Destroyer ‘Five Spanish Songs’
Oven på ’Kaputt’, hans synthpop-møder-californisk-softrock-og-jazzet-lounge-mesterværk (!), tager ordekvilibristen Dan Bejar sig endnu et venstresving på en ep, der dulmer den forventningsglæde, man har efter en fuldblodsopfølger til det to år gamle album.
Bejar præsenterer her – som den lakoniske titel påpeger – fem spansksprogede sange. Disse er oprindeligt skrevet af den spanske sangskriver Antonio Luque, men omsat til Bejars polerede og genrebøjende musikalske udtryk, der byder på både bossanova-strøet pop, light funk og sprøde akustiske ballader.
Læs anmeldelse: Destroyer ‘Kaputt’
Den lettere glam-inficerede single ’El Rito’ med et iørefaldende guitarriff, der minder ganske meget om både lyden og melodien på Pulps britpopbasker ’Disco 2000’, er umiddelbart medrivende, men ved gentagne aflytninger falder man mere for to underspillede (og latinoklingende) bidrag, nemlig ’Bye Bye’ og ’Del Monton’, sidstnævnte en lettere bizar kærlighedssang, der namedropper blandt andre Franz Kafka.
Selv om han ikke selv har forfattet sangene, er ’Five Spanish Songs’ umiskendelig Dan Bejar. Sangene smelter naturligt sammen med fortolkerens eget udtryk, hvor det indtagende og behagelige møder det skæve og krøllede.
Som ep har dette miniværk en indbygget begrænsning, i og med ideen ikke forfølges over et helt album. Som sådan er der tale om en lækker lille parentes, som enhver fan vil nyde at gå i lag med, fordi Bejars træfsikre musikalitet og charmerende personlighed skinner tydeligt igennem.
Nogle gange kan et uforpligtende frikvarter være velkomment, selv om det lige knap har karakter af obligatorisk pensum for Bejar-aficionados.