Her er 20 album du skal glæde dig til i februar

Selv om februar er en kort måned, er det ingen hindring for en lang liste af spændende musikudgivelser fra blandt andre Beck, St. Vincent og Schoolboy Q. Vi anbefaler de 20 bedste udgivelser, måneden har at byde på.

Katy B ‘Little Red’ (3. februar)
Den britiske sangerindes debut, ‘On A Mission’ fra 2011, var med sine bastunge popproduktioner stærk nok til at munde ud i en Mercury Prize-nominering, og nu er Katy B klar med opfølgeren ‘Little Red’. Singleforløberen ‘5 AM’ tyder på, at sangerinden med det ildrøde hår og den r’n’b-klingende vokal vil levere endnu en omgang dansabel og gennemarbejdet baspop på det nye album, hvor hun denne gang har allieret sig med tunge navne som Jacques Green, Joker og George Fitzgerald.

 

ceo ‘Wonderland’ (3. februar)
Den excentriske popsmed Eric Berglund, tidligere halvdelen af The Tough Alliance og manden bag pladeselskabet Sincerely Yours, formåede at skabe en del mystik omkring sit soloprojekt op til udgivelsen af debutalbummet ‘White Magic’ i 2010. Den tårnhøje kvalitet i det legesyge og detaljerige lydbillede var imidlertid ikke til at tage fejl af, og udtrykket i videoen til den nye single ‘Whorehouse’ bevæger sig stadig i grænselandet mellem fest og drøm med lige dele neonfarvet bodypaint og stampende, synthbårne beats.

Broken Bells ‘After The Disco’ (3. februar)
Det er ti år siden, at James Mercer fra The Shins og Danger Mouse mødtes på Roskilde Festival og fik den brillante idé at spille sammen i Broken Bells. Alligevel er det blot den umage duos andet regulære studiealbum, der bliver sendt på gaden i starten af februar. Førstesinglen ‘Holding On For Life’ varslede med sin Bee Gees-klingende falset, at albumtitlen ‘After the Disco’ måske ikke er ren ironi. Vi venter i spænding.

 

Sun Kil Moon ‘Benji’ (3. februar)
Februar byder på nyt fra Sun Kil Moon, der i front har Red House Painters-veteranen Mark Kozelek. Det nye album bliver Sun Kil Moons sjette af slagsen, og de smagsprøver, vi indtil nu har fået på albummet, tyder på, at der bliver tale om en Korzelek-classic med det karakteristiske akustiske guitarspil og ordrige tekstunivers i centrum.

Breton ‘War Room Stories’ (3. februar
Den kreative kvartet fra London har leget i deres selvproklamerede lydlaboratorium og er nu klar med deres andet album. På debuten ‘Other People’s Problems’, såvel som på den foregående håndfuld ep’er, legede drengene med en form for kunstnerisk popmusik, der rummer alt fra hiphop-beats og tung synthrock til større klassiske kompositioner. Ambitionsniveauet er højt og genrespektret bredt, så om ikke andet bliver det interessant at høre, hvad Breton kan byde på af oplevelser denne gang. I forbindelse med udgivelsen svinger drengene desuden forbi Beta den. 25. februar.

 

Marissa Nadler ‘July’ (10. februar)
Der er noget demonstrativt over at udgive et album med titlen ‘July’ i en råkold vintermåned som februar, men det er ikke desto mindre, hvad den amerikanske singer/songwriter Marissa Nadler gør. Singleforløberen ‘Dead City Emily’ tyder på, at Nadler stadig er leveringsdygtig af personlig sangskrivning med et mørkt og romantisk udtryk. I løbet af kompositionens seks minutter bevæger Nadlers yndefulde vokal sig igennem et sfærisk lydlandskab, der indikerer, at den 30-årige sangerinde bestemt ikke har mistet sansen for dragende historiefortælling.

Cody ‘Windshield’ (10. februar)
Det danske folkkollektiv har på sine to første album demonstreret en insisterende, men veldoseret hang til storladne stemninger, og nu står Cody klar med den tredje langspiller ‘Windshield’. På singlen ‘The Medic Blues’ er strygerne stemt og Kasper Kaaes mørkrandede vokal smagfuldt rundet af det lakonisk følsomme udtryk, der synes at være blevet gruppens varemærke.

 

Temples ‘Sun Structures’ (10. februar)
Temples er et spritnyt navn fra England, der har fået flotte ord med på vejen fra selveste Noel Gallagher, og i februar ser deres debut dagens lys. Visuelt tager Temples næsten skamfuldt gennemført favntag med 1960’ernes æstetik, og selve gruppens lyd skorter heller ikke på referencer til det langhårede årti med sine psykedeliske guitarer og forsanger James Edward Bagshaws vokalarbejde.

Rumpistol ‘Away’ (10. februar)
Efter en række samarbejder med blandt andet sangeren Red Baron har Rumpistol igen vendt blikket mere indad, og den danske producer beriger os i februar således med et nyt album i eget navn. Rumpistol genoptager tilsyneladende lyden fra sine tidligere instrumentale udgivelser, samtidig med at den knitrende og melodiske electronica nu brydes af veltimede klubbede indslag.

 

Navneløs ’Værk’ (10. februar)
Bandet hedder Navneløs, ep’en hed ’Ep’ og nu kommer deres debutalbum: ’Værk’. Simpelt lyder det, men det er det langt fra. Det syv mand store orkester eksperimenterer med dels minimalisme og dels dramatik, spænder over alt fra kammerrock og klassisk til jazz, spiller både cello og messingblæsere, og samler sig smukt om Lin Rosenbecks udtryksfulde vokal, der formidler de poetiske tekster. Navneløs var et Breakin’ Sound-navn sidste år, og vi er spændte på, hvad 2014 vil byde på for det ambitiøse band.

Angel Olsen ’Burn Your Fire For No Witness’ (17. februar)
Den amerikanske sanger og sangskriver Angel Olsen har et lige så fint lydligt udtryk, som fornavnet indikerer. Et udtryk, der kan indebære alt fra ærlig sårbarhed til dramatisk tragedie. ’Burn Your Fire For No Witness’ er sangfuglens andet album og efterfølgeren til den roste debut fra 2012, ’Half Way Home’. Olsen kan i forbindelse med udgivelsen for første gang opleves på dansk jord, når hun spiller på Ideal Bar den 30. marts.

 

Tomas Barfod ‘Pulsing EP’ (17. februar)
Indtil videre har vi kåret begge smagsprøver fra Tomas Barfods kommende ep ‘Pulsing’ som Top Tracks: Det fine titelnummer med Nina Kinert og gårsdagens ‘Happy’, der har vokal fra amerikanske Eddie Chacon, som bedst er kendt for det gode, gamle, massive 90’er-hit ‘Would I Lie to You?’. Ep byder på yderligere to numre og et remix, og burde være en solid opvarmning til det hele album, der lander til maj.

Beck ’Morning Phase’ (24. februar)
Seks år skulle der gå, før vi igen kunne få fingrene i et nyt album fra Beck Hansen, men nu er det 12. album endelig på trapperne. Den amerikanske multimusiker ligger på det kommende udspil lydmæssigt i forlængelse af magiske ’Sea Change’ fra 2003, og inkluderer også en del af de kunstnere, der bidrog dertil. Førstesinglen ’Blue Moon’ er nyligt udkommet og varsler smukke, rigt orkestrerede lydlandskaber.

 

Schoolboy Q ‘Oxymoron’ (24. februar)
Black Hippy-rapperen Schoolboy Q’s major label-debut ’Oxymoron’ lander nu endelig, efter forsinkelser der blandt andet har været begrundet med manglende sample-rettigheder. Forbered dig på masser af gæster og Schoolboys rå, smågale og underholdende stil, der allerede er blevet fremvist på numre som ‘Man of the Year’, ‘Collard Greens’ og ‘Yay Yay’. Den bøllehatteglade rapper har med egne ord begået sit hidtil bedste album, hvorfor vi desuden er stolte af at kunne præsentere ham til to Soundvenue Sessions i maj.

St. Vincent ’St. Vincent’ (24. februar)
Den yndige Annie Clark alias St. Vincent har de seneste år været travlt beskæftiget med det interessante samarbejde med David Byrne, men nu er hun igen klar med nyt fra sololejren med sine overlegne guitarskills, fine vokal og humoristisk-intellignete tekster. Om det selvbetitlede album har Clark udtalt: »Jeg ville lave et festalbum, du kan spille til en begravelse«. Et foruroligende, men interessant udsagn.

 

Wild Beasts ’Present Tense’ (24. februar)
De vilde, britiske bæster er tilbage med nye kræfter, et nyt, stærkt producerhold og en fornyet selvopfattelse hos co-frontmand Tom Fleming, der er gået fra at tro, han var Nick Drake til at tro, han er J Dilla. Forandringerne har sat deres præg på de foreløbige udspil, der lægger op til stærke, elektroniske beats, udfordrende vokalharmonier og dyb melankoli på fjerdealbummet ’Present Tense’.

Neneh Cherry ’Blank Project’ (24. februar)
Det er 26 år siden Neneh Cherry brød igennem med ‘Buffalo Stance, 20 år siden hun hærgede med det velkendte r’n’b-hit ’7 Seconds’, 17 år siden hun besluttede at holde pause, og fire år siden, hendes mor døde og Neneh begyndte at skrive sange igen. Nu er svenskeren klar med sit fjerde soloalbum, der virker til at gå i lettere eksperimenterende retning. Four Tet har produceret og Robyn er med som gæst.

 

Chorus Grant ’Space’ (24. februar)
»Musikken skal ikke være en kraftanstrengelse, hvor musklerne er spændte, og halsen helt strammet op, men noget helt blidt og blødt, jeg laver, når jeg sidder og slapper af«, lyder det fra Kristian Finne Kristensen alias Chorus Grant. Førstesinglen ’O Everyone’ vidner om oprigtigheden i præcis dette udsagn med alt fra den groovy, legende baslinje til den rolige, følsomme vokal. ’Space’ er Chorus Grants andet soloalbum, opfølgende ’And the Villa Nova’ fra 2012.

The Notwist ‘Close to the Glass’ (24. februar)
Det er seks år siden, The Notwist udgav deres sidste regulære studiealbum ’The Devil, You + Me’, men nu er tyskerne er endelig tilbage med deres ottende af slagsen. Tidligere i januar fik vi en smagsprøve på albummet i form af toptracket ’Kong’, der med sin opløftende stemning og upbeat popharmonier lægger op til endnu en lovende omgang indietronica.

 

Gabriel ‘Rosensale’ (24. februar)
Mystiske Gabriel med de englesfæriske, svævende popmelodier, inderlige r’n’b-inspirationer og den danskesprogede poetiske eksistentialisme er endelig kommet ned fra de højere luftlag og lander i slutningen af februar med sit konceptuelle debutalbum ‘Rosensale’. Hos Gabriel er der bestemt højt til loftet, og danskerens ambitiøse tilgang gennemskinner i den grad helheden omkring projektet.

Læs også: Her er ugens 15 fedeste fester

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af