Her er Outkasts 15 vigtigste sange

Hiphop-originalernes fortid bugner af hits og skæve perler, der til sommer skal opleves på Roskilde Festival. Få et lynkursus i genforenede Outkasts spækkede bagkatalog.

1. ’Player’s Ball’ (1993)

Outkasts første album, ’Southernplayalisticadillacmuzik’ fra 1994, var en udflugt til et Atlanta fyldt med »players from far and wide / wearing afros and braids, kicking them gangsta rides«, som det hedder i omkvædet på ’Player’s Ball’, duoens første større hit. Nummeret handler om, at hver dag kan være et ’players ball’, hvilket er en slags pimp-begivenhed, hvor de mest ekstravagant klædte playas udstiller deres overlegenhed.

Mange vil nok primært kende den givne kultur fra Snoop Doggs excentriske stil, og faktisk havde Outkasts første album en del tilfælles med g-funken, vestkystens dominerende stilretning, som Snoop også tilhørte i start-90’erne. Outkast lånte, ligesom g-funk, mange elementer fra soul og funk for at skabe en spraglet og løssluppen lyd, og faktisk namedropper André 3000 legenden George Clintons P-Funk på netop ’Player’s Ball’.

Den unikke stil alene gør det fascinerende at lytte til Atlanta-duoens debut – her var de endnu funkede teenagere, der bare ville køre rundt i cadillacs og pifte efter piger.

2. ’Ain’t No Thang’ (1994)

’Ain’t No Thang’ er Outkast, når de er hårdest, og modsætningen til den glade, idealistiske ’Player’s Ball’. Det starter med, at Andre snerrer »A nigga ready from the get go! You hear my shit go!«, mens han laver ’blow, blow’-pistollyde i baggrunden. Og Big Boi er ikke mindre aggressiv: »I’ma kick you in your ass and your nigga getting pistol whipped«.

Det er meget atypisk Outkast, må man sige, i hvert fald hvis man primært kender duoen fra de glade ’Ms. Jackson’ og ’Hey Ya’-dage, der dog også ligger lidt ude i fremtiden i forhold til her. Udtrykket minder en del om den asfalthårde New York-rap, der dominerede østkysten i midt-90’erne, hvilket viser hvordan Outkast stadig var under indflydelse af samtidens tendenser på debuten. ’Player’s Ball’ var for eksempel et nik til vestkystens g-funk, mens ’Ain’t No Thang’ sagtens kunne være lavet af en New York-rapper.

3. ’Two Dope Boyz (In a Cadillac)’ (1996)

Åbningsnummeret på ’ATLiens’, Outkasts andet album, lyder som en reaktion på al den modvilje og ringeagtelse som hiphop fra sydstaterne – Outkast er jo fra Atlanta – var udsat for fra de etablerede hiphop-byer Los Angeles og New York. Duoens attitude var kold og klar, som nummerets legendariske omkvæd udtrykker: »In the middle we stay calm / we just drop bombs«.

Den kølige og minimale lyd fra ’Two Dope Boyz (In A Cadillac)’ kendetegnede hele ’ATLiens’, der på trods af titlen er Outkasts mest jordnære og afdæmpede album – her er debutens funk-indslag og ekstravagante playa-udsvævelser forsvundet til fordel for noget mørkere og alvorligt. Faktisk er der noget decideret Wu Tang-klanisk over tracket, især i den måde det tågede stemmesample og det skæve klaversample ligger ovenpå den mavepustende tromme. Det lyder som en salgs proto-’Triumph’.

Outkasts første og tredje album startede i øvrigt også med lignende, hårde intronumre – især ’Return of the ’G” fra ’Aquemini’ er blandt Outkasts hårdeste numre. Det synes Danny Brown vist også: Hans album ’Old’ fra sidste år begyndte med et remix af ’Aquemini’-åbneren.

4. ’Jazzy Belle’ (1996)

Umiddelbart virker Big Boi som en hedonistisk funk-pimp og André 3000 som en usædvanligt smooth dandy, men de to Atlanta-rapperes forhold til kvinder er faktisk gennemgående problematisk. På albumdebuten var de oftest bare ’hos’, hittet ’Ms. Jackson’ handler om skilsmissebesvær og det sene André-hit ’Roses’ fortalte historien om »Caroline, see she’s the reason for the word ’bitch’«.

Duoens sange rummer faktisk svig og tillidsproblemer nok til at fylde de næste par Drake-plader, hvilket ’Jazzy Belle’ viser eksemplarisk. Sangen lyder ved første lyt som en særdeles lummer version af rapper-som-førsteelsker-temaet. Især omkvædet, der bare består af et nynnende stemmesample, er hypnotiserende.

Men sangen der starter med Andrés forsikring om »Oh yes, I love her«, afsporer hurtigt og ender med at handle om svig og bedrag. Også dette nummer har sine nutidige fans: Lil Waynes remix, med den noget prosaiske titel ’Pussy Money Weed’, er et af New Orleans-rapperens bedste numre fra hans gyldne mixtape-tid omkring 2007.

5. ’Elevators (Me & You)’ (1996)

Outkasts debut var et ekstremt lovende førsteudspil, men det er først på ’ATLiens’, at duoen bevæger sig hen i en lyd, der umiskendeligt er deres egen. Og intet nummer på ’ATLiens’ inkarnerer dén lyd mere end ’Elevators (Me & You)’.

Duoen rapper her stadig om at smække Cadillac-døre, men der er samtidig noget nyt og anderledes ved nummeret – det afdæmpede beat runger ildevarslende og et ’huh’-adlib hvisker i baggrunden. Det er detaljer, men netop det detaljerede og dæmpede lydbillede var karakteristisk, da Outkast fandt deres lyd på ’ATLiens’. Selv om ’Elevators (Me & You)’ var Outkasts største hit indtil ’Ms. Jackson’ i 2000, er det snarere end sang der bliver hos lytteren i lang tid, end en umiddelbar ørehænger.

6. ’Rosa Parks’ (1998)

Der er andre sange, der var større hits eller var mere avantgardistiske, men det er svært at finde et nummer, der lyder mere som Outkast end ’Rosa Parks’. Alt fra Big Bois dybe og gyngende omkvæd til André, der laller ’clackalackalackalacka’ i baggrunden, til den legesyge lethed de to rapper med – ’Rosa Parks’ er lyden af to rappere, der er bedre end alle andre helt uden at prøve.

Dét indtryk forstærkes yderligere, når man hører albummet ’Aquemini’, som sangen er taget fra, i sin helhed. Her sidder ’Rosa Parks’ nemlig mellem to af duoens hårdeste numre – den langsomme, ondskabsfulde ’Return of the ’G’’ (ja, der findes rent faktisk et Outkast-nummer, der både er langsomt og ondt!) og Raekwon-samarbejdet ’Skew It on the Bar-B’ (ja, der findes et Outkast/Wu Tang-samarbejde fra 1998!).

7. ’Da Art of Storytellin’ pt. 1’ (1998)

Det første af to ’Da Art of Storytellin’’-numre på ’Aquemini’ er en opfølger til ’Jazzy Belle’, denne gang med de to piger Suzy Skrew og Sasha i hovedrollerne. Men hvor ’Jazzy Belle’ var et forholdsvis umiddelbart nummer om dynamikken mellem forførelse og bedrag, væver de to Atlanta-rappere en mere indviklet historie her.

Big Boi falder næsten i, da han ser Suzy Skrew et sted i byen, men husker i sidste sekund sin kone derhjemme, mens historien bliver anderledes tragisk, når André fortæller videre på den: »Talking bout what we gonna be when we grow up / I said what you wanna be, she said ’alive’«.

Indtil sangens sidste linje tror man, at karaktererne (øh, Suzy Skrew?) er opdigtede – indtil André slutter sangen med at afsløre Sashas fulde navn. ’Da Art of Storytellin’’ er, som titlen siger, et historiefortællingsnummer, en undergenre med traditioner. Slick Rick, der gæster nummeret på single-versionen, men af uransagelige årsager er forsvundet på album-versionen, betragtes tit som genrens mester – og Outkast kan med rette ses som ærværdige aftagere.

8. ’SpottieOttieDopaliscious’ (1998)

Hvad er det helt præcist, der foregår på ’SpottieOttieDopaliscious’? Sangen starter med, at André mumler »damn, damn, damn«, og så følger der et usædvanligt beat, der nogen gange forsvinder helt for glimtvis at vågne til live i jublende reggae-fanfarer.

Den mangeårige Outkast-samarbejdspartner Sleepy Brown starter sangen, hvorefter André og Big Boi fortæller historier lige så fragmentarisk og henkastet, som ’Da Art of Storytellin’’ var kondenseret og gennemarbejdet.

På ’Aquemini’ kan man måske i særlig høj grad se Outkasts vanvittige rækkevidde: ’SpottieOttieDopaliscious’ og albumafslutteren ’Liberation’ er formfrie eksperimenter, der tilsammen er over femten minutter lange, mens numre som ’Return of the ’G’’ og ’Da Art of Storytellin’’ er kompakte nytænkninger af eksisterende hiphop-udtryksformer.

9. ’Ms. Jackson’ (2000)

Der er ikke vanvittig meget tilbage at sige om ’Ms. Jackson’. Det er sangen, der for alvor gjorde André 3000 og Big Boi til verdensstjerner. Det er nummeret der, sammen med resten af det eklektiske ’Stankonia’-album, gjorde Outkast til dén hiphop-gruppe, som selv folk der hadede hiphop ikke kunne lade være med at elske.

Set i bakspejlet er der også noget sørgeligt ved ’Ms. Jackson’ – for er det her ikke præcis det øjeblik, hvor André bevæger sig væk fra Big Boi? Sidstnævnte føles lidt som en gæst på den mere excentriske rappers sang, og på en måde kan ’Ms. Jackson’ ses som et varsel på splittelsen, der senere skulle blive total på ’Speakerboxxx/The Love Below’.

10. ’So Fresh, So Clean’ (2000)

André løber tit med opmærksomheden, men sange som ’So Fresh, So Clean’ er svaret på alle spørgsmål om, hvad Big Boi bidrog med til gruppen. Nummeret er så vanvittig blødt, så overlegent i sin stilsikre, tilbagelænede funk, men hvorfor spilde flere ord på at beskrive ’So Fresh, So Clean’, når nummerets omkvæd siger det så præcist selv: »Ain’t nobody dope as me, I’m just so fresh, so clean / don’t you think I’m so sexy? I’m just so fresh so clean«.

Det er den slags ekstremt bløde, forføreriske numre, som Outkast har lavet lige fra starten, hvor de stadig kaldte sig ’playas’, og som siden har præget Big Bois soloalbum. André var måske hovedpersonen på ’Ms. Jackson’, men han har aldrig kunnet stjæle funk-pimp-hymner som ’So Fresh, So Clean’ fra Big Boi.

11. ’B.O.B.’ (2000)

Mange fandt nok frem til ’Stankonia’ efter at have hørt den følsomme ’Ms. Jackson’ eller den helt vildt tilbagelænede funk-genistreg ’So Fresh, So Clean’, men midtvejs igennem eksploderer albummet pludselig fuldstændig med det drum’n’bass-inspirerede ’B.O.B.’.

Omkvæddet går »Don’t pull the thang out, unless you plan to bang! / bombs over Baghdad!«, og både André og Big Boi maskingeværsspytter vanvittige vers henover det hurtige trommespor. Når sangen slutter med en mærkelig blanding af kor og scratches, føles det virkelig som om, man har overstået et bombeangreb.

’Ms. Jackson’ demonstrerede Outkasts kommercielle rækkevidde – men det var især ’B.O.B.’, der illustrerede, hvordan Outkast for alvor havde kastet alle fortøjninger og vovet sig ud mod nye lande, som ikke engang deres tidligere album havde betrådt.

12. ’The Whole World’ feat. Killer Mike (2001)

Det glade, gyngende og meget cirkus-agtige ’The Whole World’ lyder som noget Outkast kunne lave på en hvilken som helst dag. Det er ikke eksperimenterende eller mærkeligt, men tværtimod imponerende let og legende.

Nummeret er et af tre originale numre fra opsamlings-albummet ’Big Boi and André Present… Outkast’, og ’The Whole World’ passer perfekt ind på sådan en greatest hits-agtig udgivelse: Det er en sejrsrunde, der demonstrerer hvor gode Outkast er, selv når de ikke virker som om de anstrenger sig synderligt. Og så er der en solid gæsteoptræden fra Outkast-protegeen Killer Mike, der siden har skabt sig en meget interessant solokarriere, blandt andet gennem samarbejdsalbum med den avantgardistiske undergrundsproducer El-P.

13. ’The Way You Move’ (2003)

Mens André fulgte sine mest eksperimenterende tendenser til dørs på ’The Love Below’, den ene halvdel af Outkasts dobbeltalbum fra 2003, var der unægtelig noget mere konventionelt over Big Bois halvdel. André producerede hele sit album selv og havde kun få gæster – Big Boi lavede i princippet et Outkast-album uden de gakkede Andre-udfald, men med karisma og rutine.

’I Love The Way You Move’ er sådan et nummer, der både er fantastisk og sikkert – det kunne næsten have været med på et hvilket som helst  Outkast-album. Omkvædet er storslået og muntert, og Big Bois funk-pimp-stil har spor helt tilbage til debuten fra 1994. Big Boi har tit været overskygget af André, og da ’Speakerboxxx/The Love Below’ udkom, kunne det virke som om, at Outkasts geniale og excentriske del endelig var gået solo – men faktisk er Big Bois ’Speakerboxxx’ ældet virkelig godt.

14. ’Hey Ya!’ (2003)

Alle kender (og næsten alle elsker) ’Hey Ya’, nummeret der markerer nogenlunde det præcise tidspunkt, hvor André droppede at hedde Benjamin til efternavn til fordel for det adækvat excentriske 3000. Samtidig med at han droppede alle forsøg på at forankre sin musik i hiphop.

Det resulterede i et af de største hits i de sidste årtier, men det var også en afsked fra Outkast som gruppe – der var ikke rigtig plads til funk-rapperen Big Boi i Andrés Prince-inspirerede univers, hvilket blev yderligere udstillet af, at samtlige bandmedlemmer i ’Hey Ya’-videoen var kloner af André selv. Albumnavnet var for første gang ikke en sammentrækning af to ord, men to soloalbum fra de tidligere duo-halvdele. ’Speakerboxxx/The Love Below’ blev Outkasts største kommercielle succes – men da var de egentlig ikke Outkast længere.

15. ’Hollywood Divorce’ (2006)

Der er en lille håndfuld gode Outkast-numre fra tiden efter ’Speakerboxx/The Love Below’. ’International Players Anthem’ er både en opfølger til duoens førse single ’Player’s Ball’ og en genforening med sydstaternes andre store 90’er-ikoner, UGK og Three 6 Mafia, mens ’Royal Flush’ på lignende vis genforener Outkast med Wu Tang-Clans Raekwon, der allerede gæstede Outkasts andet album fra 1996. Men det er ’Hollywood Divorce’, den eneste virkelig fantastiske sang på Outkasts meget ujævne ’Ildewild’-soundtrack fra 2006, der sætter et smukt og rammende punktum for duoens historie.

Gæsterapperne Snoop Dogg og Lil Wayne peger både frem og tilbage. Snoop var en indflydelse på Outkasts debut, og Andrés indflydelse er få steder mere tydelig end hos Lil Wayne – bare hør hvordan de to rapperes flows er ens til forveksling her. Og så handler sangen jo om en skilsmisse, hvilket jo virkelig er meget passende. Men ligesom ’Ms. Jackson’ var en skilsmissesang uden bitterhed, er ’Hollywood Divorce’ en smuk afskedssang, der er sørgelig og fortrøstningsfuld på samme tid. ’Ildewild’-projektet var måske ikke en værdig afsked, men ’Hollywood Divorce’ var det i høj grad.

Læs også: Outkast og Chance the Rapper til Roskilde Festival

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af