Her er 11 fede mixtapes til gratis download

Vi har samlet det bedste hiphop fra den seneste måneds mixtape-høst. Som sædvanlig kan alle udgivelserne downloades ganske gratis.

Fabolous

Fabolous ’The Soul Tape 3’
Fabolous har haft en lang karriere. Han startede som slick-snakkende punchline-rapper (han er jo fra New York), men fik berømmelse gennem den slags r’n’b-duetter som Ja Rule populariserede. Fabolous’ ’Can’t Let You Go’ og ’Into You’ er blandt genrens klassikere. Hans lyriske side viste sig igen på det storslåede ’Breathe’ fra 2004, eller, mere nyligt, da han stjal ’Nothing On Me’ fra Lil Wayne og Juelz Santana på Waynes rekordsælgende ’Tha Carter 3’ fra 2008. Siden har Fabolous fået en uforventet renæssance blandt samtidens trap-rappere, der tit indkalder ham til gæsteoptrædener.

Men få havde forventet det her: New York-rapperen er i gang med sine bedste udgivelser, ja nogensinde, med den fantastiske ’Soul Tape’-serie, der nu når et foreløbigt klimaks. Endelig har Fabolous opnået en syntese af hård punchline-konge og kvindebedårer, og endelig rapper han over virkelig gode beats – i dette tilfælde moderniserede versioner af nogenlunde den lyd, som Kanye West og Just Blaze lavede for Jay Z i ’Blueprint’-tiden.

Download mixtapet HER.

 ClamsCasino

Clams Casino ’Instrumentals 3’
Tredje udgave af ’Instrumentals’-serien viser en producer i opbrud. En håndfuld af de her instrumentaler svæver stadig i Clams Casinos tågede signaturlyd – især ASAP Rocky-produktionerne ’LVL’ og ’Freeze’ samt DOOM-samarbejdet ’Bookfiend’.

Men samtidig er der forsøg på udbrud. De to Mac Miller-beats, ’Cold’ og ’Bird Call’, forsøger at lave hiphop-beats ud af de tropiske lyde, produceren også dyrkede på ’Rainforest’-ep’en fra 2011, mens de nye ’Haunt’ og ’Crystals’ fra ’GTA V’-soundtracket søger væk fra cloud rap-æstetikken og hen mod noget mørkere og næsten industrielt. Helt nyt og syret er ’Cry For Me’, der er en slags poplyksalig disco-version af Casinos tidligere stil. Cloud rap er altså nok fortid – men Clams Casino er ikke.

Download mixtapet HER.

 Tink

Tink ’Winter’s Diary 2’
Tink har indtil videre imponeret med attitudedreven drill-rap, som hendes lokalstatus-skabende vers og omkvæd på de nyeste lokalstjerner Lil Herb og Lil Bibbys ’Kilo’. Men hendes andet udspil i ’Winter’s Diary’-serien går, ligesom etteren, i en anden retning – nemlig mod åbenhjertet, autotune-r’n’b. Det kan lyde som ’808s & Heartbreak’, men faktisk har Chicago-rapperens nye mixtape mere tilfælles med en lidt ældre autotune-klassiker, nemlig T-Pains ’Rappa Ternt Sanga’, som Kanye nærmest har indrømmet, at han stjal sit koncept fra (kærlighedssange med »a shitload of bass«).

Ud over autotune er Tinks stilretning også inspireret af klassisk (90-) r’n’b, og hendes mixtape ignorerer stort set samtidens trap-indflydelse. Numre som ’Lullaby’ lyder som T-Pains ’Can’t Believe It’, mens ’Dirty Slang’ lyder som Tinks version af Destiny’s Childs ’Soldier’.

Download mixtapet HER.

 KingLouie

King Louie ’Drilluminati 2’
King Louie har samme rolle i Chicago, som Gucci Mane har i Atlanta. Han har været en lokal stjerne i lang tid, udgiver massevis af mixtapes og hjælper byens unge, nye stjerner med at komme frem. Louie var en skikkelse i baggrunden, da Chief Keef og Lil Durk blev store i 2012, og nu samarbejder han med den næste generation omkring Tink og Lil Bibby. Louies indflydelse blev endda honoreret af Kanye, der inviterede ham til at gæste ’Yeezus’. Uanset hvem der er hypet lige nu: King Louie var der før dem og vil nok også være der efter.

Opfølgeren til ’Drilluminati’ fra 2012 er et ærketypisk og overgennemsnitligt godt Louie-mixtape – Chicago-rapperen har et uendeligt arsenal af flows og en stemme, der er umiddelbart genkendelig. På ’Hella Bands’ sang/rapper han som Soulja Boy, på ’Tony’ taler han som Scarface, og på ’Rozay Flow pt. 2’ stjæler han Rick Ross’ flow. Men oftest er han bare – og heldigvis! – Louie.

Download mixtapet HER.

FrenchMontana

French Montana ’Coke Boys 4’
Hvad der lyder som et okay rowdy boyband er i virkeligheden French Montanas crew, og ligesom alt newyorker-rapperen er involveret i, er det alt for stort og broget til at hænge sammen. Når ’Coke Boys 4’ alligevel udmærker sig i forhold til French Montanas tidligere udgivelser, er det især på grund af to ting: Usædvanlig gode beats fra især Harry Fraud, og et par helt exceptionelt spektakulære sange fra det nyeste medlem i Coke Boys-slænget, Chicago-rapperen Lil Durk.

Harry Fraud leverer sin melodiske boom bap-signaturlyd på ’88 Coupes’, der også gæstes af New York-veteranen Jadakiss, men det er hans smølfestemme-discorap på ’God Body’ der for alvor forbløffer. Her rapper French i øvrigt ved siden af Chinx Drugz, den mest talentfulde nye rapper i Coke Boys. Udover Lil Durk selvfølgelig. Durks solonumre, ’Act Like That’ og ’Money and Power’ er episk, patosfyldt sang/rap, der reproducerer og faktisk overgår udtrykket i hans hidtil største hit, ’Dis Ain’t What U Want’.

Download mixtapet HER.

 KoolAD

Kool A.D. ’Not O.K.’
»I don’t do one-liners, i do no-liners!« Kool A.D. er stadig Kool A.D. på ’Not O.K.’. Han kan stadig ikke helt bestemme sig for, om han skal rappe over Amaze 88’s boom bap eller over elektroniske produktioner, der er så kaotiske, at de får Diplo til at virke reaktionær. Faktisk kan han ikke engang bestemme sig for, om han gider at rappe, eller om han hellere vil hviske på spansk, synge elendigt eller blot gentage det samme ord i et halvt minut.

Det er kaotisk, ja, men det er selve pointen. Kool A.D.s musik går efter at skabe en slags nutids-fornemmelse, hvor beats og stemme spontant finder på, hvad de skal lave som det næste. Nogle gange er det idiotisk nonsens, andre gange genial nonsens, og nogle gange det her: »Wrote this on the train on a iPhone / just like I was Rick Ross or somethin’«.

Download mixtapet HER.

LilBibby

Lil Bibby ’Free Crack’
Da Drake skulle forklare, at ’Nothing Was the Same’ også ville fokusere mere på hård, koncentreret rap, sagde han, at han lyttede meget til Lil Bibby for tiden. Nu et halvt år senere udkom ’Free Crack’, Bibbys første solomixtape, og man begynder at forstå, hvad Drake så i den forholdsvis ukendte Chicago-rapper.

Lil Bibby er både mere lyrisk anlagt og mere stemmemæssigt flersidig end Chicagos dominerende drill-lyd, men favoriserer stadig buldrende og ondskabsfulde beats: Stedvis kan han lyde som en dyster Chicago-version af de lyrisk begavede gangster-med-et-hjerte-rappere, som New York plejede at producere massevis af. Om Bibby virkelig er ’fremtiden’, som Drake sagde, er uvist, men ’Free Crack’ er, sammen med hans måske endnu bedre mixtape med Lil Herb, et godt argument.

Download mixtapet HER.

TroyAve

Troy Ave ’White Christmas 2’
Troy Ave er en typisk mixtape-rapper.Ssådan en newyorker, der altid vil have succes på østkystens mixtape-scene, men næppe globalt. Det kan måske lyde hårdt, men i virkeligheden er det en kompliment – for New Yorks mixtape-scene har en ærværdig tradition, der strækker sig helt fra Big L til 50 Cent. De to rappere er nok dem Troy Ave ligner mest. Han er klart mest beslægtet med den tradition Big L repræsenterer: Hård, lyrisk kompakt punchline-rap.

Men det, der alligevel kan gøre Troy Ave til mere end endnu en lokal mixtape-helt, er at han også bare kan smide et par henkastede bemærkninger og lade sit karisma gøre arbejdet – ligesom 50 Cent, rapperen der (i hvert fald sidst i karrieren) var mere interessant, når han bare snakkede, end når han rappede. Og måske er Troy Aves karriere ikke dømt til at være lokalt begrænset: ’White Christmas 2’ er før første gang hostet af Atlantas mixtape-konge DJ Drama, hvis navn på coveret er en slags overregional blåstempling i mixtape-sammenhæng.

Download mixtapet HERRetch

RetcH ’Polo Sporting Goods’
Prøv at se det cover! Og prøv at hør de beats! Og se så linjer som de her: »I’m making north with the coke and some stolen diamonds / on a pimped out ship to the Cayman Islands«. Er det ikke den mest skamløse efterligning af Ghostface Killah og Raekwons stil fra ’Cuban Linx’, ’Ironman’ og ’Supreme Cleintele’ nogensinde?

Heldigvis er de fleste enige om, at det er en yderst ærværdig stil at stjæle, især når man gør det så godt som Retch og dennes producer Thelonius Martin, der så at sige tager RZA-rollen. Faktisk er ’Polo Sporting Goods’ en af de bedre Wu Tang-udgivelser i de sidste år – også selv om Retch og Thelonius Martin ikke rent faktisk er medlemmer.

Download mixtapet HERSickoMobb

Sicko Mobb ’Super Saiyan Vol.1’
Chicago-duoen beats lyder virkelig billige, som noget der er lavet på et Fisher Price-keyboard, og deres stemmer er autotunede til heliumfrekvenser, men netop det er deres styrke – der er noget uforstilt og samtidig skamløst over Sicko Mobbs hyperpoppede, smølfeglade rap. Deres surrealistiske ørehængere lyder som om hiphop og pop holder hinanden i hånden, mens de kører bilen ud over skrænten.

I Chicago er denne duo stjernerne på den lokale ’bop’-kultur, der også inkluderer en dansestil, der tit er at se i Sicko Mobbs videoer. Indtil videre er duoen et syret lokalfænomen, men det kan snart ændre sig – i sidste måned blev Chicago-gruppen det første rapnavn på producerholdet StarGates (blandt andet Beyoncés ’Irreplacable’ og Rihanna-sangene ’What’s My Name’, ’S&M’ og ’Diamonds’) pladeselskab.

Download mixtapet HER.

VeggiesFresh

Casey Veggies & Rockie Fresh ’Fresh Veggies’
Et fælles-mixtape giver mening for Fresh og Veggies – og ikke kun fordi deres ’efternavne’ danner sådan en god mixtape-titel. Los Angeles-rapperen Casey Veggies fører en solid, men uspektakulær eksistens i miljøet omkring Odd Future. Rockie Fresh gør det samme, bare hos Rick Ross’ Maybach Music (hvor han nærmest er den eneste ikke-narkobaron-rapper). Begge har lavet spændende, alternativ hiphop, men mangler at bevise, at de kan bære et helt album.

På ’Fresh Veggies’ komplementerer de to rappere hinanden – de har naturlig kemi og skjuler desuden hinandens mangler. Ingen af de to har nemlig en overdrevet genkendelig stemme eller synderligt unikke flows, men begge har en vilje til at lave ambitiøs, nytænkende rap uden at give køb på attitude. Dét lykkes på ’Fresh Veggies’, der dermed burde være god reklame for to hidtil oversete rappere.

Download mixtapet HER.

Læs også: Guide: 10 friske producere der kommer til at dominere 2014

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af