Så er Vanguard klar med de første otte navne til årets program, og igen byder festivalen i Søndermarken på en stærk hiphop-profil krydret med kunstnere fra rocken og poppens verden.
Først og fremmest drejer det sig om The Roots, der til daglig slår deres folder som husorkester i Jimmy Fallons talkshow, men netop i dag har løftet sløret for det kommende album ‘…And Then You Shoot Your Cousin’.
Dagens andre hiphop-relaterede navne tæller 90’er-legenderne The Pharcyde, Method Man & Redman og funk-troldmanden Dâm-Funk.
Læs også: Se The Roots’ 13 bedste øjeblikke hos Fallon
Herudover kan man se frem til det sprælske, svenske poporkester Little Dragon, Pete Doherty i front for Babyshambles, hjemlige Choir of Young Believers og til sidst Detroit-punkerne Death, der efter 40 års hvile er vendt tilbage i lyset af den nylige dokumentar ‘A Band Called Death’. Lad os kalde dem for dette års Rodriguez på den front.
Læs også: Se billeder fra Vanguard debut i 2013
Vanguard kommer ligesom jomfrurejsen i 2013 til at have to scener, en udendørs hovedscene samt en teltscene. Det vides endnu ikke, om programmet igen bliver delt op i en hiphop-dag og en pop/rock-dag. Selv om dagens offentliggørelser i høj grad lægger op til det.
Vanguard finder sted den 1.-2. august. Billetsalget starter den 10. april via Billetlugen.dk, og det er muligt at købe både endags- og partoutbilletter.