
Den engelske kvartet blev på rekordtid dem, som alle talte om, og deres debutalbum indfriede forventningerne til fuld. Vores anmelder placerede dem imellem postpunk-dronningen Siouxsie Sioux og en kvindelig udgave af Nick Cave i The Birthday Party-tiden, og faktum er, at deres lige-i-fjæset stroboskoplys-rock med Jehnny Beths frådende, skingre vokal i front var ekstraordinært intens og fascinerende.
22. Pusha T ‘My Name Is My Name’
Mens Kanye og Pusha T brugte 2012 på at rappe om ecstasy, champagne og Lamborghinier på ‘Cruel Summer’, blev deres musik vred og beskidt året efter. Men hvor ‘Yeezus’ kaster sin vrede i ansigtet på lytteren, er ‘My Name Is My Name’ foruroligende på en underspillet måde. Pusha Ts vrede er så afmålt, hans stemmebrug så kontrolleret. Musikken skinner koldere og klarere end alt bling fra ‘Cruel Summer’.
21. Forest Swords ‘Engravings’
Udgivet på Tri Angle Records, som også huser oOoOO, The Haxan Cloak og Balam Acab, er engelske Matthew Barnes’ seneste udspil et mesterstykke ud i slæbende og stemningsmættet elektronisk musik. Fra afkrogene af det dystre og skrabede univers kryber små melodiske samples af fløjter og forvredne stemmer, imens raslende beats og bløde baslinjer skaber den farlige fremdrift. Lyt ikke alene i mørket.
20. Parquet Courts ‘Light Up Gold’
Det er lidt snyd at medtage ‘Light Up Gold’ fra august sidste år på listen, men vi gør det alligevel, da de færreste blev indviet før den bredere genudgivelse i år. Parquet Courts’ fængende, lakoniske og kantede punkrock skylder helt sikkert mange anerkendende nik mod Wire og Pavement, men det er år og dage siden, at serveringen har været så udsøgt. Deres visit på årets Roskilde Festival beviste tilmed, at slacker/punk-hybriden også holder live.
19. Nick Cave and the Bad Seeds ‘Push the Sky Away’
Cave valgte klogt at forlade den fræsende midtlivskriserock fra sine seneste udspil – solo såvel som med Grinderman – på et album bestående af atmosfæriske ballader, hvor han gør fremragende brug af multiinstrumentalisten Warren Ellis’ talenter som sonisk skulptør. Ellis’ loops, keyboards og violiner giver albummet en sitrende, hjemsøgt karakter, der afspejles fornemt i lyrikkens ildevarslende uhåndgribelighed.
18. Jenny Wilson ‘Demand the Impossible!’
Med sit mest vitale og på mange måder brutale udspil til dato formåede svenskeren igen at lave et vedkommende og nødvendigt album ud af sine egne erfaringer. Denne gang var det hendes dobbelte kamp mod kræft, der blev omdannet til et pulserende storbykaos fyldt med reallyde og noget af det mest elektroniske musik, hun har signeret – til tider grænsende til medrivende rave-stemning.
17. Beyoncé ’Beyoncé’
Queen B viste sit format, da hun uden forvarsel tog hele musikverdenen på sengen med sit femte soloalbum – hendes bedste til dato. Det spænder over alt fra flødeskumslet disco og trap-beats til doo-wop, mørke synth-baskere og de der helt store Beyoncé-omkvæd. Samtidig præsenterer det en kunstner, der aktivt dyrker og synger om sin seksualitet, imens hun anslår feministiske temaer og sætter en fed streg under det faktum, at det er Mrs. Carter, der har bukserne på i husstanden.
16. Lorde ‘Pure Heroine’
God pop behøver ikke være sexet, lyserød eller kontroversiel for at have gennemslagskraft. Lorde var blot 16 år gammel, da hendes debutalbum udkom, men hendes kække tekster om ungdommens trivialiteter var alt andet end teenage-naive. Den minimale genialitet i ‘Royals’ er et kapitel for sig selv, men hele albummet sprudler af potente melodier og ulækkert catchy omkvæd.
15. Moderat ‘II’
Få blander popforståelse med nørdet electronica og baskærlighed som Modeselektor. Tilsæt Apparats sørgmodige falset og detaljerigdom, og du har trioens signaturlyd, der på den stærke synthbas-drevne førstesingle ‘Bad Kingdom’ lægger sig i forlængelse af debutalbummet. Resten af toeren er knap så pågående, men erstatter de oplagte virkemidler med fordybende detaljer og skaber flere lag i tyskernes fælles fortælling.
14. Janelle Monáe ‘The Electric Lady’
Den lille sprælske amerikaner fik i år slået fast, at det langt fra var et engangsknald, da hendes funk-soul-festbombe sprang på debutalbummet i 2010. Opfølgeren præsenterede stadig Janelle i fuld firspring, så selv Prince kunne blive forpustet, men vi fik også en mere rolig version af hendes neosoul. For selv om hun holder os på afstand i sin futuristiske sci-fi-musical, så fik vi hende i ren kinddans med Miguel på den guitarriff-flirtende ‘Primetime’.
13. King Krule ‘6 Feet Beneath the Moon’
Det rødhårede vidunderbarn udgav debutalbummet på sin 19-års fødselsdag, mere end to år efter sit internetgennembrug med singlen ‘Out Getting Ribs’. Archy Marshall sætter sit eget tempo og virker allerede erfaren i sit rå univers med jazzet-dubbet stemning, spartanske trommemaskiner og en rumklangsklokke over guitaren og den sprukne, dybe stemme. Det er skitsefortællinger fra en trøstesløs engelsk hverdag, der langsomt bryder op igennem betonen og folder sine blomsterblade ud.
12. Darkside ‘Psychic’
Det har været en musikalsk befrielse for det elektroniske wunderkind Nicolas Jaar at møde Dave Harrington. For sammen med guitaristen tager den amerikansk/chilenske producer flere musikalske chancer på deres fælles debutalbum. Selv om Jaars mørke house er til stede, tilføjer guitaren både detaljer og energi, så det til tider tangerer et funky groove i al sin underspillethed. Og ‘Paper Trails’s croon udviser en musikalsk humor, der havde været utænkelig fra Jaar for få år siden.
11. Earl Sweatshirt ‘Doris’
Den unge Odd Future-rapper udtalte allerede tidligt, at hans nye album ville skuffe alle dem, der kun ville høre om voldtægter, stoffer, og hvad han ellers rappede om på debuten ‘Earl’. Men at ‘Doris’ ville blive så mørkt, komplekst og ambitiøst var alligevel et chok. Det var dels lyden af et menneske, der forsøgte at finde sig selv, dels lyden af en rapper, der selvsikkert fandt sin lyd.
Se årets bedste album top 10-1 HER.