På overlegen vis ledsages Beyoncés nye visuelle album af hele 17 forskellige musikvideoer – alle med forskellige tematikker og udtryk, hvor sangerinden ofte udforsker nye sider af sig selv. For at se videoerne i fuld længde skal man selv købe albummet, men Beyoncé har lagt smagsprøver på 30 sekunder fra hver video op til fri afbenyttelse. Her går vores skribent Lasse Posborg Michelsen alle 17 videoerne igennem og giver undervejs sit bud på, hvad den visuelle del af ‘Beyoncé’ siger om kunstneren bag.
1. ’Pretty Hurts’
Åbningsnummeret på ’Beyoncé, hvor sangerinden geniscenesætter sin barndoms skønhedskonkurrencer i et ubehageligt lys, der kaster dystre skygger over forældrenes ansvar. Tidligere på året så man dette billede af hende som barn omgivet af skønhedspokaler. Dem smadrer hun bogstaveligt talt i denne video, der i øvrigt slutter af med et dokumentarisk klip, hvor hun som barn efter endnu en sejr lydigt takker dommerne og sine forældre. Beyoncé er vist grundigt færdig med at være lutter taknemlighed…
2. ’Ghost’
»What goes up, ghost around«, hedder det sigende i efterfølgeren til barndommens tilbageblik. I ’Ghost’ træder vi ind i et abstrakt rum af bekymring og mistro, hvor Beyoncé rapper en af sine til dato mest ambitiøse tekster om kedsomhed og mistillid til arbejdets – og industriens – meningsfuldhed. Rapper? Ja, du hørte rigtigt, det er noget nyt, og det gør hun ganske fint.
3. ’Haunted’
’Beyoncé’ er et album, der handler om sammenvævningen af det autobiografiske liv og det indre begær. På ’Haunted’ er der igen spøgelser på færde, denne gang i et hus fyldt med modsætningsfyldte lyster, der hjemsøger den hyperkontrollerede kvinde i jakkesæt. Her er både begæret efter kønnets frigørelse, efter livet i den hvide kernedukkefamilie og efter den sorte, nøgne hud, selvpåført med glimtende maling. Race og køn er, hvis du ikke skulle have bemærket det, fremtrædende temaer på ’Beyoncé’.
4. ’Drunk in Love’ feat. Jay Z
Igen dukker skønhedspokalen op, men denne gang præsenteret som potentielt mordvåben. Beyoncé er i sandhed næsten uhyggeligt smuk på den abstrakte kærlighedsstrand, hvor beruselsen truer med druknedøden, hvilket går igen i det knugende beat og melodien, der aldrig helt forløses eller eksploderer (som på forgængeren ’Crazy In Love’), men banker som et begærligt hjerte. Det er den her strand, der er Beyoncés ønskeø.
5. ’Blow’
Vi forlader ønskeøen og dumper ned i 80’er-stemninger fyldt med liderlige ideer og farverigt skinnende overflader. Bassen er old-shool funky (i forlængelse af tendenserne på ’4’) og Beyoncé viser en Mariah Carey-luftig kælenhed i vokalen. Referencerne til Mariah er heller ikke svære at se i videoens æstetiske univers, hvor skødesløshed og løssluppenhed går hånd i hånd.
6. ’No Angel’
’Beyoncé’ er et selvbiografisk album. Her får vi den dokumentariske portrætvideo, hvor man inviteres med til hendes hjemstavn i Houston, Texas. Der er ikke tale om en anstrengt fremstilling af, hvor lokal Beyoncé er trods hendes kendthed, men om en invitation til at se med, når subkulturer præsenteres. For eksempel musikscenen med en række MC’s fra egnen eller portrættet af strippere på vej til arbejde.
7. ’Yoncé’
Gadebilledet minder om ’Crazy In Love’, men der står ingen mand for enden af vejen. I stedet poserer Beyoncé med en gruppe sorte supermodeller (Jourdan Dunn, Chanel Iman og Joan Smalls), der snapper med deres grills og ser hinandens tiltrækningskraft an. Rappen leveres heller ikke af en mand, men af Beyoncé selv, der lyder umiskendeligt som M.I.A., hvilket er en god ting. Og så har sangen en af pladens stærkeste hooks.
8. ’Partition’
Beyoncé har altid sunget om sex, men aldrig så eksplicit som på dette album, der er en decideret fejring af kvindens egen lyst til at være sexobjekt – når hun selv vil, forstås. Beyoncé træder ikke bare op på scenen som leopard-stripper, men fordobler sig selv til lyden af en sydende synthesizer. Jay Z får lov at se på, men der ingen tvivl om, hvem der er i kontrol.
9. ’Jealous’
På ’4’ blev vi introduceret til Beys syn på ægteskabet, dets glæder og nedture. Beyoncé har altid været glad for de små fortællinger i sine videoer, og parforholdets historier går som bekendt igen på tværs af tid og klasse. På ’Jealous’, der vækker minder om ’If I Were a Boy’, ser man storbyen og rigdommen som ramme for en følelse, de fleste kender.
10. ’Rocket’
Helt nede i tempo udfolder sanselige dagdrømme sig om sex og hverdag på ’Rocket’. Det er den blødsødne side af Bey, der læner sig mod din skulder. Som i alle videoerne på ’Beyoncé’ er omgivelsernes objekter og personer noget, der enten udvider, begrænser eller smelter sammen med Beyoncés egen krop og bevægelse. Nyd det!
11. ’Mine’ feat. Drake
En af de visuelt mest imponerende og artsy videoer med dens rene linjer og skarpe klipning. Sangen er hverken banger eller ballade, men et sted midt i mellem, hvilket efterhånden er blevet en af Beys foretrukne tempoer. Drake optræder som dygtig hjælper, mens Beyoncé fremtoner som en anden Kleopatra.
12. ’XO’
En tilfældig dag på Coney Island i New York dukkede Queen B op blandt sit folk og viste sin kærlighed. Og folket dansede for dronningen og lo og dronningen så, at det var godt. Den traditionelle forlystelsespark i det etnisk diverse kvarter er dels en homage til New York, men viser også Beys syn på poppens rolle som en genre, der søger det universelle sug i maven.
13. ’***Flawless’ feat. Chimamanda Ngozi Adichies
Æstetikken på ’Beyoncé’ er pænt alsidig. Man får både fiktive historier, dokumentariske klip, drømmebilleder og abstrakt form for pengene. På ’***Flawless’ bringer hun os ind i et semi-punket baggårdsunivers med albummets mest aggressive sang og dans, der igen kredser om moderne feminisme. Skulle man være i tvivl om det feministiske fokus, består andet vers af et uddrag fra den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichies TEDtalk ’We Should All Be Feminists’.
14. ’Superpower’ feat. Frank Ocean
Oven på ’***Flawless’ står det klart: Hvis du ikke melder dig i kampen for fri kærlighed og krop, så er du oppe imod en supermagt. En af de bedste sange på albummet er denne duet med Frank Ocean, der selv har været en vægtig popkulturel stemme for tolerance i den seneste tid. Den aktivistiske kærlighed i videoen vækker minder om ’Run the World (Girls)’. Beyoncé er ikke en dronning, der hviler på sine laurbær.
15. ’Heaven’
Mange af sangene på ’Beyoncé’ føles mere personlige, end hvad vi hidtil har set og hørt. ’Heaven’ er igen autobiografisk og handler om det barn, Beyoncé mistede under en graviditet. Det er stærke sager. I videoen og sangen ses tilbage på livets blanding af triste og glædesfulde begivenheder, der på en mystisk måde kan komme til at stå side om side.
16. ’Blue’ feat. Blue Ivy
Den triste ’Heaven’ kommer sammen med den livsglade ’Blue’, der selvfølgelig handler om Beyoncé og Jay Z’s barn, Blue Ivy Carter. Vi er i det dokumentariske materiale igen med en hyldest til Brasilien, til børnene og til dansen. En sand triumf af en afslutning på et i sandhed sejrrigt album.
17. ’Grown Woman’
Bonusvideoen på albummet opsummerer med sit »I can do whatever I want« mange af albummets temaer. Hvad der står klart nu er, at der ikke længere blot er tale om den økonomiske frihed fra ’Independent Woman’, men om en langt mere kompliceret frihed, der er vævet sammen med fortiden, og som kræver kampgejst. Og mens åbningsnummeret ’Pretty Hurts’ sendte en spydig bemærkning til forældrene, poserer Tina Knowles her ved siden af sin datter. Hun var ingen perfekt mor, bevares, men vi kan vist alle blive enige om at være taknemmelige for, at hun gav os Beyoncé.
Læs også: Året der gik: De 10 mest omtalte tv-øjeblikke