Vi guider til 15 album, du kan glæde dig over i januar – blandt andet nyt fra Warpaint, Bruce Springsteen, Dum Dum Girls og en frisk dansk hiphop-compilation.
Stephen Malkmus and the Jicks ’Wig Out at Jagbags’ (6. januar)
Året lægger ud med Pavement-frontmandens sjette udspil sammen med kumpanerne i the Jicks. Sløret for nogle af albummets numre blev allerede løftet i december med singlerne ’Cinnamon and Lesbians’ og ’Lariat’, der legesygt og vanligt humoristisk drysser om sig med Malkmus’ skæve iagttagelser.
James Vincent McMorrow ’Post Tropical’ (13. januar)
Den irske singer/songwriter høstede rigt med anmelderroser for sit debutalbum ’Early in the Morning’ fra 2010. På opfølgeren har han dog rykket teltpælene op, og indspillet albummet på noget så eksotisk som en pecannødde-farm ved den mexikanske grænse. Om det er det, der har rykket udtrykket videre fra Bon Iver og mod James Blake, er dog uvist.
Lee Bannon ’Alternative/Endings’ (13. januar)
Sacramento-produceren har lavet lidt af hvert i sin karriere, og blandt andet slået sit navn fast som beatmager for Joey Bada$$ og hans Pro Era-crew. Når han er alene laver Lee Bannon dog mere elektronisk orienterede produktioner, der dog ikke sætter grænser for hans kreative hjerne, tværtimod.
Bruce Springsteen ’High Hopes’ (13. januar)
Bossen er tilbage! Godt nok med et lidt atypisk album, for ’High Hopes’ består af outtakes, coverversioner og genindspilninger af tidligere numre. Titelnummeret blev oprindeligt skrevet i 1995 og udgivet på ep’en ’Blood Brothers’, men har ligesom albummets resterende numre været igennem en ny omgang i studiet med producer Ron Anniello, der også stod for indspilningerne af ’Wrecking Ball’-albummet.
Diverse kunstnere ’Ordet på gaden’ (13. januar)
Det danske rap-compilation bliver genfødt med ’Ordet på gaden’, der samler op på de mange tendenser i dansk hiphop, der har udviklet sig massivt i løbet af de sidste par år. Her er både gamle og nye kræfter spredt ud over 21 numre med bidrag fra blandt andre S!vas, Abbaz, Gio, Skurken og Benjamin fra Benal.
Snowbird ’Moon’ (13. januar)
Debutalbummet fra Cocteau Twins’ Simon Raymonde og singer/songwriter Stephanie Dosen er en intim affære, hvor teksterne er skrevet i de seneste nattetimer. Alligevel har de inviteret rigeligt med gæster indenfor på soveværelsesindspilningerne, som Radioheads Philip Selway og Ed O’Brien, Midlake-medlemmerne Eric Pulido og McKenzie Smith, foruden Jonathan Wilson.
Mogwai ’Rave Tapes’ (20. januar)
De kan få både dine ører og dit hjerte til at bløde. For skotterne er kendte for enten at skrue helt op for volumenknappen eller op for deres postrockede soundscapes af ren melodisk skønhed. ’Rave Tapes’ er Mogwais ottende albumudgivelse inden de snart kan fejre deres tyveårs jubilæum.
Warpaint ’Warpaint’ (20. januar)
Med numre som ‘Billie Holiday’ og ‘Stars’ skabte Warpaint en stille revolution med deres debut-ep ‘Exquisite Corpse’. Det var faktisk helt tilbage i 2008, og nu er de amerikanske piger tilbage med deres andet album, der ud fra singlerne tyder til at blive endnu en smådyster, stemningsfuld oplevelse.
I Break Horses ’Chiaroscuro’ (20. januar)
Den stockholmske duo, der udgøres af sangerinde Maria Lindén og Fredrik Balck, har en svær forkærlighed for 80’er-klingende synths og elektroniske trommesamples. De har meget passende turneret sammen med M83 og har indtil videre sluppet singlen ’Faith’ fra deres kommende album.
L.O.C. ’Sakrilegium’ (27. januar)
Danmarks rap-konge vender tilbage i slutningen af januar, når han udsender sit ottende album ’Sakrilegium’. Albummet er skrevet, indspillet og produceret i København og Bangkok af L.O.C. i samarbejde med sit live-hold bestående af produceren Es, guitarist Daniel Davidsen og trommeslager Michel Svane, og vi har nu også fået den første forsmag i form af singlen ’Marquis’.
Dum Dum Girls ’Too True’ (27. januar)
Med sidste års ep-udgivelse ’End of Daze’ som en appetitvækker for de cool newyorker-chicks i Dum Dum Girls’ kommende album, har vi noget at glæde os til. Selv om medlemmerne kommer og går, så er forsanger Dee Dee Pennys vokal og rock-inspiration bandets sikre forankring.
Actress ’Ghettoville’ (27. januar)
Han færdes i Londons gader under det borgerlige navn Darren Cunningham, men står under sit musikalske alias Actress for en af det kommende års måske mest hypede elektroniske albumudgivelser med den tredobbelte lp-udgivelse ’Ghettoville’, der samtidig rygtes at være Actress’ musikalske afskedssalut.
Nina Persson ’Animal Heart’ (27. januar)
Siden The Cardigans’ storhedstid i 90’erne har der været relativt stille omkring Nina Persson. Hun har udgivet to album med sit band A Camp og haft enkelte samarbejder med andre musikere, men i år vender hun tilbage med sit første soloudspil i eget navn.
Michael A Grammar ’Random Vision EP’ (27. januar)
Hvis den anden ep-udgivelse fra Brighton-kvartetten Michael A Grammar følger lige i hælene på debut-ep’en ’Vitamin Easy’ kan vi se frem til mere fløjlsblød, guitardreven psychrock, der kan få solen til at skinne selv på den mest grå januardag.
Ginger Ninja ’Excess Space’ (27. januar)
Københavnske Ginger Ninja lod os smuglytte lidt til deres kommende album med nummeret ’Williamsburg’, som de slap løs i december. Albummet er produceret af Joshua, der også har skruet på knapperne for blandt andre Mew og Kashmir, og bliver første udgivelse siden debuten fra 2010.
Læs også: 10 koncerter du skal opleve i januar