Halvårets bedste danske album: Top 10-1

Første halvdel af 2014 har budt på en række stærke, danske udgivelser. Her kårer vi vores top 10.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Broken Twin ’May’

Lige fra åbningsnummeret ’The Aching’ er grundtonen sat på Majke Voss Rommes smukke debutalbum som Broken Twin, hvor den klangfulde vokal og det afdæmpede klaverspil er hovedfokus i de 10 svævende og rørende kompositioner. Akkompagneret af sagte trommer, blæsere og strygere strømmer melankolien og ensomheden gennem ’May’, der takket være simple men effektive virkemidler går lige i mellemgulvet.

Læs anmeldelse af albummet

Tjek også vores Top 10-1 over halvårets bedste udenlandske album

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Chorus Grant ’Space’

Kristian Finne Kristensen bevæger sig i et dragende univers, hvor folk, indiepop og jazz-elementer forenes i et musikalsk format, som fornemt folder sig ud. Som vokalist og sangskriver udstråler han autoritet og troværdighed, og ‘Space’ er en lille triumf for kvalitetsbeseglet alternativ pop, som ikke brager og buldrer, men overbeviser i kraft af et udtryk, som hviler smukt og sikkert i sig selv.

Læs anmeldelse af albummet

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Blaue Blume ‘Beau & Lorette’

Med deres krøllede art-pop står Blaue Blume som bevis på, at den danske musikscene i øjeblikket sprudler i alle tænkelige genre-retninger. Forsanger Jonas Smiths imponerende og Anthony Hegarty-klingende vokal er øjeblikkeligt genkendelig i kvartettens poetiske univers, mens debut-ep’ens fem sange bød på en nuanceret blanding af alt fra drømmepoppet shoegaze på ’In Disco Lights’ til en spændstig guitarsolo på ’Conventional Dreams (Our House)’. Pompøst og skrøbeligt i smuk forening.

Læs anmeldelse af albummet

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Tomas Barfod ’Love Me’

Med sit andet soloalbum fik Barfod det igen til at føles som om, han efterhånden kan skrive melankolsk synthpop i søvne. For især med det fortsatte samarbejde med den svenske sangerinde Nina Kinert skabte han ren popmagi med et ulmende skandinavisk mørke, som Kinerts landsmand Robyn er blevet storleverandør af. Sangene virker velafmålte, skåret ned til essensen, som singlen ‘Pulsing’ hvor Kinerts klare vokal næsten kun bakkes op af en brummende synthbas og et hule trommeslag. Endnu en imponerende tilføjelse til producerens i forvejen bugnende cv.

Læs anmeldelse af albummet

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Karl William ’Døende’

Det har sjældent været nemt at være ung, hvor trangen til at udforske og prøve at forstå livet og den evigt påtrængende kærlighed oftest er størst. Men sjældent har ungdommens kvaler lydt så godt, som da Hukaos-poeten udgav sin anden ep. Den sumpede r’n’b-midnatsstemning er omdrejningspunktet for Karl Williams lyriske filosoferen, der bliver leveret mere direkte end hans tidligere nasale vokalfraseringer og beviser en trang til at nå meget længere ud end det tilrøgede teenageværelses fire vægge.

Læs anmeldelse af albummet

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Cancer ’Ragazzi’

At dømme ud fra deres tidligere output er When Saints Go Machines Nikolaj Vonsild og Chorus Grant-bagmanden Kristian Finne Kristensen et skævt makkerpar, men det er netop pointen. For skævheden er kernen i deres fællesprojekt, og mødet mellem Vonsilds på mange måder plagede vibrato og Kristensens rolige croon er blot et af eksemplerne på den magi, der opstår på deres debut-ep. Skævheden er også til stede, når Kristensens enkle guitarfingerspil nogle gange møder Vonsilds elektroniske eksperimenter, men mest af alt de to bare formået at skabe en særegen rolig og betagende lytteoplevelse af de sjældne.

Læs anmeldelse af albummet

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. The Minds of 99 ’The Minds of 99 ’

Et modersmål-mix af new wave og postpunk har sikret succesen for sekstetten. Som børn af deres tid har de forplantet sig i både radiobølger og musikhjerter, og i den grad bevist deres værd som livenavn. Hvorvidt de er landets næste store rockband, som proklameret på vores juni-forside, vil tiden vise. Med den stærke debut tegner fremtiden sig i hvert fald yderst lovende for The Minds of 99.

Læs anmeldelse af albummet

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Treefight For Sunlight ’Pizza’

Den umiddelbare og harmoni-vædede indiepop, der kendetegnede debuten, får nye teksturer i en produktion og musikalske arrangementer, der pirrer sanserne. Det flerstemmige vokal-arbejde er bibeholdt, men i denne ombæring eksekveret langt mere komplekst og ikke så lidt imponerende. Ligesom lydcollager og instrumenter går op i en højere psych-enhed. ‘Pizza’ er et kalejdoskop af store ambitioner, som udstiller Treefight for Sunlights talent og kvaliteter.

Læs anmeldelse af albummet

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Lower ’Seek Warmer Climes’

Deres potente ep’er og liveoptrædener havde allerede varslet, at Lower havde noget solidt i vente, men debuten ’Seek Warmer Climes’ sprængte imidlertid enhver forventning itu med sit imponerende bundniveau på samtlige af albummets 10 sprængfarlige numre. Og selv om drengene tydeligt er rodfæstet i Mayhem-miljøet, begrænser debutalbummets lyd sig ikke til stramme, traditionelle punkrammer, men bevæger sig i en sortklædt afart af paranoiaramt postpunk, der på stilsikker vis både er støjende og desperat, ulmende og tilbageholdende.

Læs anmeldelse af albummet

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Mø ’No Mythologies To Follow’

2014 har indtil videre været én stor triumf for Karen Marie Ørsted, der først har taget Danmark og siden resten af verden med storm med sine electropoppede sange og vindende attitude. Ikke mindst satte debutalbummet ‘No Mythologies To Follow’ en fed streg under, at som ingen andre kan levere solide pophits. For uanset om den stod på håndklap og horn som på det tidlige hit ‘Pilgrim’, Phil Spector-klingende retropop på ‘Never Wanna Know’ eller ‘XXX 88’s Diplo-producerede rastløshed, bibeholdt albummet hele vejen igennem et helstøbt udtryk, der umiskendeligt er Møs eget, og som fuldt fortjent har cementeret hende som landets førende popprinsesse.

Læs anmeldelse af albummet

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af