Erlend Øye: »Det er virkelig svært at skrive glade kærlighedssange«

Vi mødte nordmanden på Valentinsdag til en snak om kærlighedssange, hans kommende album og livet på Sicilien.

Erlend

Den lange, ranglede, rødhårede skikkelse bevæger sig kejtet gennem lobbyen på Hotel Kong Arthur. Han bestiller en kop kaffe, synger højlydt for sig selv og udforsker nysgerrigt tærteudvalget. Der er ingen tvivl om, at dette interview bliver et af de hyggeligere.

Jeg holder hans tærtetallerken, idet vi går ind i elevatoren. Et turistpar skynder sig ind, inden dørene lukker, hvilket skubber mig ind under kaffekoppen, der faretruende vipper rundt i Øyes hånd, mens jeg balancerer med tærten og tanken om, hvad der er mest passende at sige, når man står med hovedet direkte inde i sit interview-offers uldne sweater. Den uundgåelige, pinlige elevator-tavshed brydes af nordmanden, der endnu engang komplet umotiveret bryder ud i sang til turistparrets store forundring.

Da vi når penthouselejligheden, sætter vi os mageligt til rette, og Erlend Øye kigger mildt på mig bag sine tykke briller, mens jeg håber, den lune, norske nørd har mod på en snak om det mest corny tænkelige tema.

Nu er det jo Valentine’s Day, så jeg tænkte, vi kunne snakke lidt om kærlighedssange. Har du en yndlingskærlighedssang?
»Det er svært at sige. De fleste kærlighedssange er triste. Det er måske sværere og mere interessant at snakke om glade kærlighedssange, der ganske enkelt er positive symboler på hengivenhed. Men jeg kan godt lide ’Purple Rain’«, tilføjer han eftertænksomt.

»Men jeg tror, min absolutte favorit er ’50 Ways To Leave Your Lover’ af Paul Simon. Han fortæller, at han er sammen med en kvinde, og hun prøver at overbevise ham om, at han skal forlade sin elsker og blive hos hende. Til sidst forstår han, at hun har ret. Det er en virkelig sjov måde at beskrive situationen på, der egentlig er ret poetisk«. Efter at have sunket en bid tærte, vipper han med foden og synger: »and I realized she probably was right – there must be 50 ways to leave your lover«.

Er du glad for de triste kærlighedssange?
»Ja, det er virkelig svært at skrive glade kærlighedssange. Men det er helt sikkert det, jeg vil prøve at gøre i mit liv – at skrive en glad kærlighedssang, der hverken er irriterende eller corny. Det er meget svært. Og jeg bliver nødt til at sige: Jeg synes Valentine’s Day er enormt irriterende«, siger han og slår en høj, lang latter op, mens jeg ærligt må give ham ret.

»Men 70 procent af alle sange er kærlighedssange. Jeg prøver ihærdigt at lade være med at skrive kærlighedssange, men det er det letteste, der kommer til én. Jeg prøver altid at finde på andre temaer at skrive om, såsom venskab eller moralske sange om, hvordan man skal leve, eller forslag til, hvordan man skal opføre sig«.

Nu hvor du er flyttet til Sicilien, har du så opdaget nogle gode italienske kærlighedssange?
»Mange. Der er særligt en sang af Fred Bongusto, der hedder ’Una Rotonda sul Mare’. Det betyder ’en rundtur ved havet’. Bongusto synger: »Det er vores sang, der spiller, og alle danser, men du er ikke her med mig««.

Erlend Øye rømmer sig, tager en dyb indånding og gengiver de smukke linjer på klingende italiensk.

Det lyder som om, du er faldet til. Hvordan er livet på Sicilien?
»Det er en rar forandring. Jeg har tidligere boet i Berlin, og Berlin tilbyder det modsatte af, hvad Sicilien tilbyder mig. Der er meget lidt urbant liv, der er ingen koncerter eller natteliv. Men der er god mad, der er hav, og der er grønt hele året rundt – du kan lære om de ting, der gror omkring dig. Folk er meget sociale. Mange småting i hverdagen bliver meget sjove og fornøjelige, fordi folk smiler og er imødekommende, selv når du bare køber ind. Der er meget venlighed omkring dig«.

Interviewet fortsætter på næste side.

Er der flere italienske sange i vente?
»Ja, men det er virkelig svært at skrive sange på italiensk, så det har jeg brug for mere tid til. Det er også noget, jeg gør ved siden af denne plade, så det må være ret svært at følge min karriere. Men der kommer helt sikkert flere sange på italiensk, at lære sproget er nemlig en af de sjove ting ved at bo i Italien«.

Arbejder du på noget nyt nu?
»Lige nu færdiggør jeg et engelsksproget album, der er blevet optaget på Island. Jeg har været på Island fire gange i løbet af de sidste ti måneder. Der er et reggaeband fra Island, der hedder Hjálmar, som jeg stødte på under Træna Festivalen i Norge (Øye er booker for festivalen, red.). Vi lærte hinanden at kende dér, og så tog jeg til Island og indspillede«.

Er dit nye album reggae-inspireret?
»Jeg er ikke så interesseret i genrer. Jeg kan lide dem, fordi det giver dig muligheden for, som sangskriver, at synge på bestemte måder. Men efter et stykke tid er der ikke så meget mere, man kan gøre med genren, og så får man brug for en ny genre for at kunne skrive noget andet«.

Efter en eftertænksom kaffepause, vender han selv tilbage til kærlighedssangene: »Så er der selvfølgelig også Bob Marley. Alle hans politiske sange lyder som om, de er kærlighedssange, mens alle hans kærlighedssange lyder som om de på en eller anden måde er politiske. Det er ret utroligt«.

I forsøget på at følge Øyes tanker, beder jeg ham om et eksempel. Dette får endnu engang sangen op i nordmanden: »I remember when we used to sit in the government yard in Trenchtown … No, woman, no cry, no, woman, no cry« .

»Det virker som om, det er en sang om noget politisk, om menneskerettigheder. Men samtidig er det i bund og grund om en meget personlig situation. Du skriver om krig ved at fortælle om, hvordan en person mærker det omkring sig – det er smukt«.

Med kun et par sekunder tilbage af vores Valentines-date, skynder jeg mig at presse et sidste spørgsmål ind:

Hvilken kærlighedssang ville du synge på en karaoke-bar?
»Jeg har faktisk sunget karaoke tre gange. En af gangene sang jeg ’I Can’t Help Falling In Love With You’ – og det var til en pige«, tilføjer han med et glimt i øjet.

Hvordan gik det?
Øye sætter kaffekoppen på sofabordet, synger et par linjer af balladen og griner energisk: »Det gik rigtig godt!«

Hans smittende latter følger mig, da jeg går ud af hotellet – en anelse medtaget efter mit livs første intime serenadesession. Sikke en (Valentins) dag.

Læs også: Ni højdepunkter fra Erlend Øyes karriere

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af