1. The White Stripes ‘Jolene’ (2000/2004)
Dolly Partons udødelige ballade var en vigtig komponent og fast inventar i White Stripes’ setlister helt siden duoens spæde begyndelse, og de har da også udsendt hele to versioner af covernummeret – en studieindspillet udgave som b-side til deres tidlige single ‘Hello Operator’ og en live-version fra dvd’en ‘Under Blackpool Lights’. Et mylder af andre kunstnere har indspillet ‘Jolene’, men i The White Stripes’ aftapning har hun forvandlet sig fra Partons blide, resignerede og sørgmodige grædekone til en retfærdig loud-quiet-loud-dynamisk strigle, hvor bønnerne til den anden kvinde om at lade hendes mand i fred ledsages af rasende guitarangreb og en gammeltestamentlig understrøm af trusler.
2. The White Stripes ‘Fell in Love with a Girl’ (2002)
‘Fell In Love with a Girl’ er et af de mest ligefremme eksempler på, hvad The White Stripes gjorde for garagerock-revival-bølgen i 00’erne. Megs naive hulekvinde-tønder og Whites primitive og prunkløse riffs går her op i en frydefuld højere enhed i små, kontante 110 sekunder.
En sjov anekdote er, at bandet havde kontaktet LEGO for at lave et samarbejde, så de kunne pakke en lille klods-udgave af Jack og Meg sammen med singlen – som reference til Michel Gondrys ikoniske video til nummeret. LEGO afviste, da de med egne ord ikke ville markedsføre deres produkter til folk i en alder af mere end 12 år. Da singlen bragede igennem til radioæteren og hittede, ombestemte LEGO sig dog, men da var bussen kørt: Jack gad ikke høre på dem. Man ligger, som man har redt.
3. The White Stripes ‘Seven Nation Army’ (2003)
Med fare for at lyde som captain obvious, er ‘Seven Nation Army’ nok Jack Whites største enkeltstående bedrift. Det er svært at pege på en stump rock, der på denne side af årtusindskiftet har haft et mere både letgenkendeligt og sværtafrysteligt fingeraftryk end White Stripes-klassikerens simple, men monumentale riff i syv toner, der efterhånden er blevet gengivet, mishandlet og hyldet i alle tænkelige afskygninger – og af alt, der kan krybe og gå fra hele, skrålende langsider på fodboldstadioner verden rundt til gjaldende horn på krydstogtskibe(!). Det burde også være en skæring, der, hvis White har spillet sine kort korrekt, burde kunne holde ham velfodret, hvis da ikke ligefrem forgyldt med royalties, resten af sit liv.
4. The Raconteurs ‘Level’ (2007)
White har sans for det bizarre, som demonstreret på instrumentalen ‘High Ball Stepper’ fra ‘Lazaretto’. Raconteurs-singlen ‘Level’ fra bandets debutalbum ‘Broken Boy Soldiers’ kunne være dens forløber. Men i virkeligheden er det Brendan Bensons guitartema (tænk George Martin, der forsøger sig med temaet fra en surrealistisk horrorfilm), som gennemsyrer nummeret og vrider den vrantne bluesrock ud af sin traditionsbundne form og ind i en helt anden verden. Whites macho-modtræk er at spille helt vanvittigt med solomusklerne og levere sin karrieres måske mest fyrige seksstrenger-salve.
5. The Raconteurs ‘You Don’t Understand Me’ (2008)
Sat overfor The White Stripes’ dum-simple og dogmatisk afhegnede primat-rock var The Raconteurs’ stort set upromoverede overraskelsesangreb af en albumtoer et friskt pust i Whites karriere. For selv om de to album, det foreløbig er blevet til sammen med Detroit-slænget, også er sølet til i riffage, så er de lyseste øjeblikke på ’Consolers of the Lonely’ primært farvet af klassisk, jovial og guldrandet 70’er-AOR-rock med fødderne solidt plantet i bredskoede, nærmest Beatles’ke akkordgange og masser af harmonier. ‘You Don’t Understand Me’ er et klasseeksempel med vers og omkvæd, der strides med hinanden om at være sangens mest fængende hjørner, så man skulle tro, at det var et spejl af den venskabelige kappestrid mellem Benson og White som bandets to primære sangskrivere.
6. The Raconteurs ‘Old Enough’ (2008)
‘Consolers of the Lonely’ er et album strøet med tætsiddende højdepunkter, og således følger den indlysende single ’Old Enough’ lige i røven på ‘You Don’t Understand Me’. ‘Old Enough’ kan desuden læses som en tidlig forsmag på den country-dunst, der breder sig på Whites solo-eskapader og lader hele bandet komme til orde på skift i en instrumentering, der med folk-violiner, hvinende guitarer, fyrigt orgel og flotte korharmonier i lige så høj grad slægter Led Zeppelin og The Who på som det americana-blod, der flyder tykt igennem årerne på White og hans kumpaner – Brendan Benson, “Little” Jack Lawrence og og Pat Keeler. Det ser desværre ikke ud til, at der kommer mere ud af den konstellation.
7. The Dead Weather ‘Treat Me Like Your Mother’ (2009)
The Dead Weathers særegne sammenstilling af Jack White og furien Alison Mosshart – to forsangere fra hver sin tomands-garagerock-combo – var oprindeligt et rent lykketræf. White mistede stemmen til et Raconteurs-gig i Memphis og spurgte Mosshart, som turnerede sammen med Raconteurs i The Kills, om at vikariere på et par sange. Det lagde kimen til The Dead Weather og den fræsende single ’Treat Me Like Your Mother’ er måske et af de hidsigste billeder på den spontanitet, supergruppen pisker op sammen. Monomane riffs, et elektrificerende orgel og White på drævende trommer udgør en særdeles eksplosiv kombination.
8. The Dead Weather ‘Die By the Drop’ (2010)
Indrømmet, The Dead Weathers andet album var ikke nær så succesfuldt som ‘Horehound’, men derfor brænder singlerne stadig igennem. Især ‘Die By the Drop’, hvor White og Mosshart i Floria Sigismondis gotiske, jordslåede video duetterer dæmonisk akkompagneret af bandet i skumle gevandter. Og det er svært ikke at blive en smule bjergtaget af de to karakterer, når de proklamerer, at »I’m gonna take you for worse or better / into my little grave!« Der skulle heldigvis være mere materiale på vej fra The Dead Weather i 2015 efter nogle års pause på grund af Jack Whites solokarriere.
9. Jack White ‘Love Interruption’ (2012)
Fra første strofe af ‘Blunderbuss’-forsmagen ‘Love Interruption’ blev det tydeligt, at Jack White på egne ben har fået mange flere strenge at spille på. Den Wurlitzer-drevne førstesingle er på grund af instrumenteringen og Ruby Amanfus soulede vibratovokaler blevet sammenlignet positivt med Dusty Springfield-evergreenen ‘Son of a Preacher Man’, men det mest bemærkelsesværdige ved ‘Love Interruption’ er nok, at den markerer debuten for Whites aparte yin/yang-setup med henholdsvist et kvindeligt og mandligt backingband, som skiftes til at akkompagnere ham på turnéer såvel som på studieindspilninger.
10. Jack White ‘Lazaretto’ (2014)
Titelnummeret fra Whites nyudkomne album udstiller ham i et hjørne, de færreste har hørt ham i før. Hiphop-agtige rytmer og en krystallinsk synth vækker mindelser om Beck anno ‘Hell Yes’, mens han pisker sin knitrende guitar rundt i manegen som en hidsig toreador. Lyrikken stammer fra en stribe skriverier og noveller, White skrev i en alder af 19, og som ellers bare havde samlet støv på hans loft. White blev iøvrigt optaget i Guinness Rekordbog for at have udsendt en live-udgave af ‘Lazaretto’ som single kun fire timer efter indspilningen. Vinylversionen har graveret ordene »Guinness kan kysse min…« på indersiden.
Læs anmeldelse: Jack White ‘Lazaretto’