Angel Olsen – allerbedst alene
Det er en helt særlig oplevelse, når en koncert som med et trylleslag løfter sig fra det jævne til det enestående, og det, man havde længtes efter ville ske, endelig forløser sig. Det øjeblik opstod under gårsdagens koncert med Angel Olsen, da hendes band forlod scenen, og hun på egen hånd fremførte ‘White Fire’ og hele salen nærmest holdt vejret. Før det havde hendes musikere bestående af en ekstra guitarist, trommeslager og bassist leveret en habil, men også noget triviel alt-country-backing i det ellers solide sangmateriale, Olsen er leveringsdygtig i. Og som kvalificerer hende som arvtager til ældre åndsfæller som Cat Power og PJ Harvey.
Selv om guitaristen momentvis gjorde god figur med en række velfungerende soloer, blandt andet i ‘Lights Out’, fremstod bandet anonymt og tour-træt. Men aftenen handlede jo heldigvis heller ikke om dem, men derimod om den markante sangerinde fra St. Louis.
Et stort aktiv hos Angel Olsen er de direkte tekster, som ufiltreret og usentimentalt stiller hendes følelser af tvivl, sorg og fortabelse til skue. At Olsen forstår kunsten at berette om sin smerte så den aldrig virker selvmedlidende, men derimod snarere som fremlæggelse af nøgtern fakta, er det fine ved oplevelsen og bevirker, at den forplanter sig endnu stærkere: »I may as well have been forgotten / or did it simply slip your mind? / is that my heart that’s splitting open? / I guess it just fell to the side / I’m always arriving when you say farewell«, som det lyder i ‘May As Well’, der afsluttede den lille times koncert på Ideal Bar.
Læs anmeldelse: Angel Olsen ‘Burn Your Fire For No Witness’
Olsens karisma og nærvær brændte sig igennem rummet, og helt i tråd med sangenes udleverende natur havde hun konstant blikket rettet ud i salen, frem for at fremføre sine tyste sange bag lukkede øjne. Det etablerede en samhørighed med publikum, som da heller ikke gik upåvirket hen.
Et kig udover den andægtigt lyttende forsamling afslørede indtil flere, som måtte tørre sig under øjnene, da det indtagende mol-fingerspil i ‘White Fire’ var klinget ud. Aftenens soleklare højdepunkt og en evident demonstration af Olsens ypperlige talent som komponist og vokalist med en stemme i total kontrol, vekslende mellem det hviskende, skælvende og kraftfulde, og som til fulde forstærkede sangenes melankolske tematik.
Desværre var det bare først da rampelyset var overladt til hende alene, at vi for alvor kom ind under huden på Angel Olsen og blev draget ind i den intimsfære, som fuldt fortjent har gjort hende til en af tidens mest roste og vedkommende artister.