Baby in Vain – uimodståelig rocklektion

Alle forventninger indfriet. Armene over hovedet.
Baby in Vain – uimodståelig rocklektion
Foto: Philip Bo

Baby In Vain havde ulideligt meget hype og et særdeles rocksultent publikum at leve op til, da de indtog NorthSides mindste scene med solen bragende ned fra himlen.

Det er nemlig år og dag siden, at et dansk band egenhændigt har bortført hele kønsdiskussionen i musikbranchen og kørt den så eftertrykkeligt over med en tung off-roader. For så derefter at bakke og lave hjulspin i resterne.

Og lad os bare springe til konklusionen: Alle forventninger indfriet. Armene over hovedet. Svært at få dem ned igen (hjælp!). Queens of the Stone Age har i den grad noget at leve op til, når de søndag – måske, kun måske – skal bevise, hvem der har festivalens tungeste rocknosser.

Kontrasten mellem Lola Hammerichs spage publikumshilsner (»Heeej, hvasså, er I klar til at feste?«) og det gammeltestamentligt hævneriske åbningsnummer, hvor hun gentog linjerne »my love / it’s your last day« på en bund af gungrende tungrock var næsten komisk, men respekten for de tre piger på scenen bare steg og steg, som de sejrede sig igennem det ene drævende rocknummer efter det andet over 50 minutter.

Læs også: Video: Bag om Baby in Vains spejlvendte koncert

Selv om Baby In Vain på papiret mangler en bas, savner man aldrig bund. Den varetages fint af de kyndige og massive bidrag fra trommeslager Benedicte Pierleoni og så Andrea Thuesens dybthuggende Gibson-guitar, der står i klassisk, dikotomisk kontrast til Hammerichs skingre, lynende Fender-lyd.

Vi fik rigelige pluk fra trekløverets syvtommer-trilogi, eksempelvis den vrantne ‘Cowboys’ og den bissede ‘Corny #1’, men højdepunktet indtraf med ‘Sweetheart Dreams’ og den melodistærke, svimlende lukker ‘Machine Gun Girl’, der rækker helt tilbage til Baby In Vains første udgivelse.

Alt i alt fik publikum en tiltrængt mavepuster, og Baby In Vain cementerede endnu engang, hvor nødvendige, de er på den danske rockscene. Mission accomplished!

Se hele vores dækning af NorthSide HER.

Baby-In-Vain-NorthSide1-foto-Philip-Bo

Baby-In-Vain-NorthSide4-foto-Philip-Bo

Koncert. Koncert NorthSide
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af