Lykke Li ‘I Never Learn’ (5. maj)
Den svenske sangerinde er endelig klar med det sidste, imødesete kapitel af den albumtrilogi, hun i 2008 indledte med ’Youth Novels’ og dernæst i 2011 efterfulgte med ’Wounded Rhymes’. Trilogien, der kredser om det blødende hjerte og ditto kvindesind, ser ud til at få en værdig afslutning med Top Track-forløbere som ’Love Me Like I’m Not Made of Stone’, ’No Rest for the Wicked’ og ’Gunshot’.
Karl William ’Døende’ (5. maj)
Vi har hørt en anselig del til den fremadstormende rødtop, der med rødderne i det aarhusianske Hukaos-kollektiv har dunkel r’n’b og nattepoesi i blodet. Karl William er nu klar med sin debut-ep med den dramatisk-melankolske titel ’Døende’, og at dømme ud fra hans første skud er der tale om en tungt tåget, dybtfølt midnatsaffære.
tUnE-yArDs ’Nikki Nack’ (5. maj)
Det spraglede, sprudlende, skrupskøre festfyrværkeri Merrill Garbus er under det skæve alias tUnE-yArDs klar med sin tredje langspiller. Singleforløberen ’Water Fountain’ mindede på farverig vis om en afrikansk, heppekorsbesat, funky bas-legeplads, så det lader til, der er flere originale legesygheder i vente.
Ben Khan ’1992’ (5. maj)
Britiske Ben Khan er et af tidens r’n’b-talenter, du skal holde øje med. Det er endnu ikke meget, vi ved om den 21-årige sanger, men hans heftigt besøgte, stærkt lovende Soundcloud har vakt stor interesse. ’1992’ er ikke blot sangerens fødselsår, men også titlen på hans debut-ep, der kommer omkring både funky guitarer og tabu-tematikker.
The Horrors ’Luminous’ (5. maj)
Det sidste album, vi fik fra briternes gotiske postpunk-lejr, var det fremragende ’Skying’ fra 2011. Nu er uhyggen klar til at sprede sig igen, hvilket fornemt blev varslet af det syv og et halvt minut lange nummer ’I See You’.
Young Magic ’Breathing Statues’ (5. maj)
Australieren Isaac Emmanuel og indonesiske Melati Malay skabte i 2012 magi på deres debutplade, ’Melt’, der var optaget på ture rundt omkring i verden. Nu er de to globetrottere tilbage på toeren ’Breathing Statues’ med et utal af musikalske indflydelseskilder og kamæleon-agtige psych-synthede popperler.
Swans ’To Be Kind’ (12. maj)
Altid eksperimenterende og drone-glade Swans har været over tre årtier og et omfattende breakup undervejs, men nu er Michael Gira og co. klar med deres 13. langspiller. Albummet efterfølger den særdeles vellykkede ’The Seer’ fra 2012, der i sin »apokalyptiske og dystopiske helhed« ragede fem stjerner ned fra hylden af vores anmelder.
Little Dragon ‘Nabuma Rubberband’ (12. maj)
De svenske popexcentrikere er klar til at slippe deres fjerde album med den besynderlige titel ‘Nabuma Rubberband’, og kvartetten har blandt andet afsløret, at albummet drager inspiration fra Janet Jacksons slow jams. Little Dragon tager det nye album samt deres tidligere dansable synthpop-tracks med sig til Danmark over sommeren, hvor de gæster Vanguard Festival.
The Black Keys ‘Turn Blue’ (12. maj)
Vi har utålmodigt ventet på nyt fra Dan Auerbach og Patrick Carney, siden deres seneste omgang festlige, bluesede garagerock på ‘El Camino’ fra 2011. Og man må sige, d’herrer har haft flair for mystik i deres reklameren for ‘Turn Blue’, da nyheden om albummet blev sluppet af ingen ringere end Mike Tyson (!?) via en hypnotiserende ‘Twin Peaks’-agtig teaser. Singleforløberne lover groovy, renskuret rock med lidt futuristisk kant tilskrevet producer Danger Mouse.
The Roots ‘…And Then You Shoot Your Cousin’ (12. maj)
Det kunne lyde som en henkastet mafioso-ordre, men ‘… And Then You Shoot Your Cousin’ er nu engang titlen på det 11. album fra Questlove, Black Thought og resten af gutterne i The Roots. Selv om de til hverdag lægger toner til Jimmy Fallons talkshow som verdens sejeste husorkester, har de udover albummet formået at skabe luft i kalenderen til årets Vanguard Festival, hvor de sætter lidt neo-soul til den danske sommer.
Chromeo ’White Women’ (12. maj)
Makkerparret Dave 1 og P-Thugg er tilbage med flere aerobics-pumpende og 80’er-klingende dansegulvsbaskere på albummet ’White Women’, der følger op på ’Business Casual’ fra 2010. Det nye album kan passende agere opvarmning til den funky electrofest, som Chromeo blænder op for på årets Roskilde Festival.
Ice Cream Cathedral ’Sudden Anatomy’ (12. maj)
Kun et år efter debutalbummet ’The Drowsy Kingdom’ fik anmelderroser til at regne ned over Ice Cream Cathedral, er det unge danske band klar med ’Sudden Anatomy’. Og synthpoptrioen formår igen at imponere med det episke, syv minutter lange track ’The Swans’, hvor gruppens spacepop er slået mere ambitiøst op end tidligere. ’The Swans’ er tilmed blevet følget op af en tilhørende billedside, hvor bandmedlemmerne drager ud på et rumeventyr af Wes Anderson’ske dimensioner.
Coldplay ’Ghost Stories’ (19. maj)
Samtlige af verdens musikmedier reagerede med forbløffelse, da Chris Martin og co. sidst i februar slap det autotunede, afdæmpede og lige lovlig Bon Iver-klingende nye track ’Midnight’. Det er imidlertid et faktum, at Coldplay er klar til at udgive deres sjette album, og albumforsmag nummer to, ’Magic’, lyder lidt mere som klassisk Coldplay, hvor Chris Martin besynger kærlighedens luner med sin, ja, lune vokal.
Röyksopp & Robyn ’Do It Again’ (26. maj)
Nordmændene og svensken har igen teamet up for at levere fængende og dansegulvsindbydende electropop. På titelnummeret fra trioens kommende minialbum falder de elektroniske beats som en kugleregn, der er umulig at gardere sig imod, når først Robyns karakteristiske, glatte vokal sætter ind. Minialbummet udkommer lige inden, Röyksopp & Robyn begiver sig ud på en stort opslået sommerturné, der blandt andet leder dem forbi NorthSide.
Owen Pallett ’In Conflict’ (26. maj)
Selv om den canadiske multiinstrumentalist sidst udgav albummet ’Heartland’ for hele fire år siden, har han ikke ligefrem ligget på den lade side side. Owen Pallett har mange samarbejdspartnere i musikerkredse, og senest kunne du opleve hans vidtrækkende talent på lydsiden til Spike Jonze-filmen ’Her’. Nu udgiver Pallett sit fjerde album ’In Conflict’, og på singleforløberen ’The Riverbed’ præsenterer han et bombastisk rockende og rigt orkestreret lydbillede.
Sleep Party People ’Floating’ (26. maj)
Brian Batz og hans kumpaner er tilbage med mere mørklagt sovekammermusik, og meget tyder på, at danskerne denne gang lader lydbilledet stikke i endnu flere retninger end vanligt. Den første albumforsmag ’In Another World’ var klaustrofobisk og knudret i sit udtryk, imens tracket ’Floating Blood Of Mine’ fremstår mere naivt med sine lysende keyboardflader og drømmende falsetvokal.
Sharon Van Etten ’Are We There’ (26. maj)
Brooklyn-baserede Sharon Van Etten gjorde sig sidst bemærket i 2012 med albummet ’Tramp’, der med sin klassiske og folkede rocklyd ikke lagde skjul på, at The Nationals Aaron Dessner var blandt Van Ettens samarbejdspartnere. Nu er sangerinden tilbage med opfølgeren ’Are We There’, hvorfra vi indtil videre har lagt ører til tracket ’Taking Chances’.
Giana Factory ’Lemon Moon’ (30. maj)
Fire år efter debutalbummet ’Save The Youth’ er den stilsikre synthpoptrio klar med efterfølgeren ’Lemon Moon’, og Giana Factory har allerede leveret noget af en albumteaser i form af videoen til titelnummeret, hvor de dokumentariske billeder af en gruppe ferme teenageeksorcister spiller op imod trackets dunkle beats og hypnotiserende vokaler på effektiv og foruroligende vis.
Læs også: 20 koncerter du skal opleve i maj