Top Track: Karl William ‘Foruden at forgude’

Hvis de seneste par år har vist noget om r’n’b, så er det, at genren for længst har bevæget sig videre fra klubben og smægtende flødeballader. I Aarhus hedder den nye generation Hukaos, og til maj er kollektivets mest fremtrædende medlem, Karl William, klar med sin ep nummer to. Førstesinglens nattenarkotiske stemning er krediteret Hukaos-makkeren Tais, der med fjerne blæsere skaber små ryk i den synthesizertåge, der overtager dine høretelefoner som melankolsk morgendis. Og det er lovende at høre, at Karl William har flere facetter i sin vokal. Her er de tidligere nasale fraseringer lagt på hylden til fordel for en klarere og mere ligefrem stemmeføring.

Nattenarkosen ligger også som en tung tåge omkring billedsiden, der følger den inderligt syngende William i det ensomme, mørke natteliv samt på café med en pige, der viser sig at have en noget mere dyster skæbne, end man umiddelbart skulle tro om.

Læs også: Her er 20 koncerter du skal opleve i april

Den fremadstormende rødtop går en strålende tid i møde, hvor han først skal med Mø i tourbussen og dernæst rammer adskillige danske festivaler, blandt andet Roskilde, Offspring, Spot, Musik i Lejet og Öresundsfestival.

Seneste Top Track: Darkness Falls ‘Hazy’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af