Fire Roskilde-anbefalinger: Psykedelisk fredsrock og forførende syrepop

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Spids Nøgenhat

Efter 12 års stilhed genopstod Danmarks fremmeste syrerockforetagende pludselig sidste år med albummet ’Kommer med fred’, hvor Guf og allierede formåede at få de ellers noget bedagede peace and love-paroler til at fremstå friske som morgendug på Lolland-Falsters åbne vidder. Ny-hippierne spillede sidst på Roskilde i 2011, hvor deres koncert gik ned i festivalens historiebøger og blev foreviget på et live-album. Spids Nøgenhats bevidsthedsudvidende, dansksprogede tjald- og fredshymner vil igen i år kalde på nostalgi og næstekærlighed, når det går ned lørdag aften.

Lørdag kl. 22
Avalon

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hookworms

Fra Leeds’ sortrandede musikscene kommer albumdebuterende Hookworms, der sammen med navne som Tame Impala og Goat har lagt sig forrest i feltet af fremadstormende syrerockbands. Kvartetten gjorde sig første gang bemærket tilbage i 2011 med en selvbetitlet ep og har siden markeret sig som et stærkt livebekendtskab, imens det nye album ’Pearl Mystic’ fastslår, hvad det er, Hookworms gør så godt: Inspireret af krautrocken og 70’ernes syrerock er de leveringsdygtige af en frådende, dyster og repeterende rocklyd, båret af lige dele vildskab og underliggende depression.

Lørdag kl. 01:30
Pavilion

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Deerhunter

Kvintetten med den langlemmede ener Bradford Cox i front vender tilbage til Roskilde Festival for at sætte strøm til deres evigt transformerende musikalske univers. Deerhunter leverede sidste år den både støjende, slingrende og tilbagelænede ’Monomania’, der blev indspillet på en ottesporsbåndoptager og fremstod som et lo-fi-teknisk eksperiment, men bandet har igennem 13 år prøvet kræfter med alt fra art rock til shoegaze, imens de psykedeliske præferencer også skinner klart igennem.

Søndag kl. 16
Arena

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Connan Mockasin

Den petit newzealænder med det blonde pagehår diskede sidste år op med en forførende omgang syrepop på den klistrede albumudgivelse ’Caramel’. Connan Mockasin har promoveret sig selv som noget af en lummer lurendrejer i sine lettere krukkede musikvideoer, men live er han kendt for at være anderledes direkte og humoristisk, når han bakket op af sit velspillende band blænder op for sit soulede, psykedeliske og højst ejendommelige univers.

Fredag kl. 14
Pavilion

Læs også: 11 talenter du ikke må misse under Roskildes warm-up-dage

Se hele vores optakt til Roskilde Festival på vores temaside HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af