Du har sikkert allerede set Baltimore-bandets episke Letterman-optræden, der takket være Samuel T. Herrings gummi-agtige dansemoves og vilde vokal har sikret klippet mere end én million visninger på Youtube. Vi fangede frontmanden i det Pop Revo- og Roskilde Festival-aktuelle synthpop-band til en snak om deres optræden og hvad der er i vente for deres kommende festival-gigs.
Hvor meget havde I tænkt over optrædenden hos Letterman, før det gik ned?
»Vi havde faktisk ikke planlagt noget særligt inden. Vi var bare sådan, »Let’s do it!«. Det er sådan, vi altid har optrådt, men det var en virkelig surrealistisk oplevelse. Vi havde ingen anelse om, at folk ville reagere, som de har gjort. Vi troede bare, vi ville dukke op i studiet og gøre vores ting, og det ville så være det. Men det gik åbenbart rent ind hos folk. Det er fantastisk!«
Hvordan har I selv kunne mærke den opmærksomhed, klippet har givet efterfølgende?
»Vi har helt sikkert fået et større publikum allerede. Der er jo så mange, der ser Letterman, at vi pludselig har ramt meget bredt ud. Vi har været på turné i et par uger i USA nu og vi kan helt sikkert mærke, at der er langt større interesse for vores koncerter, som alle sammen er blevet udsolgt fra den ene dag til den anden. Der kommer mange mennesker op til os og fortæller, at de ikke anede hvem vi var, før de så os hos Letterman, og nu er de store fans. Det er sejt. Vi har altid gerne ville række ud til så mange mennesker som muligt og vi er så spændte på at starte det her nye kapitel, hvor vi kan dele vores musik med et langt større publikum. Vi har spillet musik sammen så længe og lige udgivet vores fjerde album, så man kan da godt blive lidt træt af at være underdogs. Nu føles det ikke længere sådan«.
Har du altid sunget og danset på den måde?
»Det er helt sikkert noget, der har udviklet sig gennem årene. Jeg vil bare føle det. Det er vigtigt at føle sig helt nøgen og fuldstændig kaste sig ud i det, hvis man vil have, at publikum også skal føle noget. Jeg giver alt af mig selv, når jeg er på scenen, og forsøger at skubbe mig selv til det yderste. Sådan har jeg altid været. Men så har vi hver især vores sideprojekter, hvor vi kan komme ud med nogle andre ting, og jeg har helt sikkert mine forskellige moves og måder at synge på afhængig af, hvem jeg spiller med og hvilken slags sange det er (Bonusinfo: Samuel Herring har blandt andet en lille sidekarriere som rapper under navnet Hemlock Ernst, red.). Det skal passe til musikken, og Future Islands er bare det her patosfyldte univers, hvor man godt kan tillade sig at have lidt store armbevægelser«.
Foretrækker du at være på scenen fremfor i studiet?
»Jeg foretrækker helt sikkert at være på scenen. Bare at være ude blandt folk og spille og skabe en eller anden forbindelse, det er virkelig dér, jeg føler mig bedst tilpas og musikken virkelig kommer til sin ret. Vi bruger faktisk langt mere tid på at turnere end at indspille og skrive musik, for det er bare sjovere. Når du skriver ved du ikke rigtig, hvordan folk vil reagere på dine sange, men når du så står foran publikum og kan se deres reaktion, er det det, det hele handler om for mig. Især når man spiller i et nyt sted og folk har præcis samme reaktion og indlevelse, som hvis vi spillede hjemme i Baltimore, hvor vi har de her crazy fans, der kan alle sangene«.
Er der mere udfordrende at spille på de store scener fremfor de mindre?
»Faktisk synes jeg, at de små shows kan være svære, fordi man virkelig er nødt til fange publikum på en mere intens måde, end på de store scener. Men vi elsker alle slags udfordringer. Vi er vildt spændte på at skulle på Coachella og de her andre store festivaler for første gang, og jeg har det lidt sådan, at hvis jeg har evnen til at lave et godt show for et lille publikum, burde det vel ikke være noget problem at overføre det til en stor scene. Den eneste forskel bliver, at en større scene betyder, at jeg har meget mere plads at styrte rundt og blive forpustet på!«