Jenny Wilson – frygtløs fest
Jenny Wilson havde en smule revanche til gode, da hun tirsdag aften vendte tilbage til Danmark kun tre måneder efter den lidt ublide medfart hendes koncert på Østre Gasværk ved CPH:DOX fik i dele af den danske dagspresse.
Modsat Gasværkets kombination af filmfremvisning, amfiteater og bænket publikum fejlede rammen på et næsten fyldt Voxhall ikke noget. Her kunne Wilson (vokal og keyboard) og fire bandmedlemmer (guitar, percussion, trommer og synths) koncentrere sig om at levere en musikalsk fest med et medlevende publikum som kulisse.
Læs også: Jenny Wilson: Her er mine seks yndlingssangerinder
Fuldt til sin ret kom Wilsons nyligt fremelskede performance- og showgen, der netop fordi det ikke er så stramt tøjlet og koreograferet at det hæmmer spontaniteten eller en generel stemning af uhøjtidelighed, er både medrivende og befriende foruden kikset på en sød måde – som da mikrofonledningen satte sig fast i sangerindens kostume og guitaristen måtte hive den løs, hvorved hun efterlod en tydelig flænge i Wilsons stilrene, hvide skjorte.
Kontrasten til Wilsons fortid som mindre selv- og imagebevidst medlem af indiepop-kollektivet First Floor Power er slående. Men sidste års glimrende comebackalbum ’Demand the Impossible!’, hvor Wilsons personlige sejr over kræften spejles med agiterende samfundsprotest og socio-politiske kommentarer, har tydeligvis haft en forløsende virkning. Hendes udadvendte scenepersona indfanger denne dimension. Først og fremmest udstråler sangerinden dog et ordentligt skud livs- og spilleglæde, der virker enormt smittende.
Læs anmeldelse: Jenny Wilson ‘Demand the Impossible!’
De mere kolde, kantede og syntetiske elementer, der har fundet vej ind i Wilsons elektronisk funderede popmusik på det nye album, var overbevisende sat i scene. Da først Wilsons vokal var lydmæssigt på plads, førte hun selvsikkert an i en veltilrettelagt parade af numre fra 2013-udgivelsen.
Højdepunkterne var mange: Den fremragende ’My History’ dannede en fornem syntese mellem de percussive og elektroniske elementer og så det markante guitarinput, der aftenen igennem udgjorde den tydeligste forskel fra albumversionerne. Numre som ’The Future’ og ’Pyramids’ ramte ligeledes plet på et tidspunkt i koncerten, hvor Wilson fornemmede, at tingene gik hendes vej. Hun osede af selvtillid i de hårdest optrukne elektroniske numre, som om hendes karriererevitaliserende stilskifte giver endnu større udbytte live.
Læs også: Jenny Wilson til Roskilde Festival
Var Wilson overbevisende i sin gennemrulning af ’Demand the Impossible!’-materialet, var det lidt mere hit and miss med sangene fra bagkataloget. Vi blev præsenteret for en radikal bearbejdning af ’The Wooden Chair’, hvor tempoet var hevet helt ud af omkvædet, hvilket var mere kuriøst end egentlig vellykket. Til gengæld strålede ’Like A Fading Rainbow’ (ligeledes fra 2009s soul-inspirerede ’Hardships’) i sin nye, glinsende electropop-inkarnation.
Jenny Wilson er ikke nogen stor sanger, men når hendes stemme får plads, som den gjorde det meste af aftenen, er den et autoritativt redskab, der både kan trygle, ægge, spille roller, udskrige paroler og opfordre til fest foruden mane til eftertanke. Vi fik det hele denne aften, men mest af alt festen.