Spot Festival: 10 friske navne du skal tjekke ud

Har du tjek på Spot Festivals virvar af nye navne? Vi har gravet det bedste frem fra weekendens talentprogram.

BLAUE BLUME
Hvem er de?
Disse fire langhårede gutter diskede for et års tid siden op med singlen ‘On New Years Eve’, hvorefter vi kvitterede med et overmåde velfortjent Top Track-stempel. Kvartetten er et af dette års mest lovende, danske navne og barsler netop nu med debut-ep’en ‘Beau & Lorette’, der lander den 2. juni.

Hvordan lyder de?
De blåblomstrede drenge mestrer et ambitiøst, fint detaljeret lydbillede af medrivende stemninger, storladenhed og sitrende artpop-perler, som forsanger Jonas Smiths skælvende, smukke vokal kæler for med en imponerende bred spændvidde.

Musikhuset – Lille Sal
Fredag den 2. maj kl. 22.15

GLASS
Hvem er de?
Rasmus Valldorf og Kristian Mondrup er navnene på de to trommeslagere, der udgør duoen Glass. Tidligere har de  slået på tromme for The Asteroids Galaxy Tour og Lars and the Hands of Light, inden de valgte at krydse stikker i Glass.

Hvordan lyder de?
Selv om konstellationen er besynderlig, er der masser af dansabel, syret 80’er-pop i de to trommedrenge. Tidligere på året slap de singlen ‘Screams’, der charmerende byder op til fest med sine fængende beats, rå energi og legesyge synth.

Godsbanen – Den Rå Hal
Fredag den 2. maj kl. 01.15

JAAKKO EINO KALEVI
Hvem er han?
Det vokalsolide navn afslører, at vi har at gøre med en finsk herre. Nærmere betegnet en ung sporvognsfører fra Helsinki, der slog sig på musikken, startede sit eget label og både skriver, spiller og producerer al sin musik selv. Senest har han sluppet ep’en ‘Dreamzone’ og tiltusket sig en aftale med Domino Records. 

Hvordan lyder han?
Den multi-instrumentelle finne leverer tilbagelænet, elektronisk chill-pop og gør sig i særdeleshed godt i både psykedelisk pop, funky basgange, jazzglad sax, højtravende 80’er-synth og kølige disco-vibes.

Voxhall
Lørdag den 3. maj kl. 21.00

KILL J
Hvem er de?
Den københavnske duo består af producer Lennart Rasmussen og sangerinde Julie Aagaard, der under det versalfjendske navn har sluppet de to overbevisende singler ‘Phoenix’ og ‘Bullet’ og nu stormer frem med Chess Club Records i ryggen.

Hvordan lyder de?
Julie Aagaards lyse, fine, dragende vokal står stærkt i modspillet med de dystre beats, den attitude-tunge hiphop og den dansable pop, der alt sammen mødes i et fængslende synergisk krydsfelt.

Senest har duoen delt et dugfrisk mix på Soundclud, der under titlen ‘KILL MIX FEMME’ er et klubklart virvar af Kill J’s egne toner, der flettes ind og ud af et par femi-numre med attitude fra blandt andre Angel Haze og Lizzo samt et par klassiske ‘Mean Girls’-citater. Lyt med herover »and suck up its awesomeness«.

Radar
Fredag den 2. maj kl. 00.00

LOUIS RUSTUM + TAIS
Hvem er de?
Louis Rustum og Tais udspringer begge fra det aarhusianske musikkollektiv Hukaos, hvor de sammen med Karl William dropper stærk, innovativ r’n’b og hiphop.

Hvordan lyder de?
I modsætning til deres rødtoppede homie begår Rustum og Tais sig primært på engelsk. Begge maler de store følelser på lydtapetet, der rummer gedigne hiphop-beats og catchy, blød croon, der er lavet på nogenlunde samme velsmagende fløde, som Drake og The Weeknd pisker derudaf med. 

Musikhuset – Lille Sal
Fredag den 2. maj kl. 16.30
Konig
KÖNIG
Hvem er de?
En dansksproget duo bestående af de gamle efterskolevenner Christina König og Emil Falk. Projektet har stadig kun fire sange på repertoiret, men forsikrer, at de har langt flere i sig.

Hvordan lyder de?
König sender klare nik til dansk 80’er-pop, imens Christina König formår at besynge kærlighedens trivielle, men evigt reelle hjertesmerte på både poetisk og jordnær vis. I baggrunden klinger akustisk guitar og klokkespil om kamp med tunge elektroniske beats.

Musikhuset, Filuren
Lørdag den 3. maj kl. 18.35
 

KARL WILLIAM
Hvem er han?
Det er vist gået de færrestes næse forbi, hvem Karl William er: Den aarhusianske r’n’b-poet gjorde sin entré på den danske musikscene sidste år med singlen ‘Kostumeramt’ og kollektivet Hukaos i ryggen. På mandag udsender han sin anden ep ’Døende’.

Hvordan lyder han?
Den unge rødtop er leveringsdygtig af en synthomtåget og melankolsk r’n’b-lyd, hvor nattens stimulanser spiller den altoverskyggende hovedrolle i de dansksprogede tekster. Karakteristisk er også Karl Williams nasale vokal, der dog på ’Døende’ og singlen ‘Foruden at forgude’ har fundet et klarere leje.

Musikhuset, Lille Sal
Lørdag den 3. maj kl. 22.30

QUICK QUICK OBEY
Hvem er de?
Fire ambitiøse unge mænd med en forkærlighed for 60’ernes eksperimenterende rocklyd, der sidste år fik pæn opmærksomhed for de to tracks ’Sunn’ og ’Figures’ og netop har udgivet debutalbummet ’Bulb Days’.

Hvordan lyder de?
Quick Quick Obey leger med en småpsykedelisk og storladen lyd, hvor de udsvævende synthpassager og hårde guitarsoloer toppes af med forsanger Esben Halkiers himmelstræbende og glasklare vokal.

Musikhuset, Foyer
Lørdag den 3. maj kl. 16.30

NAOMI PILGRIM
Hvem er hun?
En svensk/barbadisk souldiva, der tidligere var backingsangerinde for Lykke Li, men har høstet opmærksomhed for sin debut-ep, hvor især ’Rainmakers’ og ’No Gun’ har gjort indtryk i blogosfæren. Så sent som i går slap hun den nye single ‘House of Dreams’.

Hvordan lyder hun?
Pilgrim har lært et par tips og tricks af Lykke Lis sødmefulde vokalfraseringer, men på samme tid er hun en tand mere optimistisk, r’n’b-inspireret og badass i sit udtryk, og synger ligeså meget om penge og stoffer, som hun synger om hjertesorger.

Musikhuset, Rytmisk Sal
Lørdag den 3. maj kl. 22.45

LOWLY
Hvem er de?
Et fem mand stærkt indie-gadekryds bestående af Nanna Schannong, Soffie Viemose (Nanome), Thomas Lund (Point Blank), Steffen Lundtoft (NovemberDecember) og Kasper Staub (Islets of Dust). Sammen har de meldt deres komme med debutsinglen ‘Daydreamers’.

Hvordan lyder de?
Lowly byder på lyse, fængende vokalharmonier, der boltrer sig i et idyllisk, sommerligt lydlandskab af optimistisk synth og drømmepop.

Musikhuset – Foyer
Lørdag den 3. maj kl. 23.00

Læs også: Spot Festival must sees: Seks koncerter du ikke må misse

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af