Cody: »Jeg kan godt blive misundelig på bands som The Eclectic Moniker, der har mange unge fans«

Læs stort interview med det danske folkband, det netop har afsluttet deres Danmarksturné.

CodyDet skorter ikke på rockplader, der handler om livet i overhalingsbanen. Det er derimod sjældnere, at vi hører musikere lufte deres overvejelser om det at nærme sig de 30, om voksenverdenens forpligtelser og den smertefulde afsked med de ubekymrede ungdomsår.

Men Codys tredje album er netop vokset ud af det sære limbo mellem ungdom og voksenliv. Et barselsbegrundet mandefald har nemlig midlertidigt skåret bandet ned til to personer. Da vi sidst hørte fra dem med ‘Fractures’ i 2012, var der ikke færre end syv medlemmer ind over. På det nye album, ‘Windshield’, er det Kaspar Kaae på 30 og David Fjelstrup på 28, der har lavet det meste af musikken.

»Vi samlede det for nogle år siden, og nu har vi spredt det igen«, siger forsanger og sangskriver Kaspar om det musikkollektiv, han i skiftende konstellationer har været primus motor for de seneste fem år. Rollen som bandets ankermand ændrede sig dog en hel del, da bandmedlemmerne stiftede familier, og der pludselig kom andet end musik på dagsordenen.

»Shit, mand. Man føler sig virkelig lille som menneske, når folk omkring én får børn. Pludselig virker alting mindre vigtigt«, siger Kaspar.

Læs også: Kaspar Kaae fra Cody: Mine 10 yndlingsnumre lige nu

Det er en af de der natsorte decembereftermiddage, hvor man undrer sig over, at solen overhovedet gider gøre sig den ulejlighed at dukke op, når den alligevel går så hurtigt igen. Vi sidder på Nørrebrobaren Musiksmag, hvor de to musikere har foreslået at mødes. Spacemen 3 over højttalerne konkurrerer i lydstyrke med de to tænksomme stemmer.

Som Kaspar og David forklarer, blev ‘Windshield’ deres lille projekt, da resten af bandet gik op i kolik og bleskift. Og som David udtrykker det, er bandet mere en uvorn teenageunge end deres fælles baby. De to bandkammerater besluttede at køre Cody-toget videre, og så kunne folk ellers hoppe af og på undervejs, når de var tilbage fra barsel. Men den nye usikre situation åbnede også nye døre. Det tætte sangskrivningssamarbejde blev et musikalsk vendepunkt.

»Demoerne blev mere rå, fordi vi selv var nødt til at spille de instrumenter – trommer, bas og klaver – som vi ikke normalt spiller. Det gav en helt anden lyd, som vi blev ved med at forfølge, da vi indspillede pladen«, fortæller David om processen.

Kaspar fortsætter: »David og jeg begyndte at mødes i foråret – borgerlige arbejdstider, 8-16, mandag og onsdag. Dér skete der noget for os rent musikalsk. Vi kom nogle andre steder hen, end vi plejede, og det har været godt for os«.

Læs mere på side 2 – bl.a. om at have mange fans i forældresegmentet.

Cody2

Det er ingen hemmelighed, at især det lidt ældre publikum har været tiltalt af Codys fortolkning af amerikansk alternativ folk, der især prægede debutalbummet ‘Songs’ fra 2009.

»Jeg kan godt blive misundelig på bands som The Eclectic Moniker, der har mange unge fans. Når vi spiller, skuer jeg ud over skaldede isser og folk på 40, der står og snaver«, siger David.

‘Windshield’ er dog et tydeligt bevis på den udvikling, bandet har gennemgået, siden de med debuten blev rost som unge danske eksponenter for den bølge af alternativ folk, der har fyldt rigtig meget i rockmusikken de seneste ti år. En stil, som mange musikfans i forældresegmentet åbenbart har kunnet genkende sig selv i. Og Cody føler i dag heller ikke noget videre slægtskab med genren, som blandt andre Midlake og Fleet Foxes har været eksponenter for.

»Alternativ folk i en nordeuropæisk kontekst kan i dag godt virke barnlig. Hele æstetikken omkring det med selvrensende hår og skovmandskjorte – det synes jeg er enormt barnligt«, siger Kaspar, hvis korte fuldskæg dog heller ikke kvalificerer ham til skovhuggerkategorien.

Nyfortolkere af den danske spillemandstradition som Dreamer’s Circus og Mads Beldring har til gengæld påvirket ‘Windshield’, hvis nøgterne fortællestemme har et skær af nordisk tungsind over sig. Som Kaspar forklarer, forsøger sangene at beskue verden med et barnligt blik, men fortalt med en voksen stemme. En musikalsk og lyrisk formidling af kontrasten mellem det unge og det voksne, der også har fyldt rigtig meget i deres eget liv den seneste tid.

Der er de naive teenageøjne i ‘The Medic Blues’, hvor livet er en dans på roser uden de store konsekvenser. Og der er det modne retrospektive blik i den tangentbårne ballade ‘Arms Around’, hvor Kaspars dybe stemme synger: »Rested my head against your skin / Thought of when we were all in our teens / I’m covered in soft decay«. Men lidt paradoksalt er det først blevet muligt at gå mere umiddelbart og naivt til værks, efterhånden som modenheden har sneget sig ind.

»Egentlig har vi gjort det meget omvendt. På den første plade handlede det om at iagttage, hvad alle de voksne gør, og så prøve at efterligne det. Nu har vi arbejdet os bagud og bruger guitarsoloer og mærkelige effekter, som Tom Petty aldrig ville røre ved«, siger David med henvisning til den amerikanske musiker, der for mange er indbegrebet af dad rock.

»Ja, vores fremgangsmåde er blevet mere barnlig og legende«, istemmer Kaspar og fortsætter: »På de tidligere plader er vi gået målrettet efter et helt bestemt udtryk. Og når man søger så bevidst efter noget, så er man nok i virkeligheden slet ikke klar til det. Det har nok været en slags kontrast til vores virkelighed, hvor folk er begyndt at få børn. David og mig havde jo tid til at mødes og lege. Vi behøvede ikke sige nej til nogen af ideerne«.

Interviewet fortsætter på næste side.

Alt i alt er ‘Windshields’ en plade, som reflekterer over livet som ung mand i slutningen af 20’erne. Den svære balancegang i en kultur, som på den ene side dyrker ungdommen som det eneste saliggørende, men som på den anden side tidligt stiller krav om ansvarlig voksenadfærd.

»Mit sidste år i 20’erne var virkelig mentalt udfordrende«, fortæller Kaspar. »Det var hårdt, at folk omkring mig fik børn, mens jeg stadig havde et mellemværende med RUC. Det var, som om der åbnede sig et gab. Så jeg har virkelig reflekteret over, hvem fanden jeg er«.

David fortsætter: »Der bliver leflet helt vanvittigt meget for ungdommen i dag. Ungdommen fylder jo nærmest det hele, og det tror jeg gør noget ved én, når man ikke længere er en del af den. Man er vant til at være i fokus og pludselig ligger det hele bag én. At nærme sig de 30 er næsten som at være teenager igen: Folks forventninger ændrer sig, og man skal ud og finde andre ting at måle sig imod«.

Men et band, der må omstrukturere på grund af babyer og voksenlivets forpligtelser, er det ikke ret urocket?
»Jeg tror egentlig, det her band altid har været meget urocket set udefra, men meget rock indadtil«, funderer Kaspar. »Vi har udlevet alle rockklicheerne. Der har nok været nogle promotere rundt omkring i landet, der fik sig et chok, fordi de troede, de ville få et rigtig stille band i ternede skjorter«.

Men det er I færdige med nu?
De ler begge. »Ja, det var, da vi var unge«, siger David.

Interviewet blev første gang bragt i Soundvenue #82.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af