Ingen Roskilde Festival uden aflysninger. Sidste år måtte King Krule og Foxygen blandt andet melde afbud, og nu er festivalens 2014-plakat så også blevet ramt af ændringer.
Funk-duoen Chromeo har aflyst hele deres Europa-turné af personlige årsager, hvilket altså desværre også går ud over deres koncert på Roskilde Festival lørdag kl. 02.15 på den nye Avalon-scene.
Roskilde har dog allerede sørget for en erstatning, og på samme scene og samme tidspunkt kan man nu se frem til de britiske shoegaze-legender Slowdive, der efter tre banebrydende album i starten af 90’erne gik hver til sit. Gruppen blev dog gendannet i starten af 2014 og spiller nu diverse festivaler over sommeren.
Læs også: Vandkampe, balkanfester og legendariske koncerter: Her er læsernes bedste Roskilde-anekdoter
Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:
»Chromeo havde glædet sig til Roskilde Festival, og vi have glædet os, men det må desværre blive en anden gang. Med over 160 bands på programmet, oplever vi desværre somme tider, at nogle af dem er tvunget til melde fra i allersidste øjeblik. Heldigvis har vi så fået plads til Slowdive, som kunne træde til med kort varsel. De har været voldsomt efterspurgt lige siden de blev gendannet i foråret, og vi har fået meldinger om, at de i den grad har leveret intense shows. Så det bliver en genforening, som vi også ser frem til at opleve«.
Se hele vores optakt til Roskilde Festival på vores nye temaside HER.