Han er alle musikelskeres yndlingsnørd, og på lørdag giver Erlend Øye i forbindelse med Frost koncert i en nedlagt svømmehal i Dragør. I den anledning ser vi her nærmere på ni musikalske højdepunkter fra den elskværdige nordmands karriere.
1. Kings of Convenience ’Winning a Battle, Losing the War’ (2001)
Efter ophold i bands som Skog og Peachfuzz fandt Erlend Øye i 1998 sammen med Bergen-makkeren Eirik Glambek Bøe, og hvad der fulgte efter var en stille revolution med Kings of Conveniences debutalbum ’Quiet Is the New Loud’, hvis titel var statement nok i sig selv.
To smånørdede nordmænd, der med guitarer, bossanova-indskydelser og sagte vokalharmonier sang sig ind i hjerterne hos mange. Den forsigtige single ’Winning a Battle, Losing the War’ åbnede albummet og var startskuddet til alt det, fans har elsket ved duoen siden.
Bonus: Tjek også remix-albummet ‘Versus’, der hovedsageligt består at nye versioner af sangene fra ‘Quiet Is the New Loud’. Röyksopp-remixet af ‘I Don’t Know What I Can Save You From’ er bare et af højdepunkterne.
2. Röyksopp feat. Erlend Øye ‘Remind Me’
’Quiet Is the New Loud’ udkom i marts, mens Röyksopps debutalbum ’Melody A.M.’ landede i september, så hvornår den norske electronica-duo lige fandt frem til Erlend er ikke helt til at sige. Genialt var det dog, for to af albummets mest populære singler havde den rødhårede landsmand på vokal.
’Remind Me’ er umiddelbart samarbejdets peak, men Erlends melankolske vokal på den længselsfulde ’Poor Leno’ er bestemt heller ikke at kæmme sig af. Numrene har desuden formentligt været en fin indtægtskilde for nordmændene gennem tiden, da for eksempel ’Remind Me’ en fast overgang blev brugt i reklamer af det store forsikringsselskab Geico.
3. Erlend Øye ’Ain’t No Train to Stockholm’ (2002)
Da en række internationale kunstnere besluttede sig for at hylde den amerikanske country-cowboy Lee Hazlewood med et coveralbum, gav Erlend Øye sit besyv med. Albummet blev til ’Total Lee!: The Songs of Lee Hazelwood’ og indeholder bidrag fra blandt andre Tindersticks og Lambchop.
Meget nordisk valgte Øye ’No Train to Stockholm’ fra 70’er-pladen ’Cowboy in Sweden’, og indspillede nummeret i en ydmyg, akustisk version, der med hans følsomme vokal samt rolige guitar- og klaverklimpren gik rent ind og blev et fåmælt, men sikkert højdepunkt på albummet.
4. Erlend Øye ’Sudden Rush’ (2003)
Som årene gik fik Erlend øjnene mere og mere op for elektronisk musik, hvilket for alvor manifesterede sig i hans solodebutalbum ’Unrest’ fra 2003. Nordmanden var i forvejen glad for at rejse, og indspillede således albummet ti numre i ti forskellige byer og med ti forskellige producere.
’Sudden Rush’s småkække electronica er bare et af albummet højdepunkter, krediteret produceren Kompis, mens også mere garvede kræfter hjalp til. Morgan Geists ’Ghost Trains’ og Prefuse 73’s håndklapsdrevne ’Every Party Has a Winner and a Loser’ er også Erlend, når han er bedst.
5. Kings of Convenience feat. Feist ’Know-How’ (2004)
Øye og Bøe gav endnu engang lavmælt lyd fra sig, da de i 2004 udgav ’Quiet is the New Loud’s opfølger med den mindst lige så ’convenient’ antistøjende titel: ’Riot on an Empty Street’. Albummet blev mødt af positive kritikere, og de behagelige spillemænd kunne med dets udgivelse for alvor bryste sig af en status som nedbarberede popguder.
På albummet havde duoen besøg af canadiske Feist på de to numre ’Know-How’ og ’The Build-Up’, hvilket kun skærpede udlandets opmærksomhed på de fabelagtige norske nørder.
6. Erlend Øye ‘DJ-Kicks’ (2004)
Erlend Øyes indspark i mix-serien DJ-Kicks står stadig som karrierens glansstykke. Et eklektisk mix, der præsenterede mangt en indiefan for den elektroniske musiks mange vidundere. Fra The Rapture og Ricardo Villalobos til Kompakt-producere og disco-troldmænd som Alan Braxe og Fred Falke.
Og så sang han selv! Erlend praktiserede nemlig i sine dj-sets selv at synge ind over sangene, hvilket der på DJ-Kicks kom nogle helt unikke kompositioner ud af. Klarest står hans sammensmeltning af Silicone Souls ’Poor Leno’-remix og The Smiths ’There Is a Light That Never Goes Out’ acapella, samt den desværre alt for korte ’Sheltered Life / Fine Day (acapella)’.
7. The Whitest Boy Alive ‘Inflation’ (2006)
Under Øyes tid i Berlin slog han sig yderligere på den elektroniske musik, og i tysk selskab påbegyndte han et elektronisk dance-projekt i 2003, der fik det sigende navn ’The Whitest Boy Alive’ – selvironi har nordmanden nu altid haft. Som projektet udviklede sig, faldt de elektroniske elementer dog fra, og resultatet blev den håndspillede, funky indiepop, der kan høres på debutalbummet ’Dreams’ fra 2006. ‘Inflation’ er et højdepunkt, men også ‘Burning’ og ‘Fireworks’ står på toppen af skamlen.
Bonus: På ’Dreams’ finder vi desuden det groovy basdrevne nummer ’Golden Cage’, der røg lige lukt i kløerne på den franske house-dk Fred Falke, der spyttede den ud i en synthtæt remixet version – perfekt til weekenden
8. Kings of Convenience ’24-25′ (2009)
Fem år efter ‘Riot on an Empty Street’ vendte Kings of Convenience tilbage med deres trejde album ’Declaration of Dependance’. Benovelsen over den stille revolution havde lagt sig, men ingen kunne komme uden om, at Erlend og Eirik stadig havde evnen til at skabe nærvær med bare stemmer og guitar.
På ’Declaration of Dependance’ til tider via nogle endnu mere akustisk sarte kompositioner, som den harmoniindsvøbte ’24-25’, der er lige til at fortabe sig i.
9. Erlend Øye ‘La Prima Estate’ (2013)
Erlend på italiensk? Ja, den var god nok, da nordmanden i 2013 sendte sin nye single ’La Prima Estate’ på gaden med det hysterisk smittende fløjtestykke.
Øye flyttede nemlig i 2012 til Sicilien, og så vidt vides handler sangen om hans nye veninde Lucia – og selvfølgelig er sangen således skrevet på hendes modersmål og med inspiration fra italiensk musik fra 60’erne og 70’erne, som Erlend langsomt fik øjnene op for under sin tid i landet.
Nummeret skulle efter sigende stamme fra et kommende soloalbum, som Erlend altså umiddelbart giver smagsprøver fra i weekenden til koncerten i Dragør.
Læs også: Her er ugens 10 fedeste fester