De bedste – nr. 7:
Damon Albarn ‘Everyday Robots’ (2014)
Han har bestemt haft tid til at reflektere over det. Med tre års tid i ovnen, mellem 60 og 100 udkast til sange i vælten undervejs og en egen beskrivelse fra Albarn som værende sit hidtil »mest personlige album« var forventningerne til ‘Everyday Robots’ skruet tårnhøjt i vejret. Albummet kan, som titlen antyder, også læses som elegier til det moderne menneske, men de højpandede koncepter er trængt i baggrunden og kontrasten fra den nøgne minimalisme, der blotlægges på soloskiven og til hans tidligere så idédrevne og rigt gæstebesatte output er ekstrem.
Det skal blive interessant at se ham løfte materialet live, samt hvordan det går i spænd med Albarns andre musikalske udgydelser, som han også lovet vil blive tilgodeset, når han rammer Roskilde sammen med backingbandet The Heavy Seas.
De bedste – nr. 6:
The Good, the Bad & the Queen ‘The Good, the Bad & the Queen’ (2007)
Hvad der oprindeligt blot skulle have været et Danger Mouse-produceret soloalbum for Albarn endte med at blive et supergruppe-samarbejde med Fela Kutis legendariske trommeslager Tony Allen samt The Clash-bassisten Paul Simonon og guitaristen Simon Tong fra The Verve. Albarn var ivrig efter at vende tilbage til Afrika og Allen foreslog Kutis gamle studier, Afrodisia, i Lagos, Nigeria som base. Men resultatet er modsat, omtrent så langt fra afrobeaten, som man kan komme. ‘The Good, the Bad & the Queen’ er ifølge Albarn selv et ‘kærestebrev til London af icdag’ og tegner et sortrandet, melankolsk og regndruknet billede af vores samtid.
Som altid med Albarn er der en rød tråd i hans mange samarbejder, og mens Danger Mouse også havde produceret Gorillaz-albummet ‘Demon Days’ et par år forinden, så blev Simonon og Tong siden indlemmet i den konstellation, der skulle puste liv i ‘Plastic Beach’ få år senere, og som indtog Roskilde Festivals Orange Scene i 2010. Og i netop ‘Plastic Beach’ kan man spore meget af den samme vibe, som gennemsyrer ‘The Good, the Bad & The Queen’.
De bedste – nr. 5:
Damon Albarn, Afel Cocoum, Toumani Diabaté & Friends ‘Mali Music’ (2002)
Roskilde Festival 2014 kan vise sig at byde på mere end bare en Slowdive-reunion. Albarn indspillede i 2001, som et led i en visit sponsoreret af Oxfam, albummet ‘Mali Music’ med blandt andre Afel Bocoum og så koraspilleren Toumani Diabaté – sidstnævnte optræder også på Roskilde i år sammen med broderen Sidiki. ‘Mali Music’ er et atmosfærisk og stemningsfuldt album, der især er farvet af Bocoum og Diabatés bidrag på lokale instrumenter, men også Albarns efterhånden allestedsnærværende melodica. Albarn holder sig dog høfligt i baggrunden på meget af det collage-agtige værk og albummet folder sig ud som en fortrinlig introduktion til et land og dets musikere.
Albarn skulle siden gentage successen to gange, men opfølgerne ‘Kinshasa One Two’, som forsøgte sig med et lignende øjebliksbillede af Congo og ‘Maison Des Jeunes’, hvor Albarn vendte tilbage til Mali med et stjernebesat slæng af vestlige musikere under Africa Express-navnet, er ikke blevet bemærket i nær så høj grad.
De bedste – nr. 4:
Gorillaz ‘Demon Days’ (2005)
Det kunne synes som en Sisyfos-opgave at opfølge ‘Gorillaz’, men uden Blur eller andre større distraktioner til at sidetracke sig, kunne Albarn hellige sig albumtoeren fuldt og helt efter først at have gennemlevet et fejlslået forsøg på at søsætte en Gorillaz-film. Og med Danger Mouse ved roret og et stjernebesat cast af gæster såsom De La Soul, MF Doom, Roots Manuva og Martina Topley-Bird, Shaun Ryder som et syltet hoved uden krop i videoen til ‘Dare’ og den nu afdøde Hollywood-badass Dennis Hopper, ja så kunne humlebien altså atter flyve.
Men selv om ‘Demon Days’ var lige så bragende succesfuld som debuten, så voldte det stadig problemer for Albarn og Hewlett at folde Gorillaz ud som liveband. To holografiske performances til MTV Europe Music Awards og Grammyerne året efter, samt en enkelt håndfuld koncerter med næsten alle albummets gæster blev det til, men planerne om en spektakulær, holografisk verdensturné blev hurtigt skrottet, på grund af projektets højrisikable økonomi og logistik.
De bedste – nr. 3:
Blur ‘Parklife’ (1994)
Albummet, der sammen med Oasis’ ‘Definitely Maybe’ kom til at definere britpoppen, var samtidig et så eftertrykkeligt kunstnerisk højdepunkt, at det selv her, halvandet årti efter at fisen gik af bølgen, stadig er ganske lytteværdigt med det cockney-flabede titelnummer, den meditative ‘This Is A Low’ og den discoide ‘Girls and Boys’ som single-højdepunkter. ‘Parklife’ skulle oprindeligt have heddet ‘London’ og selv rivalen Noel Gallagher indrømmede, at albummet var som at høre »Sydengland, personificeret«.
‘Parklife’ er derfor ikke bare et oplagt udgangspunkt for nye Blur-lyttere, men også et epokegørende album, hvilket er imponerende taget omstændighederne det blev til under i betragtning. Blur havde fået kniven for struben rent økonomisk og var tvunget til at vende tilbage til studiet kun et halvt år efter færdiggørelsen af ‘Modern LIfe is Rubbish’, der havde været plaget af forsinkelser, pladeselskabelige indblandinger og generelt mismod over en fuldstændigt fejlslået USA-turné.
De bedste – nr. 2:
Gorillaz ‘Gorillaz’ (2001)
Mens Blur stille og roligt var ved at rasle fra hinanden, og efter Albarns forliste forhold til Justine Frischmann, boede han en overgang sammen med sin kunstnerven, tegneseriegutten Jamie Hewlett, som selv var gået fra sin kæreste Jane Olliver (som han endda havde snuppet ud af kløerne på Graham Coxon i sin tid!). En sen aftens MTV-kiggeri resulterede i den spæde idé til det fiktive tegneserieband Gorilla, som senere fik hægtet et z i enden og pustet musikalsk liv i sig af Dan the Automator og rapperen Del tha Funky Homosapien, som tidligere havde leget med Albarn på et enkelt nummer med et andet supergruppe-projekt,’ Deltron 3030’.
Resultatet landeplage-grovhittede helt fortjent, godt hjulpet af en blændende, single-pakket trackliste med klassikere som ‘Clint Eastwood’ og ’19-2000’ i spidsen samt Hewletts inspirerede og animerede videoer, som hurtigt blev kædet sammen til et længere narrativ, der fortsætter Gorillaz’ lange og brogede historie den dag idag – hvis da kamphanerne Albarn og Hewlett kan enes om det igen.
De bedste – nr. 1:
Blur ‘13’ (1999)
’13’ er Blurs ‘Kid A’. Så enkelt kan det siges. Hvis ‘Blur’ var et syvmileskridt fremad, så er ’13’ et rakethop opad og ud i atmosfæren. Og selv om albummet blev til under tumultariske omstændigheder, efter Albarns massivt publicerede brud med Elastica-forsangerinden Justine Frischmann og interne spændinger i bandet, der eksploderede i lys lue under indspilningerne og resulterede i, at folk ikke mødte op, mødte op fulde, eller skændtes og skred, er ’13’ endt som et mesterværk og den definitive oversavning af navlestrengen til britpoppen – omend Graham Coxons ‘Coffee & TV’ sender genren beske hilsner.
’13’ er blevet beskrevet af albummets producer, William Orbit, som en kamp mellem Albarns eksperimentlystne sider og Coxons punkede ditto. Og mens Orbit klart mente, at Coxon slap fra det som sejrherre, så eksisterer magien nok snarere i en remis mellem to viljer, som demonstreret i evergreenen ‘Tender’ og Albarns smertelige kniven-i-såret-lede breakup-hymne ‘No Distance Left To Run’, som komplementerer et par hidsige Coxon-freakouts som ‘Bugman’ og ‘B.L.U.R.E.M.I’.
Læs med på de næste sider, hvor vi kårer tre fusere fra Albarns hånd.
Fuserne – nr. 3:
Damon Albarn ‘Dr. Dee’ (2012)
Damon Albarn er ingen nybegynder udi soundtrack-verdenen med film som ‘101 Reykjavik’ og kannibal-gyseren ‘Ravenous’ under bæltet, men ‘Dr. Dee’ har sikkert alligevel været noget af en mundfuld – selv for en gut, der har frontet så verdensklasse-vægtige bands som Blur og Gorillaz. Men hvis ikke en folk-opera om en britisk videnskabsmand fra 1600-tallet med hang til det okkulte, bakket op af BBCs filharmonikere er en udfordring, hvad er så?
Resultatet er, sikkert på grund af den uhyrlige præmis og de vide armbevægelser, også en smule klodset. Albarns forsøg på at blande den vestafrikansk-inspirerede percussion, han rådyrker, med ældgammel, elizabethansk instrumentering fra netop perioden for 400 år siden, hvor hovedpersonen John Dee levede, falder til jorden, ikke mindst i lyset af, hvor elegant PJ Harvey lykkedes med en lignende øvelse året før – i form af den sublime ‘Let England Shake’. Men set som en opfølger, eller måske ligefrem prequel til ‘The Good, The Bad & The Queen’, er Dr. Dee stadig mildt interessant og ikke mindst respektaftvingende ambitiøst.
Fuserne – nr. 2:
Rocket Juice & the Moon ‘Rocket Juice & the Moon’ (2012)
På papiret lyder det jo som en fin idé. Albarn og Tony Allen havde allerede sammen bevist deres værd i The Good, The Bad & the Queen, og hvilket mere til-højrebenet oplagt team at dreje en afrofunk-plade med end netop Fela Kutis gamle percussion-væbner og Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea – og gæster som Erykah Badu, Thundercat og Cheick Tidiane Seck (som iøvrigt også er Roskilde-aktuel med Les Ambassadeurs)?
Men resultatet endte jammet, rodet og uforløst, med et væld af numre – hele 18, hvor Albarn kun er fremtrædende på ‘Poison’, og hvor stakkels Flea nosser sig igennem stort set den samme basgang på en tredjedel af dem. Måske det var symptomatisk for Albarns engagement i albummet, at han ikke blot overlod coveret, men også bandnavnet (!) fuldt og helt til en kunstner i Lagos – og måske en tredjedel af materialet kunne have været trimmet væk for at afsløre en slankere, stærkere helhed end denne middelmådige pøl.
Fuserne – nr. 1:
Damon Albarn ‘Democrazy’ (2003)
Selv de største tager indimellem grueligt fejl. ‘Democrazy’ er, som titlen antyder, en samling skitser og ufærdige demoer, opsamlet i et halvtimelangt album- eller dobbelt ep-format, om man vil. Albarn indspillede sangene på diverse hotelværelser, mens Blur turnerede USA tyndt for at promovere ‘Think Tank’. Men det løse format blev ikke taget godt imod af anmelderne, hvis modtagelse rangerede fra det lunkne til det decideret iskolde…
… hvilket man sådan set godt forstår, når man lægger øre til de skramlede Casio-keyboard-og-trommeboks-drevne sangfragmenter, som til tider er så usammenhængende, at de bare bliver afbidt af et bånd, der løber ud! ‘Democrazy’ er et interessant indblik i en kunstnerisk proces, men ikke ét, der holder ens interesse fangen længe og er måske derfor også mest mindeværdigt for at indeholde et pjevset udkast til den senere Gorillaz-klassiker ‘Dirty Harry’ i form af åbneren ‘I Need A Gun’.
Damon Albarn spiller fredag 20.30 på Arena.
Læs anmeldelse: Damon Albarn ‘Everyday Robots’
Læs også: Klar til Roskilde: Vi kårer The Rolling Stones’ 15 vigtigste sange