Guide: Seks rappere der holder ånden fra Outkast i live

Outkast har været savnede. Der har aldrig været en decideret bevægelse rundt om Outkast, hvor andre rappere lavede en lignende lyd, og selv efter at duoen stoppede, har ingen været i stand til at fylde tomrummet. I hvert fald ikke alene. Men her er en række rappere, der på forskellig vis holder Outkasts ånd i live.

Chance-the-Rapper_717

 

Chance the Rapper

En af de ting ved Outkast man savner mest, er den glæde der skinnede igennem deres musik. Atlanta-duoen var uforudsigelige og farverige, eksperimenterende og livsglade, og det var virkelig en undtagelse i en genre der tit bevægede sig i beton-grå alvor og sort-hvide attituder. Ikke at Outkast var komiske, eller at de hele tiden anstrengte sig for at være glade; det var snarere sådan, at alt virkede let og som en leg for Outkast. Der var ingen grænser.

Derfor var det en mindre sensation, da mixtapet ’Acid Rap’ kom sidste år. For Chicago-rapperen Chance the Rapper er den første i lang tid, der har kunnet vække samme følelse af umiddelbar glæde – han både synger og rapper med sin karakteristiske, gnæggende stemme, og fortæller om alt fra kærlighed til volden, der hærger i hans hjemby, uden nogensinde at lyde anderledes end ubesværet og umiddelbar.

Rashad

 

Isaiah Rashad

Outkast kunne hamle op med selv den mest lyriske østkyst-rapper, og deres funk-univers var lige så gennemført som hos g-funk-bevægelsen på vestkysten. Men hele deres attitude og væremåde var altid rodfæstet i sydstaterne. De var syrede og unikke, men de var rodfæstede i Atlanta – de var ’ATLiens’, som et af deres album hed. Den samme sydstatsarv kan man finde hos Isaiah Rashad, det nyeste medlem på TDE-selskabet, der også huser Kendrick Lamar og Schoolboy Q.

Isaiah Rashad er lige så soulet og tekstmæssigt begavet som Kendrick (hvis flows og tekster vel også afslører en vis Outkast-inspiration), men han har også en anden side, som når han rapper over tungere beats eller bevæger sig ind i et funket univers. Eller når han laver sange som ’West Savannah’, et fantastisk døsigt sang-rap-nummer, der både er opkaldt efter en Outkast-sang og handler om at blive forelsket mens man lytter til Atlanta-duoens debut.

 

Killer Mike

 

Killer Mike

Killer Mike holder på meget bogstavelig vis Outkasts ånd i live. Han var nemlig en del af Outkasts Dungeon Family-crew, og opnåede mindre berømmelse da han optrådte på Outkast numre som hittet ’The Whole World’. Han fulgte gæsteoptrædenerne op med en solid solokarriere, hvor han imponerede med en buldrende vokal og bidende samfundskritik. Senest har hans karriere taget en ny, ekstremt uventet og vellykket drejning gennem hans Run the Jewels-projekt med undergrundsproduceren El-P. Og hvad kunne være mere i Outkats ånd, end at deres ven fra gamle dage, der egentlig altid har lavet tung, gyngende sydstats-rap, nu pludselig sidder i et smadret studie med El-P, og laver den mest innovative undergrunds-hip hop man kan forestille sig?

100s final final

 

100s

Efter at g-funk bølgen døde ud i slutningen af 1990erne, har den direkte funk-indflydelse på hiphoppen været i tilbagegang. Ekstravagante rappere – ofte i farverige pimp-outfits – blev sjældnere og den sidste funk-rapper-stjerne er Big Boi (og selv han gik fra funk til indiepop-inspiration på sit seneste album). Men her kommer Los Angeles-rapperen 100s ind i billedet: Hans univers er skinnende futuristisk, han både synger og rapper, og så har han en exceptionelt syret stil og fantastisk glat hår. Hans playa/pimp-personlighed er en klar efterkommer af Outkasts mest ekstravagante sider, ligesom hans musik lyder som en videreudvikling af Atlanta-duoens mest futuristiske funk-rap.

Kanye-West

 

Kanye West

Hvis Outkast var den forrige generations mest indflydelse rapnavn, kan Kanye vist godt gøre krav på at være det for den nuværende. Og Outkast har selvfølgelig ikke kunnet undgå at udøve indflydelse på Chicago-rapperen: Kanye er mindst lige så stilfikseret som André, hans tidlige musik var personlig og legende og så kan ’808 & Heartbreaks’ måske ses som en slags pendant til Andre 3000s ’The Love Below’. Og hvem ved – hvis Outkast ikke var stoppet da de gjorde, havde vi måske set Atlanta-duoens version af ’Yeezus’? Numre som ’B.o.B.’ fra ’Stankonia’ viser i hvert fald, at Outkast ikke var bange for at bevæge sig ud i vilde, mørke områder.

young-thug-stoner-music-video-pa

 

Young Thug

Da Atlanta blev hiphoppens største by (i hvert fald kommercielt) i starten af 00’erne, var byens stjerner ligefremme gangsterrappere som T.I. og Young Jeezy, men i de senere år er der opstået en vild og sprudlende undergrund af skæve rappere, der minder mere om de ukonventionelle skikkelser fra Outkasts Dungeon Family-crew, end om klassiske gangstertyper. Og den absolutte konge af Atlanta er samtidig miljøets mest ukonventionelle skikkelse: Young Thug. Hans stemme hyler og synger, hans flow farer rundt som legede det jorden er giftig og hans tøjstil er ekstravagant – senest skabte han ravage i konservative hiphopkredse, da han blev set i en leopard-kjole. Ja: En kjole. Arven fra Outkast er på den måde dobbelt: Ligesom forbillederne rusker Young Thugs legesyge musikstil op i konventioner og ændrer hvad der er normalt, dels er modige, køns-eksperimenterende tøjstil en efterkommer af Andre.

janellemonae-interview-2

 

Bonus: Janelle Monae

Outkasts stil og æstetik har haft gigantisk indflydelse, ikke kun i hiphopverdenen, men også udenfor – de er trods alt kendt som gruppen, som selv folk der hader rap, ikke kan lade være med at elske. Janelle Monae er måske det tydeligste eksempel på Outkasts indflydelse udenfor rapverdenen: Hele hendes sci-fi-agtige identitet og hendes gennemførte æstetik er helt i Outkasts ånd.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af