20 album du skal glæde dig til i juni

Gå sommeren i møde med nye album fra blandt andre Lana Del Rey, Jack White og Tomas Barfod.

Blaue Blume ’Beau and Lorette’ (2. juni)
Artrockerne har imponeret fra dag ét med en ambitiøs og helstøbt lyd, der kun sjældent kommer fra et debuterende band. Den dybsorte bas, de glitrende guitarer og Jonas Smiths falsetvokal har løbet som en rød tråd igennem bandets sange lige fra debuttracket ’On New Year’s Eve’ til den nye single ’In Disco Lights’, og sidstnævnte tegner godt for Blaue Blumes debut-ep ’Beau and Lorette’, der helt sikkert byder på mere fra samme teatralske og vellydende skuffe.

 

Parquet Courts ’Sunbathing Animal’ (2. juni)
Den punkede Brooklyn-kvartet brød igennem med debutalbummet ’Light Up Gold’ så sent som i januar sidste år, men ’Sunbathing Animal’ er alligevel deres tredje udgivelse. På ep’en ’Tally All The Things That You Broke’ fra sidste efterår eksperimenterede Parquet Courts med hiphop og andre genreekskursioner, men titelnummeret fra ’Sunbathing Animal’ tyder på, at gruppen nu er vendt tilbage til det skrabede og hårdtslående udgangspunkt fra den fængende debut.

Hamilton Leithauser ’Black Hours’ (2. juni)
The Walkmen står ifølge bandmedlem Peter Bauer over for »en ret ekstremt pause«, men til gengæld har forsanger Hamilton Leithauser blændet op for en storstilet solodebut i form af ’Black Hours’. Albumforsmagen ’Alexandra’ byder på en rap blanding af country, swing og retro-lydende rock, og Leithauser selv giver den som oldschool crooner i velsiddende smoking i den tilhørende video. Mindre spændende bliver det ikke af, at gæster fra blandt andet Vampire Weekend, Fleet Foxes og The Shins har givet en hånd med.

 

Alice Boman ’EP II’ (2. juni)
Svenske Alice Boman er kravlet op fra undergrundens dyb med sarte sange som ’Waiting’ og ’Over’ uden at have gjort stort væsen af sig. Sangerindens lyd tryllebinder imidlertid med sin skramlende hjemmestudie-vibe, imens Bomans generte vokal spinder naive og vemodige tekster omkring en minimalistisk, men stemningsmættet instrumentering. Vi er mange, der er glade for, at Boman rykkede sine sange fra soveværelsets mørke ud i lyset.

Fucked Up ’Glass Boys’ (2. juni)
Det Toronto-baserede hardcore-punkband har en stribe af konceptalbum bag sig, senest ’David Comes To Life’ og ’Fucked Up Presents: David’s Town’ fra 2011, hvis sange omhandlede den fiktive karakter David fra Byrdesdale Spa og hans hjertekvaler. Nu er canadierne tilbage med det nye album ’Glass Boys’, hvor de konceptuelle tanker er lagt på hylden til fordel for mere straight forward sangskrivning, som på albumforløberen ’Sun Glass’.

 

Sylvan Esso ’Sylvan Esso’ (2. juni)
Sylvan Esso er resultatet af det frugtbare møde imellem Mountain Mans Amelia Meath og Megafauns Nick Sanborn og blander det bedste fra hvert musikalske projekt: Meaths jordnære og pigede vokal spiller perfekt op imod Sanborns catchy produktioner, hvor håndklap og organiske xylofon-klange modstilles med minimalistiske, elektroniske lydfigurer og beats. Lyt selv til ’Coffee’, der er ligeså melodisk indbydende, som det er legesygt og skævt.

Clipping ’CLPPNG’ (9. juni)
Los Angeles-trioen udgav sidste år albummet ’Midcity’ til fri download og er nu på trapperne med deres første officielle album i form af ’CLPPNG’. Førstesinglen ’Work Work’ vidner om, at Clipping har fundet deres helt egen lyd i det viltre hiphop-landskab med kombinationen af Daveed Diggs’ rim og en luftig produktion med rytmiske mønstre sammensat af lyden af flerlette metalkugler i en termokande og smadrende cementblokke.

 

Jack White ’Lazaretto’ (9. juni)
To år efter solodebuten ’Blunderbluss’ er den alternative rocks altmuligmand Jack White klar med efterfølgeren ’Lazaretto’. Titelnummeret blev indspillet live under årets Record Store Day og er bygget op omkring kradsbørstige guitarer, hvinende violiner og Whites vrængende vokal. Både ’Lazaretto’ og den instrumentale ’High Ball Stepper’ lyder af en mand, der stadig forstår værdien af at skrue op for forstærkeren.

Lust For Youth ’International’ (9. juni)
Svenske Hannes Norrvide var tidligere ene mand bag Lust For Youth, men har på det nye album ’International’ lukket danske Loke Rahbek og Malthe Fisher (fra hedengangne Oh No Ono) ind i folden. Og de to danskere synes at have bidraget med en musikalsk optimisme, der var helt fraværende i de industrielle, dunkle og monotone produktioner på det forrige album ’Perfect View’. På singlen ’Illume’ udgøres lydbilledet i hvert fald af glade tangenter og smilende, akustisk guitar, som om Norrvide aldrig havde bestilt andet end at smede fængende popmelodier.

 

Cancer ’Ragazzi’ (9. juni)
I Cancer mødes When Saints Go Machines sfæriske popeksperimenter med Chorus Grants jordnære lune, og resultatet er en dragende, ambivalent og stemningsmættet lyd. Til juni udgiver duoen bestående af Nikolaj Vonsild og Kristian Finne Kristensen omsider minialbummet ’Ragazzi’, hvorfra vi indtil nu har hørt tracket ’Same Color As Digital Photography’, der svæver af sted over et tilbagelænet basgroove, Kristensens akustiske guitarfingerspil og Vonsilds overjordiske fraseringer.

Alexis Taylor ’Await Barbarians’ (9. juni)
Hot Chip-frontmanden dyrker solo en eftertænksom og afdæmpet lyd, der befinder sig fjernt fra hovedprojektets demonstrativt feststemte, omend melankolske synthpop. Lydbilledet er mere spartansk, men præges dog stadig af en eksperimenterende legesyge, imens tekstuniverset når næsten eksistentialistiske højder. Lyt selv til det nye track ’Elvis Has Left the Building’.

 

Tomas Barfod ’Love Me’ (9. juni)
Den danske producer og trommeslager har allerede været på banen i 2014 med den forrygende ’Pulsing’-ep, men nu fortsætter han sit fængende, elektroniske popridt på fuldlængdealbummet ’Love Me’. Igen er den elskelige svenske sangerinde Nina Kinert med på visit, imens også gæster som Sleep Party Peoples Brian Batz og Luke Temple fra Here We Go Magic giver deres besyv med.

Klaxons ‘Love Frequency’ (9. juni)
Med hårdt pumpende bas og disco-synthede, dansevenlige beats har Klaxons sat alle sejl ind for at vende tilbage på langspiller nummer tre med dansegulvsbaskeren ‘There is No Other Time’ som galionsfigur. På produktionssiden får den britiske farvelade-trio hjælp fra The Chemical Brothers aka Tom Rowlands og Ed Simons samt den remixglade dj og producer Erol Alkan.

 

First Aid Kit ‘Stay Gold’ (9. juni)
Den svenske folkduo løb sidste år afsted med den prestigefyldte Nordic Music Prize for albummet ‘The Lion’s Roar’ og er nu tilbage for at sætte album nummer tre i verden. Søstrene får hjælp af Mike Mogis, der tidligere har haft en gylden finger med i produktionsspillet hos blandt andre Bright Eyes og Broken Bells. Singleforløberen ‘My Silver Lining’ spår endnu engang om smukke harmonier, dragende melodier og solskin på landevejene.

The Antlers ‘Familiars’ (16. juni)
Brooklyn-trioen barsler med endnu en omgang veldrejede dybtføltheder i form af deres femte album, som efterfølger den udmærkede ep ‘Undersea’ fra 2012. Peter Silberman og co. vender desuden indie-snuderne mod Danmark, da de spiller koncerter på bade Voxhall og Lille Vega til efteråret.

 

Lana Del Rey ‘Ultraviolence’ (16. juni)
Den NorthSide-aktuelle sangerinde er klar med efterfølgeren til 2012-gennembrudet ‘Born to Die’, og med de to singleforløbere ‘West Coast’ og ‘Shades of Cool’ er der lagt op til endnu en omgang sensuel melankoli og dyster mystik fra popdivaens hånd. The Black Keys’ Dan Auerbach har været inde over produktionen, hvilket tilsyneladende giver Del Rey lidt forvrængning og tilbagelænede guitar-finesser med på vejen. ‘Ultraviolence’ rummer desuden titler som ‘Fucked My Way Up to the Top’, ‘Sad Girl’ og ‘Florida Kilos’ – det bliver bestemt ikke et kedeligt bekendtskab.

Lower ‘Seek Warmer Climes’ (16. juni)
Med single-forløberen ‘Lost Weight, Perfect Skin’ har den Mayhem-udsprungne rockgruppe sat den høje rockbar for deres debutalbum ‘Seek Warmer Climes’, der endda udkommer på pladeselskabsmastodonten Matador uden for Danmarks grænser. Holder den fremadstormende københavnerkvartet det ambitiøse niveau, de mestrer live, er der god grund til at glæde sig.

 

Death Has No Dominion ’Death Has No Dominion’ (16. juni)
Bag det poetiske, storladne navn gemmer sig Libertine-Libertine-designeren Rasmus Bak og Bjarke Niemann fra Spleen United. Med et stemningsfuldt, spartansk, følsomt lydbillede har drengene lagt sig lunt på listen over 2014’s mest lovende nye danske navne med den intime, akustiske ukulele-single ’Harvest’, der er at finde på det selvbetitlede debutalbum.

Lone ’Reality Testing’ (16. juni)
Lone alias Matt Cutler er klar med sit sjette album, som lader til at rumme endnu en omgang sprudlende synth-stråler og farverige, eletroniske lydlege. ‘Reality Testing’ efterfølger den fremragende ‘Galaxy’ fra 2012, som tiltuskede sig en femstjernet karakter for sine euforiserende lydbilleder.

 

How to Dress Well ‘What Is This Heart?’ (23. juni)
Med sit debutalbum fra 2010 var amerikanske Tom Krell en af de første til at pakke r’n’b’ens ellers svulstige toner ind i et knitrende lo-fi-tæppe, og nu den fløjlsbløde stemme bag How To Dress Well klar til endnu et album, fra hvilket vi allerede har fået singlen ’Repeat Pleasure’, der spår om lys, velarrangeret inderlighed og blid, catchy instrumentering.

Læs også:  Koncertguide: Juni

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af